Artikel holdt som oplæg til Stiftssamråd d. 21. april 2001.
Mig og Gud.
Natkirken er et forsøgsprojekt, som nu har eksisteret i godt 1 1/2 år, hvor den har holdt til i Domkirken hver fredag og søndag året rundt fra kl. 20.00 til 00.30. Fire citykirker står bag (Vor Frue, Helligånds, Trinitatis og Christians kirke), og til projektet er der blevet bevilget en 15 timers sognemedhjælperstilling og - siden 1. marts 2000 - en halvtids præstestilling. Det er den stilling, jeg sidder i.
Udover sognemedhjælperen og mig selv består holdet for en natkirkeaften af et par frivillige, og mindst en musiker.
De erfaringer, vi gjorde os det 1. År har vi samlet i en evalueringsrapport, som kan bestilles eller som for dem, der har mulighed for det, kan hentes fra Natkirkens hjemmeside, www.natkirken.dk
Efter 1 1/2 års åbningstid har Natkirken været besøgt af ca. 17.000 mennesker, vi har skrevet rapport på 232 sjælesorgssamtaler, og der er blevet skrevet 1.029 bønner. Den reaktion, de besøgende for de flestes vedkommende har givet udtryk for er en overvældende taknemmelighed: "Tak fordi I lukkede os ind" "Tak fordi I er her - her finder jeg fred" "Takker Gud for muligheden for i stilhed at være sammen med ham i kirke. Håber I holder fast i helligheden. Stærkt I gør det" "Tak for pausen. Jeg følte Guds nærvær som sand glæde for første gang i lang tid; fordi jeg gav slip og lod Helligånden råde. Gud ske tak og lov" og som sidste eksempel: "Det er en smuk ting at gøre for os. Jeg føler mig velkommen, accepteret og respekteret. En sjælden følelse i min hverdag. Tak"
I løbet af projektets 1. år blev der formuleret 4 målsætninger eller fokusområder: Stilhed, bøn, liturgisk laboratorium og samtale. Det er de 4 målsætninger, vi arbejder efter og som vi melder ud med til omverden som det, Natkirken er.
En aften i Natkirken er et forløb med stilhed og musik/sang, der holdes en kort andagt, og kl. 24 er der det, vi kalder Natkirkens midnatsbøn. Sognemedhjælperen og jeg selv er tilstede i kirken i hele åbningstiden og det er i rummet, vi fører de personlige samtaler med de mennesker, der henvender sig.
Kirkerummet bliver givet som et rum, hvor den enkelte kan udvikle sin personlige gudsrelation. Det er et rum, som forkynder. Kristusfiguren dominerer og fylder, så det er svært selv for den mest nærsynede ikke at lægge mærke til ham. Det er for hans ansigt, mennesker kommer ind og er i rummet.
Og det er i det kristne rum, at vi bestræber os på at hjælpe mennesker ind i et personligt gudsforhold. Det gør vi ved at lægge forskellige muligheder ud i rummet. Der kan tændes et lys ved lysglober og lysborde, de besøgende kan skrive en bøn ved dertil indrettede bønsborde, hvor der også ligger en udarbejdet bønsvejledning, og de besøgende kan komme med kommentarer i åbne dagbøger, som er lagt frem med forskellige temaer.
Det har vist sig, at mennesker meget gerne vil bede, ikke bare tavst eller ved at tænde et lys. De vil gerne sætte ord på, og de vil gerne høre hinandens bønner. Det er bare ikke altid, at de ved, hvad bøn er, eller hvordan man beder - bare sådan noget som, hvordan man rent fysisk placerer sig, når man beder, bliver der spurgt om, og vi kan også blive spurgt om, hvad man må bede om. Vi har opfordret til at takke Gud og for at bede en forbøn, men det, vi kan mærke, der også er brug for er at åbne op for bøn som klage. Det er den del af virkeligheden, som gør ondt og som ikke hænger sammen, der er brug for at give plads og stemme til. Hvordan bøn som klage konkret kan få rum overvejer vi i øjeblikket, og leger med en idé om at indrette et 'Jobs hjørne'.
I rummet ligger bibler til udlån, og for hver aften laver sognemedhjælperen en tag-med-bøn, som er en bøn taget fra den kirkelige tradition, ikke kun fortid, men også nutid, bl.a. bruger vi flittigt af de bønner, sognepræst Johannes Værge (fra Vor Frue kirke) har skrevet. Som en ny ting er jeg begyndt at lave præstens tag-med-replik, som er en skriftlig replik til en af søndagens gudstjenestetekster, som så også er trykt med.
Vægten ligger på stilhed, bøn og den personlige samtale, dvs. den enkeltes personlige gudsfællesskab, og med det som basis kan liturgien og menighedens fællesskab omkring liturgien opstå. Eksempler på den liturgi, der er kommet hen ad vejen er midnatbønnen og de andagter, hvor vi fejrer nadver, hvilket foreløbig er 2 søndage om måneden. Aktiviteterne i Natkirken gror op fra neden, som et resultat af det møde, der er mellem os og dem, der kommer i Natkirken. Et resultat af et sådan konkret møde er de musikere, der er knyttet til projektet. De er kommet som almindelige natkirkegængere, er blevet grebet af stemningen og ånden, og har spurgt, om de måtte bidrage med det, de kunne.
Ritualerne og liturgien vokser ud af praksis, for det er gennem praksis, at behovene melder sig. F.ex. er det lige nu aktuelt for os at skabe et ritual for voksenkonfirmation og for genindtrædelse i folkekirken. Vi har haft voksendåb, men der er også mennesker, som er døbt, men som siden har søgt andre steder hen end folkekirken og kristendommen, f.ex. i buddhismen og hinduismen. Det kan også være mennesker, der har stået i et ligegyldigt forhold til kirken og religion i det hele taget, en ligegyldighed som nu er blevet til et engagement og et ønske om at bekende sig som kristen. Det er ikke alle behov, vi ønsker at sige ja til, men lige netop sådan et behov for et indtrædelseritual stiller vi os positive overfor.
Vores opgave i Natkirken ser vi som det at være vejledere og medvandrere. At vejlede mennesker om den kristne tradition, om kristendommens liv og lære. Den vejledning foregår på dialogens præmisser, hvilket er det jeg kalder at være medvandrer. Det betyder, at vi både giver og tager imod, taler og lytter. Vi giver ud af det, vi tror på, og tager imod den gudstro, som findes udenfor kirken. Det sker i et rum, der forkynder Guds kærlighed før der er sagt et eneste ord. At det er sådan, bærer vores sjælesorgssamtaler præg af, for sjælesorgssamtalerne har ofte karakter af at være skriftemål - mennesker aflægger bekendelse, nogle bryder ovenikøbet sammen i rummet og tør for første gang tale oprigtigt om den skyld, f.ex., de har båret rundt på. Rummet bliver opfattet som Guds hus, og det er med Guds tilgivelse som fortegn, at samtalerne føres og bønnerne bliver skrevet.
Vi erfarer, er at der er en masse kristen gudstro blandt mennesker, som aldrig selv har ville kalde sig kristne eller troende. Vi kan have samtaler, hvor et menneske tror på Gud og Jesus, går i kirke engang imellem og måske også beder, typisk er det fadervor. Men der er jo en masse tvivl og anfægtelse og mørke og gåen ad snørklede veje, så kristen vil det menneske nu ikke kalde sig. For de kristne er jo aldrig i tvivl eller anfægtet. De har den rigtige tro, går på en lige vej, og er i harmoni med Gud, sig selv og andre. Det er selvfølgelig karikeret sagt, men vi møder hos mennesker en forestilling om, at det at være kristen er at sidde på en piedestal, som de aldrig nogensinde kan komme op på. For at citere Ebbe Kløvedal Reich lidt frit (fra en kronik i Politiken), er troen mystificeret og det at tro betragtes som en sjælelig kraftpræstation. Det, vi forsøger, er at invitere den gudstro, som findes udenfor kirken, indenfor, så den kan få lov til at opdage, at den faktisk er tro, omend den stammer, er usikker og sky, har et meget lille ordforråd, og higer og sukker efter vejledning. Det kan godt være, at troen er som et sennepskorn, men tro, det gør mennesker. Det er folkekristendommen, eller skrabeloddet, som biskop Jan Lindhardt har kaldt den, vi giver rum til, og for at blive i skrabelodsbilledet, tager vi det spørgsmål op, som lidt drillende og helt alvorligt er blevet stillet: hvor og hvordan skraber man, og hvor går man hen for at indløse skrabeloddet?
Der er den tro, som ikke er kristen, og det forsøger vi ikke at udglatte, vi er ikke ude på at acceptere alt, hvad et menneske står for, men vi vil gerne acceptere mennesket, forstå hvad den anden mener, så også evt. forskelle kan komme frem, og vi erkender at et menneske altid er undervejs og har forskellige grader af trostilslutning på sin vandring. Det arbejde, vi er i, den kontakt, vi har, drejer sig - ihvertfald som det ser ud nu - mest af alt om overhovedet at få troen ud af skabet, at bekræfte, at den er der, at tillægge den værdi og give den gode vilkår for at vokse.
En del af de mennesker, der kommer er mennesker, som i forvejen kalder sig kristne og som bruger Natkirken som et sted for stilhed og bøn. Men der er også en stor gruppe af mennesker, der søger efter et personligt gudsforhold. Det er mennesker, der på den ene eller anden måde er kommet til kort, og som kommer til kirken af nød. De har erkendt, at de har brug for Gud. Og så er der alle dem, der stiller os det spørgsmål, om Gud findes. Det er mennesker, der ikke har en given relation til Gud, den er som regel forladt med puberteten, hvis de da nogensinde har haft en relation, men det er mennesker, der har en bevidst eller ubevidst længsel efter at få Gud ind i deres horisont. Det spørgsmål om Guds eksistens kommer for de mennesker før spørgsmålet om, hvad Gud vil. Natkirkens måde at ledsage mennesker på vej ind i et personligt forhold til den levende Gud hedder stilhed, bøn og samtale. Simpelthen at stå stille, droppe præstationskravet, sætte sig ned, eller knæle og være stille. Stilhed er skræmmende, der er en stor angst for tomheden forbundet med den, men stilhed er også en mangelvare og et stort savn i vores samfund. Og stilhed er fremfor alt et af de steder, hvor den kristne tradition og erfaring siger, at Gud og menneske møder hinanden.
Tilbage