Natkirkepræst Signe Malene Berg

Mit navn er Signe Malene Berg.

Jeg er uddannet som cand.teol. fra Københavns universitet i 1997. Multimediekursus efteråret 1998. Fra april 1999 til september 2000 hjælpepræst i Herstedvester kirke i Albertslund kommune. Fra august 1999 til marts 2000 ansat som sognemedhjælper til at starte det dengang nye projekt Natkirken op i Københavns Domkirke. I marts 2000 skiftede jeg fra at være sognemedhjælper til min nuværende stilling som natkirkepræst.

Mine ben står solidt plantet i kristendommen og har altid gjort det. Jeg kan godt lide at være på besøg, men har indtil videre aldrig været i tvivl om, hvor mit hjem er. Jeg har det nok sådan, at ude godt, men hjemme bedst.

Folkekirken tager jeg livtag med, mens Gud er hvilen. Gud er ham, der griber mig, når jeg giver slip, lukker øjnene og lader mig falde tilbage.

Mødet mellem mennesker og mødet mellem mennesker og Gud er det, livet handler om for mig. Som præst arbejder jeg med ritualer og liturgi (= de handlinger, der udgør en gudstjeneste), og det arbejde er til for at kunne gøre et sådan møde muligt. Min opgave er derfor at skabe rammen for, at Natkirken kan være et mødested for os, der lever idag.