|
Artikel 1 v/ Signe M. Domkirkens kirkeblad nr. 1, dec. 1999 - febr. 2000. Kirke i Natten.
Den 3. September 1999 kl. 20 blev Domkirkens døre for første gang slået op for projekt 'Natkirke'. Projektet er kommet på tale og muliggjort på baggrund af et samarbejde mellem city-kirkerne i København. Natkirken er et af dette samarbejdes fælles projekter.
Hvad går projektet så ud på og hvordan står det til med det? Det, der har været mest på tale i forbindelse med at åbne en city-kirke om natten, er talen om kirken som et samtale- og andagtssted. Et meget yndet grafittiord lyder: Jesus er svaret! - hvad var spørgsmålet..? Ideen med at starte Natkirken kunne udmærket være opstået med inspiration hentet fra dette ord, for ønsket med de natåbne døre er at signalere en åbenhed og en vilje til at møde det enkelte menneskes situation og spørgsmål. Målsætningen er at kunne være tilgængelig med et tilbud om samtale indenfor en kirkelig ramme. Den kirkelige ramme betyder, at den samtalesøgende får et troende menneske som samtalepartner. Samtalen giver derfor plads til eksistentielle og åndelige spørgsmål. Den kirkelige ramme betyder også, at der gøres brug af liturgi, symboler, ritualer og bøn. Kirken har simpelthen noget, som den gerne vil dele med andre, hvis de ønsker det, og hvis det kan være en hjælp for dem i deres bestemte situation. Natkirken er et møde med et kirkerum, hvor der er meget at se på, hvor der er mulighed for at tænde lys ved lysglober/borde, for bøn, stilhed og eftertanke. Det er efterhånden også blevet fast procedure at de besøgende kan skrive forbønner, som sidst på aftenen oplæses fra alteret. På den måde bliver forbønnerne hele menighedens bøn og svarer altså til højmessens kirkebøn. De skrevne forbønner er med til at give en fornemmelse af, hvad det er for ønsker og håb, sorger og glæder, de besøgende går og tumler med eller er optaget af i hverdagen. Forbønnerne er med til at sige noget vigtigt om, hvad det er for samtaletilbud, Natkirken skal have. Og forbønsmuligheden bliver brugt. Der bliver skrevet forbønner. Der har været aftener, hvor besøgende efter at have skrevet en forbøn og være gået, er kommet tilbage igen til kl. 24 for at høre forbønnerne blive læst op. De fleste i dag har aldrig lært at bede, er uden fortrolighed med det, og her kan forbønnerne måske også have den funktion at være med til at lære os et bønnens sprog igen. Siden åbningen af Natkirke har besøgstallet for en aften ligget på et gennemsnit på ca. 80-90. Der er åbent hver fredag og søndag fra kl. 20.00 til 00.30, og som det var forventet, er der flest besøgende om fredagen. Fredag aften myldrer det med mennesker lige udenfor Domkirken på Nørregade og hele vejen rundt om kirken. Nu har de mennesker altså også fået chancen for at være inde i Domkirken fredag aften. Dem, der kommer, er især unge mennesker, men de er ikke de eneste. Unge og gamle, danskere og udlændinge, kvinder og mænd, husejere og hjemløse - You name it: de har alle været forbi, og nogle af dem kommer igen. Natkirken fungerer som et åbent rum, hvor alle helst skulle kunne finde netop deres plads. Det er åbenheden, som efter min mening er Natkirkens styrke - og det fascinerende ved den. Åbenheden er der selvfølgelig helt bogstaveligt med de åbne døre, men den er også en del af hele Natkirkens ånd, væsen, eller hvad man nu skal kalde det. Rummet er åbent, har 'space', og i det store rum kan du som besøgende så finde 'place', dvs. det rum i rummet, hvor du vil være. Du kan komme og gå, som du har lyst, du kan selv vælge, om du vil sidde, gå eller for den sags skyld ligge i kirkerummet, om du vil tænde lys, skrive en forbøn, have en samtale, om du vil være med til andagten og ikke mindst hvordan du vil være med. Der er bevægelse i rummet, en bevægelse, som kirkerummet indbyder og lægger op til. Det er dernæst op til de besøgende, om de vil benytte sig af indbydelsen. Belysningen er dæmpet og skaber sammen med de levende lys en varm atmosfære. Du kan som besøgende være i skjul og i fred. Jeg synes, at belysningen siger, at her dækker Gud over dig og os alle uanset hvor mange eller hvor få perler, vi har på perlekæden. Perler er svære at se i dæmpet belysning. Det, der kommer i fokus, er i mindre grad at se og blive set af hinanden og i højere grad at der holdes den samme hånd over os alle. Lysgloberne/bordene, sidegangene og koret er med til at skabe små rum i rummet, som man kan gå ind og ud af efter behag og behov. Der holdes en andagt i løbet af aftenen oppe i koret, foreløbig er det kl. 23 på fredage og kl. 22 på søndage, som holdes uden brug af mikrofon. Den manglende brug af mikrofon er bevidst, for på den måde er det op til de besøgende selv at bestemme, om de vil være med eller ej og på hvilken måde. Sådan bliver det også opfattet. Til andagterne er der dem, der gerne vil sidde oppe i koret og deltage aktivt, og der er dem, der hellere vil gå rundt i kirken. Der er også veninderne eller kæresteparret, der sidder nede på kirkebænkene og snakker med hinanden, og der er dem, der vil sidde alene for sig selv i stilhed. Andagten søndag er lagt på et tidligere tidspunkt end fredagen, da mange skal op på arbejde mandag morgen og derfor går tidligt i seng. Natkirken er - som det nok kan høres - i gang med at gøre sig de første erfaringer med, hvad det vil sige at være natkirke. Den må stadig siges at være i sin vorden, og selvom konturerne af en skikkelse er ved at tegne sig, er intet helt fast eller klart endnu. Der er ganske givet flere veje, Natkirken kan vælge at gå. Førsteindtrykket er varme og gæstfrihed. Det er det indtryk, de besøgende har givet tilkende i Natkirkens gæstebog. En tilkendegivelse, der må siges at være til at bygge videre på. Velkommen til Natkirken! Tilbage |