Øvelsesopgave i kultursociologi, foråret 2003.
Natkirken - det urbane kirkerum
Natkirken er et folkekirkeligt forsøgsprojekt under Citykirkerne i København. Projektet har til huse i Vor Frue kirke. Natkirken er åben torsdage og fredage 20.00-00.30 og søndage 19.00-23.00 året rundt. I projektets 1. års rapport (fra 1999) (1) , samt i diverse foldere, programmer etc. kan man læse om projektet som helhed og se at fokus er lagt på en form, der fordrer Stilhed, Bøn, Samtale og Liturgisk laboratorium. Som del af vores tilvalg på sociologi ved KU deltog vi, i forbindelse med en øvelsesopgave i Kultursociologi, i Natkirkens arrangementer over to weekender. Vi ville beskrive hvordan individualitet og fremmedhed kombineres med kollektivitet og fællesskab i et senmoderne urbant kirkerum. Med udgangspunkt i vores indsamlede data og nogle teoretiske overvejelser om socialitet i bysamfund, ville vi analysere Natkirken som del af de tendenser, der karakteriserer den senmoderne by. Denne artikel handler om de iagttagelser og overvejelser vi gjorde os i forbindelse med opgaven. Først en feltbeskrivelse:
1 Rapporten kan indhentes på http://www.natkirken.dk/omnatkirken/index.htm
Rummet
Natkirken er torsdage og fredage tydeligt delt i to rum, indrettet til to formål. I våbenhuset står et lille bord med gratis kaffe og te og et askebæger (søndag er der ikke kaffebord). Her møder vi Natkirkens præst Signe M. Berg den første aften og her taler vi løbende under feltarbejdet med natkirkegængere og medhjælpere. Videre ind i selve kirkerummet forstummer småsnakken. Det enorme rum er er tyst og svagt oplyst af elektriske lampers dæmpede lys der følger kirkebænkene hele vejen op til alteret samt levende lys der er placeret rundt omkring i kirken. De levende lys er tændt delvis af kirkens personale som stemningsskabende, delvis af kirkegængere i forbindelse med bøn. Lige ved indgangen og i midtergangen er der opstillet små borde med papir, skriveredskaber og vejledning til bønsskrivelse. Her kan kirkegængere nedskrive en bøn og tænde et lys.
Thorvaldsens store Jesus figur troner over alteret og dominerer det smukke stille rum. Mennesker er placeret sporadisk rundt omkring i rummet. Nogle sidder stille på bænkene, nogle bevæger sig helt op til alteret og knæler i bøn foran det. Andre går forsigtigt rundt og bare kigger.
Det er en broget flok vi er en del af hver gang vi kommer i Natkirken. Der er hjemløse, unge festklædte mennesker på vej i byen, gamle, midaldrende, danskere og udlændinge, skoleklasser og pensionistudflugter. Kun præsten i hendes sorte, specialdesignede præsteskjorte og medhjæperne med deres små navneskilte skiller sig ud fra mængden af 'ganske almindelige mennesker'. Rummet er indtil andagten kl. 22.00 præget af, at der ikke rigtig sker noget. Der er musik (en aften en sopran hvis stemme sagte svæver gennem rummet, en anden en guitar og en ung piges sang), men aldrig noget der er så højt at det stjæler hele opmærksomheden og hver gang med pauser hvor stilheden intensiveres. Som nævnt bevæger de besøgende sig rundt i rummet, men altid dæmpet og med et formål der ikke inkluderer andre (fx. et stop i Jobs hjørne (2) eller i bøn ved alteret). Der bliver hvisket dæmpet på bænkene og man kan hele tiden høre byen udenfor, men alt i alt er rummet udpræget stille. Stilheden i rummet skal altså ikke forstås som en auditiv absolut stilhed, men som en form for 'ro' skabt af langsomme bevægelser, dæmpede lyde og den diskrete belysning.
2 Jobs Hjørne er en niche i kirken, hvor man kan nedskrive sin klage (til Gud) og spidde denne på et kors med spidse nagler. Her hænger de indtil påske, hvor de brændes sammen.
Individualitet
Natkirken er en åben kirke. Dvs. at folk kan komme og gå som de vil i løbet af aftenen. I løbet af hver af de aftener vi var der, skønner vi at der kom og gik mellem 20 og 50 mennesker. Det er forskelligt hvad mennesker giver udtryk for er grunden til, at de kommer i Natkirken. Nogle sagde at de kom for at finde ro, stilhed og skønhed, andre for samværet med de andre natkirkegængere, andre igen kom fordi de ønskede en sjælesørgersamtale eller anden åndelig vejledning. Nogle ønskede at samtale med Gud i bøn og nogle kom uddelukkende for at tage del i andagten. Mange af dem vi slet ikke var i kontakt med, kom tilsyneladende bare for at se kirken om aftenen. At mennesker kommer med så forskellige motiver giver en ganske særlig form for aktivitet i kirkerummet og i 'kaffestuen'. Natkirken er ikke præget af én form for socialitet. I kirkerummet holder man sig typisk for sig selv, tit også i forhold til dem man kommer sammen med. Man er er stille og koncentreret. Dog foregår der som nævnt også samtaler på bænkene, men det meget lavt og koncentreret. I kafferummet er stemningen en helt anden. Her grines der og man hilser på hinanden og taler om aftenens indtryk og tanker.
Kollektivitet
Andagten i Natkirken har forskellig udformning de enkelte dage. Torsdag er der sakramental andagt med nadver, fredag poetisk andagt med oplæsning af digte og søndag, som er stille dag, er der andagt med bibelmeditation, til tider med bønsvandring (3). Signe og Inger Ravn (sognemedhjælper i Natkirken) leder ritualerne og lagde vægt på at disse planlægges fra gang til gang.
Ritualerne har en anden udformning end den vi kender fra en søndagsgudstjeneste i den almindelige evangelisk-lutherske folkekirke. Dette er resultat af det liturgiske laboratorium, som nævnt tidligere. Elementer fra torsdagsandagten med nadver kan bruges som eksempel; det drejer sig her om selve nadverritualet, den for Natkirken specielle 'fredshilsen' og salmesangen:
Nadverritualet var rent tekstmæssigt inden for samme liturgiske ramme som findes til en 'almindelig' søndagsgudstjeneste. Men formen var anderledes og rollerne anderledes fordelt. Vi mener at den her har et mere kollektivt præg. Menigheden samledes i en halvcirkel, der vendte ud mod kirken og det til lejligheden opstillede bord, der agerede alter. På bordet stod vin og brød (et rigtigt brød og ikke oblater). Præsten læste indstiftelsesordene og rakte dernæst brødet til den første person i halvcirklen med ordene "dette er Jesu Kristi legeme". Denne person brækkede et stykke af brødet og rakte det til den næste i rækken med de samme ord, og så fremdeles. Præsten kom da rundt med kalken med vin. Man dyppede sit brød i vinen og spiste det. Præsten læste bortsendelsesordene og ritualet var slut. Forskellen i forhold til det 'almindelige' nadverritual ligger i at deltagerne er mere aktive. Nadveren er et kollektivt fænomen. Et andet eksempel med samme pointe er 'fredshilsnen' der kommer umiddelbart efter nadveren. Her gav man hånd til de omkringstående og hilste med ordene "Guds fred!", altså forgår der igen aktivitet kirkegængerne imellem og udspiller sig en tydeliggjort form for fællesskab. Det er i det hele taget kendetegnende for Natkirkens ritualer, at det drejer sig om menigheden, selv om disse ikke er nogle bestemte personer, men blot de tilstedeværende. Hvis der ingen bønner er skrevet, bliver midnatsbønnen meget kort. Hvis der er meget få tilstede, bliver salmesangen meget lav (der er ikke nogen kirkesanger) etc. Det kan opsummerende siges om Natkirken at der er tendens til mange former for socialitet og tiltag til fællesskaber - at der kan iagttages udpræget individuel handlen og udpræget kollektiv handlen. Det er dette forhold der har interesseret os og som vi ville analysere i sammenhæng med tendenser til urbane former for kollektiver og individualitet.
Urbanitet og de fremmede
Vi arbejdede i vores opgave med forskellige begreber til at karakterisere Natkirken som et urbant rum:
I sociologisk teoridannelse om urbanitet har et af de vigtigste karateristika ved det urbane siden Simmel været 'mødet mellem fremmede'. Det uformelle møde er endvidere domineret af sansningen, især blikket, hvilket også er et træk flere andre teoretikere har påvist ved det senmoderne urbane menneske (4). Et menneske der på baggrund af koder og betydningsrammer, med et ikke-neutralt blik afsøger deres omgivelser for og tillægger dem mening. John Pløger kalder det et meningsdannende blik og taler i den forbindelse om 'æstetiske fællesskaber': fællesskaber der er karakteriseret ved at være skabt på baggrund af sansning og meningsdannelse (5).
Et sidste begreb som vi her finder anvendeligt er 'spatio-temporalitet'. Det er en tilfældighed i tid og sted, der præger mødet mellem fremmede i byen. Form og indhold i møder er ikke-gentagelige i kraft af den tilfældighed, der dominerer møder i byen. Vedrørende temporaliteten i det urbane møde er det i øvrigt væsentligt at dette kun finder sted så længe de involverede har lyst og tid og dette medfører at roller og sociale positioner kun opretholdes i samme tidsrum.
3 Bønsvandring er en form for gående bibelmeditation, som vi deltog i, hvor man fremsiger eller mediterer over et bibelord, mens man går i takt til sin tale eller sine tanker.
4 Fx. Elizabeth Wilson og Norbert Elias
5 John Pløger: Byens språk, Oslo: Spartacus, 2001 Kap. 8 s. 198-205
Natkirken som urbant rum
Natkirken tilbyder mennesker en form for institutionaliseret fællesskab. Et fællesskab, der især kommer til udtryk i ritualerne. Et fællesskab, der udgøres af en menigheden, som er sat ind i en tidsmæssig ramme, og præges af en høj grad af kontinuitet og mangel på tilfældighed, idet de samme ritualer og den samme ramme sættes op flere gange ugentligt. Men samtidig er det karakteristisk for Natkirken, at det netop er en åben kirke, at mennesker kommer og går som de vil, og at menigheden sjældent, hvis nogensinde, består af den samme konstellation af mennesker. Dette kunne tyde på at der er sat formelle rammer op for et i grunden uformelt fællesskab. At Natkirkens form for fællesskab ikke står som et overvejende formelt fællesskab kan også ses på den høje grad af frivillighed, der er kendetegnende for formen der. Man indtræder kun i fællesskabet, for alvor, hvis man har lyst og tid. Det kan være lige så tilfældigt at mødes i natkirken som det kan være at mødes med bussen. På den måde adskiller natkirken sig ikke afgørende fra resten af det urbane rum.
Det er selvfølgelig klart, at det aspekt at natkirken er en kristen kirke, betyder at mennesker, før de træder ind, i en vis grad har forberedt sig på mødet med de fremmede. De fremmede er på den måde lidt mindre fremmede, idet det meningsdannende blik før mødet sandsynligvis allerede har tillagt alle fremmede i kirken en vis grad af betydning og tunet sig ind på en begrænset mængde af koder til aflæsning af de fremmede.
I selve kirken kan det samme æstetiske fællesskab gøre sig gældende, som andre steder i det urbane rum. Også her er sansningen og blikket essentielt. Koderne og betydningerne man pejler efter her er af en klar og pregnant art, idet de er del af en kulturel kontekst der, trods sækulariseringsprocessen, nok stadig vejer tungt i vores socialiseringsproces. Det var ikke vores indtryk, at alle besøgende kom for at få en religiøs oplevelse, men de accepterede den kristne, religiøse kontekst det til trods.
Det er som sagt mange forskellige mennesker der kommer i Natkirken. Vi vil ikke postulere at Natkirken er et spejl af den myldrende gade. Der er som sagt indlagt visse begrænsninger, idet rummet for mødet er veldefineret og ladet med betydning og koder, der på forhånd afskrækker nogen og tiltrækker nogle andre. Dog er det slående, at der i de socialitetsformer der udspiller sig i kirken er så mange sammenfald med det urbanes karakteristika.
Vi ser Natkirken som et moderne urbant religiøst rum. Et rum der nødvendigvis må have plads til den individuelle handlen, hvor graden af frivillighed er meget høj og hvor mødet med den fremmede er sat ind i visse rammer. Natkirken kunne for så vidt godt passe ind under begrebet uformelle fællesskaber mellem fremmede, men kun for de der bruger det således. Natkirken adskiller sig fra det uformelle fællesskab ved at det ophører med at være et sådant, så snart man træder ind i det institutionaliserede fællesskab, og opretholder dog sig selv som uformelt fællesskab, idet det netop er helt op til den enkelte, hvor længe og i hvor høj grad man ønsker at indgå i fællesskabet.
Metodiske erfaringer - feltarbejde
Signe, præsten i Natkirken, fungerede som vores 'gate-keeper' til feltet og vi erfarede hurtigt, at det var godt at have sådan en person. Hun lagde ud med at være ret striks. Jo, vi måtte godt komme og bedrive vores mini-feltarbejde hvis vi ikke generede nogen, ikke overskred kirkegængernes grænser, ikke havde noget optageudstyr med osv. I og med at vi respekterede disse forbehold, oplevede vi dog stor åbenhed, velvillighed og hjælpsomhed fra såvel Signe som Inger (sognemedhjælperen) og de frivillige i Natkirken.
En anden erfaring der hurtigt meldte sig var, at feltarbejdet var anstrengende. For det første på grund af alle indtrykkene, der skulle fordøjes og nedfældes i feltdagbogen. For det andet erfarede vi at det er anstrengende at studere religiøse handlinger og det religiøse rum på denne måde. Dette tror vi især er tilfældet når man studerer den religion man selv uundgåeligt definerer sig i forhold til, fordi det er den dominerende religion i ens samfund. Religion er et meget følelsesladet emne, og for os var der mange følelser oppe og vende i løbet af vore aftener i Natkirken. Det var især skyldfølelse over at deltage i ritualerne uden at mene dem helhjertet, skuffethed over ikke at kunne passe den kristne tro på vores liv, vrede over at føle os 'fattige' i forhold til de troende, og endelig afklaring med disse ting. Men det var også glæden ved den indre ro som rummet indgyder. Man kan simpelthen ikke sidde i Natkirken i flere timer i træk uden at komme til at tænke over livets store og små spørgsmål. Dette er 'personlige' følelser, som kunne kalde på den videnskabelige skalpel, men vi valgte at tage alle følelserne med i betragtning. Dels er den introspektive vinkel interessant i forhold til at kunne opnå en forståelse af, hvordan andre oplever Natkirken; dels var det vigtigt for os at have klarhed over vores eget udgangspunkt, for på den måde at gøre feltarbejdet så værdifrit og videnskabeligt som muligt.
Et af de problemer vi stødte på i vores feltarbejde var, at det på trods af den åbenhed vi mødte, var svært at få natkirkegængerne i tale. Vi kunne ikke forstyrre mennesker der sad inde i kirken, og samtalerne ved kaffebordet var ofte kortvarige. Derudover oplevede vi, at det var svært at 'spørge folk ud'. Dette hang til dels sammen med at Signe var vores 'gate-keeper' og at vi derfor kom forholdsvis tæt på Natkirkens inderkreds. Der opstod derved et par situationer hvor andre uerfarne kirkegængere tildelte os en vis autoritet. En sådan måtte vi naturligvis frasige os, hvorved de pågældende blev tavse og pinligt berørte, hvilket gjorde det svært at fortsætte en samtale om hvad de gjorde i Natkirken. Der var dog også klare fordele ved at det var præsten og sognemedhjælperen, der var vores primære kontakter. For det første giver det mening at 'gate-keeperen' er den person med mest autoritet. Vi kunne bevæge os frit imellem alle kirkens funktioner fordi vi havde hendes 'velsignelse' til det. Signe og Inger har en holdning til, og en fornemmelse af hvad der foregår i Natkirken fordi de har været der i mange år, og fordi det er dem der skaber retningslinier for rummets og liturgiens form.
Afsluttende bemærkninger
Natkirken er et urbant rum, der til trods for at være "begrænset" af at måtte holde sig inden for rammerne af at være en kristen kirke, der kun tillader kristne ritualer og i det hele taget orienterer sig inden for ét aspekt af menneskelivet, nemlig det religiøse, må siges på enestående vis evner at balancere imellem forskelligheden og ensartetheden, individualiteten og kollektiviteten og på mange måder skaber et rum for netop de socialitetsformer, der er karakteristiske for storbyen.
Tilbage