Månedens korn
Jagten på gode ord på kornet
Månedens korn giver såvidt muligt (forbehold for undtagelser, fx denne måned) plads til et viist ord fra de 4 grundfølelser, vi rummer:
- Angst
- Glæde
- Vrede
- Sorg
Skulle nogen brænde inde med et ord eller flere, som de synes kunne høre ind under en af de nævnte kategorier og rammer, er de velkomne til at sende guldkornene til natkirkepræst Signe Malene Berg på email: pastorberg@domkirken.dk
Maria ved korset
Bibelord til meditation:
Meditation = fordybelse, stille refleksion, overvejelse, falde i staver. Kan gøres over opvasken.
Vældige vande kan ikke
slukke kærligheden,
floder kan ikke skylle den bort."
Højsangen kap. 8,vers 7.
En tanke:
Måske er det derfor, man er kristen: for at få at vide, at det ikke
er min skyld, at det ikke er min skyld, at det ikke er min skyld, at…..
(hørt i kirken)
er min skyld, at det ikke er min skyld, at det ikke er min skyld, at…..
(hørt i kirken)
Til opstandelsen
- en prædiken holdt af Natkirkens supervisor
(og præst i DR2's Skriftestolen) Preben Kok:
(og præst i DR2's Skriftestolen) Preben Kok:
Signe Malene Berg: Da Maria Magdalene som den første ser Jesus opstanden fra de døde og selvfølgelig straks vil hen og omfavne ham, siger Jesus til hende: Rør mig ikke! (den tidligere bibeloversættelse). Det er lidt af en afvisning, hun får. Du har beskæftiget dig med den tekst, ved jeg, kan du sige noget om hvad du ser i den i forhold til det kvindelige og det mandlige og religiøsitet?
Preben Kok: Jeg tillader mig at lade svaret være min prædiken fra 2. påskedag til Johannesevangeliet kap. 20, vers 1 –18, Ny Testamente, Bibelen.
Kristus er opstået fra de døde – det er påskens ufattelige – og ufatteligt glædelige – budskab. Da kvinderne kom ud til graven påskemorgen, var den tom – og som vi hører i dag i evangelisten Johannes’ beretning, så var det ikke så lige til, hvordan man skulle reagere på det. Vi møder faktisk i dag hele tre vidt forskellige reaktioner – fra dem, der endda var allermest knyttet til Jesus – og det er vigtigt for os, at de ikke rigtig vidste, hvad de skulle stille op med det, de så – for det betyder, at Gud så også ved, at vi kan reagere vidt forskelligt, når vi hører påskeevangeliet – som jo går over al forstand. Lad os se nærmere på det, vi lige har hørt.
På den første dag i ugen – tidligt om morgenen mens det endnu var helt mørkt – kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var væltet bort fra graven – og var ikke i tvivl om, hvad der var sket – så derfor løb hun tilbage til Simon Peter og Johannes og sagde til dem:
”De har flyttet Herren fra graven og vi ved ikke, hvor de har lagt ham”.
Da Maria Magdalene – en af dem, som var tættest knyttet til Jesus – så den tomme grav, skænkede hun det ikke en tanke, at Jesus var opstanden – havde fået livet igen af Gud. Nej hun var sikker på, at der var nogen, der ville genere hende og de andre, som var knyttet til Jesus, og at de derfor havde fjernet ham fra graven.
I Maria Magdalenes første reaktion var der ingen tro – men udelukkende den fornuft, som siger, at hvis en grav er blevet tom efter at der har været én begravet i den, så må det skyldes, at nogen har fjernet den døde. Så konkret og dermed helt fri for noget religiøst, tænke Maria Magdalene, da hun påskemorgen så den tomme grav.
Simon Peter og Johannes blev meget oprørte over det, som Maria Magdalene kunne fortælle, så de styrtede ud til graven. Johannes var den yngste, så han kom først dertil og så ind i graven - men gik ikke derind. Da Peter kom lidt senere, gik han med det samme ind i graven og så linnedklæderne – og at det klæde, Jesus havde haft over hovedet – det lå sammenrullet og for sig selv. Først på det tidspunkt gik så Johannes ind i graven, og - står der: ”han så og troede – indtil da havde de nemlig ikke forstået skriftens ord om, at Jesus skulle opstå fra de døde”.
Det, der skete for Johannes her i graven var, at han pludselig så en sammenhæng mellem det skrifterne havde forudsagt om den lovede Messias – og så det, som var sket her ved graven. Der var altså en sammenhæng mellem det Johannes kunne læse sig til – og så det, som han oplevede lige her, hvor han var. Denne sammenhæng havde Jesus ganske vist igen og igen gjort disciplene opmærksomme på – men ingen havde indtil nu, troet på, at Jesus skulle dø fra dem – og at det var et led i Guds plan.
Men det, som ingen af disciplene indtil nu havde fattet – det gik op for Johannes her inde i graven – og han begyndte nu at tro på, at Kristus var opstået fra de døde – for det var jo det, der var forudsagt, at han ville gøre – og disse forudsigelser svarede til det, Johannes kunne se for sig: nemlig den tomme grav. Det, der stod skrevet, kunne han nu bygge sit liv på – det stod til troende – det kunne han jo se - og hvis han nogen sinde kom i tvivl, så kunne han slå op i Den hellige Skrift og minde sig selv om det, han nu havde set. I den Hellige skrift kunne han fremover finde det, der kunne støtte hans troen.
På dette tidspunkt – påskemorgen – var Maria Magdalene endnu sket ikke kommet til at overveje noget, der havde med tro at gøre. Hun var stadig i det helt konkrete: og det var, at Jesus ikke var i graven – og derfor måtte der være nogen, der havde fjernet ham. Så da hun vendte sig om fra graven og så en mand, som sagde til hende:
”Kvinde, hvorfor græder du. Hvem leder du efter?”
– så kunne Maria Magdalene slet ikke se, at det var Jesus, der talte til hende – derimod troede hun, at det var havemanden, der stod der, og derfor sagde hun til ham:
”Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham”.
Maria Magdalene – en af dem, der var allermest knyttet til Jesus – kunne her påskemorgen ikke genkende ham – og hun tænkte slet ikke på opstandelse. For Maria Magdalene oplevede, hvad vi også kender til, at det konkrete omkring os kan være så tilsyneladende indlysende, at man slet ikke kommer i tanker om at tro - for det, der er at se, er jo ikke til at tage fejl af.
Men Maria Magdalene tog heldigvis fejl, for da hun havde spurgt havemanden, om det var ham, der har fjernet Jesus, sagde han: ”Maria” - - - Han sagde hendes navn – og den måde, han sagde det på, varmede og optøede de dele af hendes hukommelse, som rædselen langfredag havde fået til at fryse til is.
For der var kun én, der kunne sige hendes navn på den måde, hun lige hørte - for der var kun én, der havde haft mod og kærlighed til at se hende, som hun var, og velsigne hende – som hun var. Han, der havde gjort det, havde, midt i det verden ellers kunne fordømme hende for, givet hende den fuldgyldige menneskeværdighed tilbage, så kun han kunne sige hendes navn på en særlig måde, hun nu hørte - - - Derfor vendte hendes verdensbillede sig pludselig 180 grader – og hun vendte sig med – og sagde til ham:
”Rabbuni”
- det betyder mester – og hun gik frem imod ham for at omfavne ham. --- Men den opstandne sagde til hende:
”Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen”.
Da Maria havde genkendt den opstandne Jesus og derfor – naturligvis – ville tage ham til sig – og holde ham fast for aldrig at miste ham igen - - - så standsede han hende og sagde: Hold mig ikke tilbage – for jeg er endnu ikke der hvor jeg skal være.
Da Jesus, ved at sige Marias navn, havde fået hende til igen at huske det, som sorgen langfredag havde lukket for hende, så ville Maria – naturligvis – gøre det bedste, hun kunne: nemlig vise sin kærlighed og knyttethed – vise det bedste, hun vidste – men Jesus standsede hende – for det bedste hun vidste var ikke det allerbedste – vidste han. For kærligheden kan aldrig fastholdes – det gælder både kærligheden fra Gud til os og kærligheden mellem mennesker – for kærlighedens natur er, at den skal gives – frit – gratis – af nåde.
Derfor standsede den opstandne Maria Magdalene – for hun skulle ikke have den byrde og opgave, at holde Jesus fast for ikke at miste ham – nej, hun skulle have det, der var endnu bedre – hun skulle omsluttes af den kærlighed, som kunne og ville være hos hende alle dage – uanset hvad der var for nogle dage – alle dage indtil verdens ende.
Denne kærlighed er ikke jordisk og kan derfor heller ikke fastholdes her. Denne kærlighed er himmelsk - og derfor skulle den opstandne videre - hjem til Gud, hvorfra han gennem sin ånd kunne være hos Maria Magdalene og hos alle – altid.
Da Jesus havde standset Maria Magdalene, sagde han til hende: ”Gå til mine brødre og sig til dem: ”Jeg stiger op til min far og jeres far – til min Gud og jeres Gud”. Og derpå gik Maria Magdalene hen og fortalte disciplene: ”Jeg har set Herren” – og at han havde sagt dette til hende.
Den tro, der voksede frem i Maria Magdalene havde ikke sin rod i noget, der kunne læses i et skrift. Maria Magdalene kunne ikke som Johannes sige: ”Der står skrevet, at Messias skulle opstå fra de døde - og jeg tror det - for jeg har selv set, at graven var tom”. Maria Magdalene kunne derimod sige: ”Jeg har selv set Herren – og derfor tror jeg på, at han er opstanden”. Maria Magdalenes tro var ikke knyttet til en sætning i et skrift – men til en erfaring.
Vi får altså i dag at vide, hvor tæt Gud – i kærlighed - har knyttet sig til os – og vi får også at vide, at knyttetheden - på en tankevækkende måde – går begge veje. For Kristus er ganske vist opstået fra de døde – men hvad nytter det, hvis ingen kan tro det. Jesu opstandelse ville være uden betydning for os – ja vi ville slet ikke kende til den, hvis ikke nogen havde kunnet fastholde den. Og nu ved vi fra Jesu ord: ”Hold mig ikke tilbage”, at skal vi fastholde Kristus – og hans opstandelse, så skal det ske på en særlig måde – nemlig ikke ved at vi griber om ham – og begriber ham; men ved at troen på ham opstår – på den ene eller den anden måde.
Der er altså det nære forhold mellem Gud og os, at virkeligheden i Kristi opstandelse kun bevirker noget hos os, hvis der er nogen, der tror på den. Og sådan er det altid der, hvor kærligheden er levende. Det, den ene gør, skal vække tro – og tiltro i den anden, for at det, der er gjort, kan blive en virkelighed, der bevirker noget godt.
Og troen kan opstå på forskellige måder, får vi at vide i dag. En måde, er den, som Johannes oplevede, da han i den tomme grav fattede skifterne – altså forstod med sin hjerne, hvad der stod skrevet, og derved fik det, der kunne nære hans tro på, at Kristi opstandelse var en kendsgerning, han kunne leve på og arbejde ud fra.
En anden måde, troen kan opstå på, oplevede Maria Magdalene, da hun hørte sit navn nævnt, så hun igen kunne huske, at der var én, der elskede hende. Da skød hendes tro – ja vished frem – for hun havde jo nu erfaret, at opstandelsen var en virkelighed – og at kærligheden – i sin guddommelighed – ville omslutte hende uanset hvad der end måtte ske.
Derfor måtte Maria Magdalene ganske vist leve videre med det tab, som Jesu død langfredag havde påført hende. Men tabet kom til at stå i et underligt lys – et UNDER-ligt lys – for kærligheden - fra Kristus/Gud – kunne hun ikke længere tvivle på. Hun havde jo erfaret den – og havde dermed også erfaret, at den ikke kunne slås ihjel. Derfor vidste hun, at hun også fremover ville møde kærligheden – fra Gud – og hun vidste også, at hun ikke kunne regne ud, hvordan det ville ske, - for sådan er kærligheden – vi kan ikke få styr på den og holde den fast – og det er Gud ske tak og lov heller ikke nødvendigt – for den har sin rod i himlen – og Gud holder den i live – alle dage indtil verdens ende.
Det Maria Magdalenes tro byggede på, var altså ikke sætninger i et skrift - men en erfaring af den kærlighed, som elskede hende, som hun var – og gav hende værdighed midt i det, som andre kunne fordømme hende for.
Vi får altså her på 2. påskedag i Johannes’ beretning om det, der skete påskemorgen, et indblik i den mystik – den gådefuldhed – som vi ikke kan begribe – men som Gud ske tak og lov kan gribe fat i os. Den mystik og gådefuldhed som er i vort liv lige fra vi bliver født til vi dør - - - og kommer hjem til Gud. At det kan ske er jo ikke til at begribe - men en fødsel er heller ikke til at begribe – men de to begivenheder minder om hinanden på den måde, at i begge tilfælde sker der det, at livet opstår i mørket - - - og kommer ud - - - i lyset.
Så her på denne glædens dag – hvor vi minder hinanden om påskens lysende budskab - og også skal døbe en nyfødt, der lige har lagt mørket bag sig og er kommet ud i lyset - på denne glædens dag vil vi tænde et særligt lys – som vi også tændte i går. Det er musikalsk og ordene er skrevet af Simon Grotrian, som har givet salmen til os. Melodien er skrevet af Erik Fessel – fra Assendrup - for få dage siden – så her er et påskelys – et dåbslys – som skal minde os om, at Kristus er verdens lys – som end ikke døden kan slukke. Og derfor kan vi bære det bedste vi har – og derfor også de nyfødte - til ham og siger:
Velsign mit barn du kære Gud
og lad det holde livet ud
og tænd et lys på sjælens tinde
for verden selv
for os herinde.
Glædelig påske – og
Amen.
Home