Rend mig i traditionerne - og hvad så? Natkirken. Et liturgisk laboratorium
City-kirkerne i København er gået sammen om forsøgsprojektet "Natkirken". Her er jeg præst. Projektet er i gang med sin skabelseshistorie. Ingen anede, hvad projektet skulle udvikle sig til, da dørene blev slået op september 1999. Man startede med at åbne et kirkerum i en citykirke, nærmere bestemt Domkirken i København, 2 aftener om ugen, fredag og søndag, året rundt, fra kl. 20 til 00.30 og med en præst, en sognemedhjælper og en frivillig til at være i rummet. Desuden kom der hurtigt musikere til som en del af aftenens "hold". Tomhed og øde og Guds ånd svævede over vandene. Det var begyndelsen. Et kæmpestort, åbent og ret så nøgent kirkerum, hvor Kristus står hævet over alterbordet med hænderne strakt ud parat til at give et knus: Kom til mig. Jeg er her! Er jorden tomhed og øde er der dog samtidig ingen tvivl om, at den er i Guds hånd. Han begynder fortællingen, og han slutter den. Og han er med i alt det, der skabes ind imellem. Det sagde kirkerummet til os, inden vi overhovedet gik i gang med at gøre noget som helst. Thorvaldsens Kristusfigur er - foruden alt det, den også er - et forkyndt evangelium.
Frihed Det viste sig at være en kolosssal styrke for projektet, at så lidt var fastlagt på forhånd. Her har I et kirkerum og al den frihed, der næsten tænkes kan og så ovenikøbet lidt penge at gøre godt med, og lad os så se, hvad den frihed kan bruges til. Det var som at få et stykke hvidt papir og nogle tusser forærende. En invitation og en opfordring til at tegne, men uden tvang og uden forventninger - de var i så fald minimale. Vi havde lov til selv at være opfindere og opdagelsesrejsende. Vi skulle anlægge vores egen have. Kirkerummets evangelium gav os ordet "frimodighed" at arbejde ud fra. Mit sædvanlige "rend mig i traditionerne" gav pludselig ingen mening, for brodden var fjernet. Der var intet synderligt at rive ned, bunden var næsten bar, og det var min og sognemedhjælperens opgave at begynde at bygge op fra den bund. Det eneste, vi skulle leve op til, var, at vi var der - tilstede i rummet - og sådan set kun det: at vi var. Et fristed, hvor vi ikke behøvede at præstere noget. Vi kunne gøre, hvad vi havde lyst til med det blanke papir og de tusser, vi havde fået til rådighed. Hvor heldig kan man være!
Individualisme Individualisme er, som vi skriver i evalueringsrapporten for Natkirkens 1. år, et helt uomgængeligt vilkår i dag, og det betyder bl.a., at man "vil selv" og vil det på den måde, at man selv vil stå inde for det, man gør. Man "vil selv" inkluderer ansvar - et ansvar, man gerne vil påtage sig. Det har vist sig, at når individualismen respekteres som det, at man har lov til bare at være, så kan de forunderligste ting opstå. Det, der er groet frem i Natkirken er groet op nedefra, fra de mennesker, der er kommet som almindelige natkirkegængere og som enkeltindivider. De er kommet for at være i rummet og har på et tidspunkt fået lyst til at bidrage med det, de havde af ideer og evner. Den enkelte natkirkegængers individuelle bidrag har efterhånden ført en del med sig. F.ex. er der nu et netværk af musikere, som er tilknyttet Natkirken. Det er ikke musikere, som vi har opsøgt. Det er derimod mennesker, der mere eller mindre tilfældigt er kommet forbi Natkirken, er blevet grebet af mulighederne og har spurgt, om de måtte være med. Vi har en AA-gruppe (anonyme alkoholikere), der holder møde i Natkirkeregi hver fredag aften. Det kom i stand ved, at nogle begyndte at komme fast i Natkirken og derpå spurgte, om det kunne lade sig gøre at starte et møde. En Natkirkens midnatsliturgi udarbejdet på grundlag af natkirkegængernes bønner, en ny salme skrevet specielt til Natkirken af en af de faste natkirkegængere, en korsinstallation til Natkirken lavet af en svensk kunstner, der havde hørt om projektet og set det kors, der er på Natkirkens plakat, en voksendåb, en vielse, en mailingliste, en hjemmeside og meget andet er kommet til og kommer stadig til ud af det, der begyndte med tomhed og øde, individualister og Guds ånd. Det er små skridt, vi tager, for vi vil have hele os med, og vores trygge holdepunkt er, at ingenting behøver at skulle ske. Det er et trosudsagn, som samtidig er en stadig forsagelse af den resultattænkning, som ellers gør sig gældende stort set overalt i samfundet, og hvor kirken selvfølgelig heller ikke går ram forbi.
Midlertidighed Et andet uomgængeligt vilkår er midlertidighed. Midlertidighed betyder ikke blot, at et møde er tidsbegrænset, men også og især, at det egentlige er det, der sker lige nu og her mellem dig og mig. Midlertidighed er et værn mod at tage noget for givet og er en påmindelse om at påskønne, at det givne overhovedet findes. Det betyder, at vi intet mål har om, at natkirkegængerne skal optages og ledes ind i en eller anden kærnemenighed. Ledelsesarbejdet går derimod ud på at afstikke og give rammerne for, at den enkelte selv kan tage de skridt, vedkommende har brug for. Enhver tanke om mål med natkirkegængerne er droppet og erstattet med en masse gode ønsker for hinanden. Der er stor forskel. Mål gør den anden til objekt, ønske gør til subjekt. Og vi starter med os selv, os, der er lederne og os, der er aftenens hold. Hvad kunne vi godt ønske til os selv? Hvad har vi lyst til ? Har vi nogle krav og forventninger til dem, der kommer, må vi se på os selv først. Den erfaring gjorde vi os hurtigt. F.ex. havde vi lyst til at udforske og udvikle bønsliv i dag, og lagde en bog ud til natkirkegængerne om emnet med opfordring til at skrive. Natkirkegængernes tilbagemelding til os var tavshed, og jeg kunne give dem et knus for det. De fik os ansatte til at gribe i egen barm og fik os til at tage stilling til, om vi selv var parate til at udlevere for andre i fuld offentlighed, hvad der virkelig var sårbart og skrøbeligt hos os selv. Det var vi ikke, viste det sig, og så var det måske heller ikke så mærkeligt, at andre heller ikke var. Bogen blev derfor lagt væk og udskiftet med et emne, vi selv turde skrive med på. I stedet startede vi en "bønnespiregruppe" for os selv. Vi ansatte er i samme båd som dem, der kommer, og hvis vi ikke selv er parate til at give ud af os selv, er andre det som regel heller ikke. Det er en hovedregel, og den handler om troværdighed og mulighed for at skabe tillid.
Liturgisk laboratorium Et laboratorium er et sted, hvor der udvikles og eksperimenteres, og det er det, vi gør i Natkirken. Vi leger for Vorherre i et forsøg på at nærme os ham. Og alle, der kender til leg, ved, hvor alvorligt det er og endda hvor højtideligt, det kan være. Man kan også sige - som der står i en af de autoriserede gudstjenestekollekter - at vi øver os i tro, håb og kærlighed. Hvordan legen og øvelserne skal se ud, bestemmer vi selv, og den enkelte bestemmer selv, om vedkommende vil lege med. Natkirken vil gerne være med til at udvikle andagtsformer, som er troværdige for de deltagende. Men troværdighed hænger sammen med genklang. Udtryksformerne og det, der siges, skal give genklang af det, som er helligt og livsafgørende for den enkelte, det som skal have et navn og en retning og en sammenhæng at indgå i. Genklang kan også være at blive modsagt og korrigeret, men som menneske skal man føle sig set og mødt for at kunne blive ramt. Natkirkens liturgi og ritualer udvikler og forandrer sig løbende. De opstår ud fra, hvad der er brug for. Natkirkegængerne fik mulighed for at skrive deres personlige bønner, og de skrev og skriver på livet løs. Når midnatsklokken lyder, læser sognemedhjælperen og aftenens frivillige bønnerne op. Oplæsningen gjorde en reflektion nødvendig, for nogle af bønnerne var ikke bønner og nogle af bønnerne var meget private. Der var brug for en indramning, og den indramning blev til en liturgi, som vi satte os ned og udarbejdede. Hvad der er brug for, finder vi ud af gennem erfaringer og praksis. Vi er også gået forkert. Har sagt ja til initiativer, som stik imod intentionen viste sig at virke nedbrydende. Som spredte en dårlig stemning, ganske enkelt. Tilbagemeldingen var der med det samme, og nogle gange kan vi kun give kritikerne ret. Så lærte vi det, selvom den svider i nogle dage. Vi ved, at som laboratorium kan laboranterne lave mislykkede forsøg, vi har altså dækket os selv ind, men selvom vi prøver at få det bedste ud af fejltrinene, lære af dem, gør det ondt alligevel. Uvurderligt er det her som i det hele taget, at vi er et vi, der både kan dele med og bære for hinanden. Faren for at gå forkert ligger der hele tiden, men på evangelisk vis løber vi hellere risikoen for at tabe talenterne end gemmer dem nede i et hul i jorden. Der skal være de ritualer, der er brug for. Hvad der er brug for, ved man ikke på forhånd. Det vil vise sig. Det finder man ud af. Og mest ved at være lydhør. Nogle gange hører man forkert, og den geniale idé må forlades efter et stykke tid. "Kill your darlings" gælder også, når vi taler om liturgisk fornyelsesarbejde. Aktuelt lige nu i vores sammenhæng taler vi om at få indført flg. ritualer: et ritual ved genoptagelse af medlemskab i folkekirken, et ritual for dem, der er medlemmer, men som har været væk fra kirken og nu vil stå ved, at de er kristne og hører til i folkekirken (en form for voksen konfirmation og genkonfirmation), et ritual til at afslutte sjælesorgssamtaler og et nyt eller opdateret skriftemålsritual. For dem, der ikke synes, de er i stand til at tage imod nadver, er der fra deres side taget initiativ til at gøre kirkekaffen (og de dertil obligatoriske kirkesmåkager) i forhallen "hellig" ved at få lavet en dug til bordet med påtrykte kristne symboler, f.ex. fisken. På den måde kan kirkekaffen blive en forsmag på den nadver, de af forskellige årsager ikke eller endnu ikke ser sig i stand til at deltage i. Desuden prøver vi hele tiden at få hellige handlinger ind i Natkirken, såsom at tænde et lys, sidde på gulvet ved vores korsinstallation, ved "tag-med"-bønner, bønssedler og "dagbøger" til at skrive i. Da jeg var præst i et forstadssogn modtog jeg engang et ønske fra et brudepar, som gik ud på, om de måtte lægge en hestesko inde i kirken, som de så kunne samle op sammen og tage med ud af kirken og hjem til dem selv. Tanken, der lå bag: at forbinde kirkerum og hverdagsrum og få sig selv med begge steder, forsøger Natkirken at gå videre med. Kristendommen har 2000 år på bagen og har efterhånden samlet sig en skattekiste af rang. Fyldt med symboler, ritualer, poesi, erfaringer og tro. Den skattekiste tager vi fra, kigger og ser an, genbruger, skærer til, eller vi lader os inspirere af det gamle til at lave nyt. "Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op" (1. Kor. 10, 23). Den formaning af apostlen Paulus er Natkirkens motto. Det er de ord, vi har i ryggen, med os og foran os.
Tilbage