Jobs Hjørne
Hun skriver bl.a. følgende om sine tanker med installationen:
En dag i min stue faldt mine øjne på min mormors vaskebræt. Det er gammelt og ganske godt slidt, og for mig kunne jeg se hendes hænder gnide og slide på vaskebrættet, mens der er gået mange tanker gennem hovedet. Havde humøret været tungt, var der nok gnedet ekstra hårdt, og vaskebrættet associerede til mig; vand, der løber og drypper af sorg og vrede. Vaskebrættets farve er blåligt og komplementærfarven til blåt er orange, og med et fremstod i min fantasi en stor rusten jernplade, hvis orange farveorgier kunne sammensættes med vaskebrættets blåtoner i komplementærfarvens skarpe kontrast. Ved at montere vaskebrættet, der er udformet i markante riller, på den rustne jernplade fremstod en grædemur.
Tanken er så at bruge denne symbolske grædemur - ikke til den ydmyge, stille gråd, men til klager og råb. Konkret ved at en svamp I et stenkar med vand kommer til at stå ved siden af, så man kan presse vand ud over rillerne på vaskebrættet. I denne konkrete handling vendes Gud ikke ryggen. Det er - som Job - klager og råb direkte til Gud. En åben dialog. At vende Gud ryggen er lig med at blive fyldt med ondskabsfuld vrede, der rettes mod andre for at få afløb.
Job og Gud var i dialog. I vor tid er Gud samt en yderligere dimension åbenbaret - Jesus - Guds søn.
På grædemuren i Jobs Hjørne er monteret et kors med nagler. Det er symbol på det kors, hvor Jesus hang, og i sin afmagt råbte en klagebøn til Gud: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Jesus fik ikke noget direkte svar - først efter 3 dage åbenbarede Gud sig ved Jesu opstandelse fra de døde, og hele verden fik håb om, at Gud hører os og handler. Dette kors er tænkt som en udstrakt hånd fra Gud til os gennem Jesus. Her kan man lægge sine sorger ved at skrive sin klagebøn på en seddel og spidde den på korsets nagler. Og på grædemuren ved siden af korset er skrevet Jesu ord fra Peters 1. Brev, kap. 5, vers 7 - ment som en direkte 'berøring' - "Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer."
(uddrag fra artikel trykt i: Kirken underviser 4-2001)
Om 'Jobs Hjørne' skriver natkirkepræst Signe M. Berg:
Dette er ikke rigtigt, godt og sandt!
De fleste mennesker ved, at livet har sine mørke og vanskelige sider. Hvor er du, Gud, henne her i mit liv lige nu, måske? Og må man også være vred på ham og klage til ham? Kan Gud klare mosten ufortyndet? Kan han tåle at høre, at jeg f.ex. savner sex, at jeg er vred på min svigermor eller at jeg synes, det er uretfærdigt, at jeg ikke vinder i lotto? Eller at jeg ikke kunne leve op til de forventninger, jeg havde til mig selv?
Vi tror, at Gud kan klare mosten, og tror det sammen med den bibelske tradition, som er fyldt med følelser, glæde og sorg såvel som vrede og angst, og fyldt med klager til Gud. Vi tror, at Gud er stor nok til at rumme vores små liv MED DET HELE, og vi tror også, at Gud er stor nok til at at kunne føre een ud på den anden side.
Derfor har vi indrettet et sted i Natkirken, som specielt er til klage-bønner til Gud. Til det, som man har brug for at lægge over på Guds skuldre, så han kan bære det, der er blevet for tungt for een selv. Det er altså klage i stedet for tak. Du kan skrive din bøn på sedlen, og kan sætte den fast på korset eller sømmene. Din bøn kan også være uden skrevne ord, hvor bønnen er den rituelle handling at lægge sedlen på korset - til Gud.
Bønnerne bliver ikke læst op. De skal have lov til at være der som en sag mellem det enkelte menneske og Gud. Sognemedhjælperen i Natkirken Inger Ravn og jeg samler bønnerne sammen 1 gang om året - til Langfredagsandagten - hvorefter vi dagen efter på påskelørdag brænder dem.
Og om den bibelske fortælling om Job:
Job er navnet på en mand i bibelen, som bliver ramt af den ene ulykke efter den anden. Det klager han til Gud over, og siger, at han ikke har fortjent al den modgang. Hvorfor skal jeg rammes af al denne her lidelse? spørger han Gud om. Job lægger ikke fingrene imellem overfor Gud, og hans venner skælder ham ud på grund af det. Når ulykken rammer, så har man måske alligevel fortjent det. Lidt ligesom hvis man får lungekræft, hvis man har røget cigaretter hele livet. I Job's tilfælde er årsagen til hans ulykker bare ikke lige til at se, men vennerne er sikre på, at årsagen må være der et eller andet sted. Der er en forklaring.
Ulykken er i hvert fald ikke Guds skyld.
Historien ender med, at Gud giver Job ret og vennerne uret. Nej, modgangen er ikke Job's skyld. Og Gud roser Job, fordi Job talte ærligt om sig selv og sine følelser overfor Gud. Gud siger til Job:
"Hvor var du, da jeg skabte jorden og universet? "
"Kan du, Job binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker?"
I Guds svar ligger der et modspørgsmål, nemlig: hvorfor har du ikke fortjent at blive ramt af ulykker? Gud har ikke skabt verden retfærdig, men heller ikke uretfærdig. Han har skabt verden, og i den verden skinner solen for alle, uanset om de har fortjent det eller ikke. Nogle er heldige og andre ikke, nogle rammes mere af ulykker end andre og at tale om retfærdighed og forklaringer giver ingen mening her. Hvis man synes det, så skal man også mene, at det er retfærdigt at nogle bliver voldtaget og myrdet og hvad ved jeg. Det er det, vennerne siger, at det et eller andet sted er Job's egen skyld, men det giver Gud dem ikke ret i. Det er ikke alle ulykker, der er ens egen skyld og fejl. Job's Bog er et menneskes kamp for at få fred og blive forsonet med, at virkeligheden er, som den er, sådan at han kan komme videre med sit liv i kærlighed til det i stedet for at blive fanget og slugt af bitterhed og nag. Den kamp er en lang proces, der tager sin tid. Men Job tager kampen og han gør det ved, at han overlader det, der ikke er hans egen skyld til Gud og lader Gud leve med ansvaret.
