Oscar Alvarez Rifbjerg og Nana Nørgaard

nana-norgaard-oscar-alvarez-rifbjerg

Fredag d. 13. Juli kl. 21

Stor og Jazz’et aften i Natkirken!

Det er smukt, smudsigt og temperamentsfuldt, når Oscar Alvarez Rifbjerg og Nana Nørgaard sammen indtager scenen. De to unge musikere deler den rå, ærlige tilgang til musikken, og sammen med lytterne bevæger de sig ind i et mørkt, romantisk univers, der klinger af kærlighedens store og stride følelser, bundet i begær, uforløste drømme og naiv forblændelse. I efteråret 2016 gav duoen en håndfuld late night-koncerter på The Standard Cph, hvor de fortolkede Lou Reeds rå og poetiske univers under overskriften New York Stories. Nana Nørgaard har tilbragt det meste af livet bakket op af en elektrisk guitar og et buldrende trommesæt på rockscenen, men sangerinden med den varme, mørke stemme bevæger sig også elegant i jazzen. Nana spiller i duoen The Bowdashes, og har tidligere arbejdet sammen med det franske New Wave-kollektiv Nouvelle Vague. Hun har spillet med Aske Jacoby, Emil De Waal og David “Fingers” Haynes, og senest gæstede hun den verdensberømte guitarist Mike Stern, da han gav fem koncerter på Nationalmuseet i selskab med nogle andre prominente musikere Niels Lan Doky og Francois Moutin. Oscar Alvarez Rifbjerg er jazzpianist og komponist med rødder i både Spanien og Danmark. I foråret 2016 udgav Oscar sin første plade Rómpelo, som er en hyldest til hans berømte morfar, den store forfatter og poet Klaus Rifbjerg. Musikken tager sit udgangspunkt i Oscar Alvarez Rifbjergs opvækst i Sevilla, der var præget af jazz, flamenco og poesi. I øjeblikket er Oscar bosat i København, hvor han er en aktiv del af den danske jazzscene, og han har spillet med musikere som Christina Von Bülow, Bo Stief, Jesper Løvdal, Mads Kjølby, Anders Gaardmand, Daniel Franck og mange andre.