Natkirken

Emil Fhær, og

1.1 Problemformulering

1.2 Fremgangsmåde og Disposition

2. Præsentation af Natkirken

2.1 Natkirkens kulturelle kontekst

3. Introduktion til baggrundsmateriale

4. Teologisk analyse

4.1 Missiologi

4.1.1 Natkirkens missiologi

4.1.2 Bounded set og centered set

4.2 Ecclesiologi

4.2.1 Natkirkens ecclesiologi

5. Hvad svarer Natkirken på?

6. Konklusion

Litteratur

Denne opgave handler om Natkirken i København. Det overordnede emne er storbymission. Vi vil nærme os Natkirken og emnet med forskellige spørgsmål, som skal være med til at finde frem til på hvilken måde Natkirken i København forstår sig som kirke i en urban kultur, København.

Vi vil særligt undersøge tre ting. Først hvilken missional teologi Natkirken, bevidst eller ubevidst, i praksis og teori læner sig op af. Dette vil vi gøre for at se hvordan Natkirken placerer sig i forhold til andre missionale praksiser – eksperimenterer og komplementerer den? Er den i kontinuitet eller diskontinuitet? For det andet vil vi analysere Natkirkens menighedsforståelse fordi vi i høj grad tror det har betydning for og sammenhæng med de missionale aspekter. Også fordi menighedsforståelsen sandsynligvis kan belyse det, der udefra set ser ud til at være en individuel gudstjenesteform. For det tredje vil vi se på hvilke af den kulturelle konteksts behov og problematikker Natkirken er med til at give et svar på. Ikke forstået på den måde at kirken er en institution med alle de rigtige svar – det paradigme er dødt. Men forstået på den måde, at den kristne kirke, til alle tider, alle steder og i alle kulturer, har en hel del fortolkningsduelige redskaber, og svar, i forhold til det at leve livet, i et univers med en Gud, med en skabelse og med andre mennesker.

Opgavens problemstilling kan således inddeles i tre integrerede spørgsmål: (1) Hvilken missional teologi ligger bag Natkirken? Og (2), hvilken menighedsforståelse har Natkirken? samt (3) hvilke behov møder kirken og hvordan?

Vi vil begynde med i afsnit 2 at beskrive Natkirken, som vi vil studere. Denne beskrivende del af opgaven skriver vi ud fra artikler, interviews med bl.a. natkirkepræst Signe M. Berg og andre, samt vores egne erfaringer med Natkirken. Afsnittet indeholder også en præsentation af den kulturelle kontekst som Natkirken befinder sig i. I afsnit 3 introducerer vi kort vores baggrundsmateriale. Afsnit 4 er den analyserende del, hvor vi har valgt nogle vigtige områder, der afspejler de spørgsmål, vi løftede frem i indledningen. Her vil vi således diskutere og vurdere Natkirken ud fra et fagligt perspektiv ved at gøre brug af den valgte litteratur.

Natkirken er en del af Domkirken, dvs. Vor Frue Kirke, beliggende i centrum af København. Kirkebygningen er bl.a. kendt for sine figurer af stenhuggeren Thorvaldsen og kom for alvor ind i befolkningens bevidsthed efter at have dannet ramme for kronprinseparrets vielse. Natkirken besøges af mellem 200-400 i løbet af en aften.

Natkirken er et projekt som er opstået i samarbejde mellem city-kirkerne i København. Projektet blev søsat i september 1999. Kirken er åben torsdage og fredage fra kl. 20 til 00.30 og søndage fra kl. 20 til 23. En typisk gudstjeneste/aften i Natkirken kan beskrives som et forløb med stilhed, musik og sang, en kort andagt, samt midnatsbøn. Præsten, sognemedhjælperen og frivillige er tilstede i kirken under hele åbningstiden. Ideen er, at folk kan komme ind fra gaden og sætte sig, tænde et lys, skrive en takke- eller klagebøn. Natkirken faciliterer ro og stilhed i det pulserende storbyliv. Man kan deltage på det niveau man ønsker. Fx bare være stille, meditere, bede skrevne bønner eller formulere sine egne. Man kan deltage i andagter eller synge med i et Taizé kor. Af og til indgår forskellige aktiviteter fx poesiaftner med digtoplæsning. Musikere er en del af nogle natkirkeaftener og bidrager med meditativ musik eller sang. Forskellige installationer stilles op rundt omkring i kirken, fx i pinsen med Helligånden som tema.

Natkirken besøges af mange forskellige slags mennesker: Hjemløse, narkomaner, café-tøser, jet-set’et, par og andet godtfolk, der er på vej gennem byen. Der er folk som besøger Natkirken inden de går på diskotek. Der er folk som kommer for at opleve stemningen. Og der er folk som decideret kommer for at møde Gud, stilheden, freden og roen.

Den natåbne kirke ønsker at signalere åbenhed og vilje til at møde det enkelte menneskes situation og spørgsmål. Natkirken tilbyder samtale, hvor der er plads til eksistentielle og åndelige spørgsmål. Den kirkelige ramme inkluderer brug af liturgi, symboler, ritualer og bøn.

I en artikel beskriver natkirkepræsten, Signe M. Berg, kirkerummet som et rum, hvor den enkelte kan udvikle sin personlige gudsrelation. Rummet er med til at forkynde. Kristusfiguren dominerer og fylder. Som Signe udtrykker det: "det er svært selv for den mest nærsynede ikke at lægge mærke til ham. Det er for hans ansigt, mennesker kommer ind og er i rummet." Mange kommer for at bede. Det sker både i tavshed eller ved at tænde et lys. I rummet ligger Bibler til udlån, og for hver aften er der lavet en såkaldt "tag-med-bøn". Det primære i Natkirken er stilhed, bøn og den personlige samtale, dvs. den enkeltes personlige gudsfællesskab.

Natkirken er placeret i hjertet af København. Om natten, når der er Natkirke, er der larm fra natklubber, fulde feststemte mennesker og trafik. Det er Danmarks hovedstad, og det er et af verdens mest sekulariserede locations. Danskerne har travlt, og har sjældent tid, eller mulighed for, at geare ned. Forleden fik vi en email fra en ung mand vi kender, der reflekterede over sin hverdag, og han observerede bl.a. følgende: "Min elektroniske kalender er ved at eksplodere. Aftaler og møder, ligger enten lige op ad hinanden eller er simpelthen i konflikt. Selvom min generation er indstillet til at multitaske, så kan jeg ikke altid følge med. Dette skrives midt under en forelæsning, som jeg dårligt nok har forberedt mig til. Hele tiden er jeg på vej fra punkt A til B, eller er det fra C til D. Måske er jeg besat af en form for stress, i hvert fald har jeg så meget i min kalender, at jeg ikke kan nå det hele… Jeg er en pilgrim der vil være allestedsnærværende, som Gud. Resultatet bliver, at jeg ofte ikke formår at være nærværende noget sted."

Natkirkens medarbejdere erfarer også, at der findes en hel del kristen gudstro blandt de mennesker der kommer, selvom de umiddelbart ikke vil kalde sig selv kristne. Det samme viser tallene fra den sidste undersøgelse af danskernes værdier:

(Den Danske Værdiundersøgelse)

Den litteratur og teori vi primært tager udgangspunkt i er J. Andrew Kirks bog "What is Mission?". Han bygger i høj grad på missionsteologen David J. Bosch samt NT Wright, som derfor også vil være en del af referencerammen. Den anden bog er "The Shaping of Things to come", med undertitlen "Innovation and mission for the 21st-century church" skrevet af "Michael Frost" og "Alan Hirsch". Denne bog er yders relevant i forhold til vores opgave. Den tredje bog vi bruger er Faith Seeking Understanding skrevet af Daniel L. Migliore. Den er primært dogmatisk og vi bruger den i vores perspektivering af ecclesiologien. Derudover har vi selv været i Natkirken, vi har interviewet natkirkegængere og natkirkepræsten Signe M. Berg, samt læst forskellige artikler som vi løbende henviser til.

Missiologi eller missionsteologi, hvad er det? Missionsvidenskaben blev historisk set placeret på sidelinien af de klassiske teologiske discipliner. Med tiden fik missionsteologien en del steder status som en selvstændig disciplin, dog stadig isoleret fra den øvrige teologi. Med et udtryk af David Bosch var missiologien de teologiske institutioners udenrigsdepartement, hvor man beskæftigede sig med det eksotiske og perifere. Kirk ønsker derimod, at integrere missiologien i de øvrige teologiske fag, men fordi mange teologiske fagspecialister ikke er tilstrækkeligt missiologisk bevidste til, at gennemføre det missionale perspektiv indenfor deres fag i praksis, tvivler han på frugtbarheden i en sådan integrationsmodel.

Kirk mener at Biblen skal ses som en bog der fra start til slut handler om mission, og er skrevet af missionærer til missionærer. Et sådant missionalt bibelsyn ses hos David Bosch. Bosch læser NT som et missionary document. Han mener, at NTteologi er missionsteologi, og dets historie er missionshistorie. Bosch går så langt, at han siger, at mission er teologiens moder, ud fra den betragtning at teologien blev udviklet i kølvandet på den første kristne mission. For Kirk er teologi, der ledes rigtigt, lig med missionsteologi. Altså ønsker Kirk, at vi skal forstå al teologi som missional, fordi Kirkens væsen er missional. Kirk’s definition af missiologien findes i følgende citat:

Et andet vigtigt begreb i forhold til missiologien er religionsteologi. Religionsteologi kan beskrives som teologi omkring forholdet mellem kristendommen og andre religioner. Religionsteologi sammenstilles af Bosch, Kirk og andre, som missionsteologiens essens. I sin bog Transforming Mission skriver Bosch fx følgende om emnet: it is the epitome of mission theology. At en kristen religionsteologi er så vigtig skyldes behovet for en teologisk afklaring, især med henblik på Kirkens mission. Der findes tre grundmønstre eller modeller i kristen religionsteologi, disse grundmønstre kaldes forskellige ting, men vi foretrækker som Kirk; exklusivisme, inklusivisme og pluralisme. De religionsteologiske grundsynspunkter er vigtige, fordi de på mange måder danner grundlaget for hvilken tilgang man har til mission og dermed for ens missiologiske standpunkt. Synspunkterne kan også defineres som modeller:

Den exklusive model, er også kaldet den particulære model. Det eksklusive skal ikke forstås som en attitude af arrogance eller et ønske om at ekskludere andre. Det eksklusive i denne model er ikke mennesker, men sandhed. Wright skriver: It is the view that, if Jesus Christ be uniquely the truth, and the only way of salvation for mankind, then that excludes the possibility of other faiths being true in the same way, or being ways of salvation. For at frelsen bliver mulig, må man have erfaret en kristologisk åbenbaring, modtaget i tro og dåb, og udlevet i kirkens fællesskab. Kirken spiller en central rolle i denne model, da den er redskab for mission, fordi troen kommer af det der høres, altså af det der forkyndes. Modellen er ecclesiocentrisk, idet kirken er primær.

Den inklusive model kaldes også den generelle model. Den kan beskrives som en model, der giver alle mulighed for frelse. Den inklusive model bygger som den exklusive på den kristologiske åbenbaring. Forskellen er synet på hvordan frelsen tilegnes. Forkyndelse er vigtig, men fordi der er situationer, hvor de gode nyheder ikke bliver kommunikeret på en forståelig måde, vil mange mennesker aldrig høre evangeliet. Grundsynspunktet er, i forhold til disse situationer, at mennesker bliver delagtige i Guds frelse ved Kristus, hvis de responderer på det af evangeliet og Gud som de kender til, ved at opsøge ham i hans nåde og forsøge at leve det gode liv. Kristus er, stadig, en afgørende faktor i inklusivismen. Han er Sandheden som rummer al sandhed, også i andre religioner. InkIusivismens advokater fremhæver, at der i Bibelen er mere end én vej at komme til Kristus på. Fx hyldes Abraham i NT for sin tro, der ikke var Kristuscentreret. Kornelius er et andet eksempel, han er repræsentant for gudfrygtige, der pga. deres bønner og almisser er genstand for Guds accept. Wright skriver: "Inclusivism proceeds on the basis of commitment to two equally binding convictions: the universal will of God to save, and the uniqueness of the revelation in Christ." Denne model er kristocentrisk.

Den pluralistiske model kaldes også den universalistiske model. Denne model er forskellig fra de andre, idet Kristus’ unikke betydning undermineres. I de andre modeller er der enighed om, at Kristus er den eneste ene frelser, og det der skiller dem, er hvordan frelsen modtages. I universelismen er man gået fra, at Jesus mht. frelse er the only one, til at han er only one the ways. Det er således mere eller mindre underordnet hvilen gud, eller vej, man vælger, idet at alle veje fører til Gud. Modellen er, ikke mindst i sit perspektiv på frelse, teocentrisk.

To andre vigtige begreber som vi vil inddrage er bounded set og centered set. Begreberne er defineret af antropologen Poul Hieber. Centered set og bounded set er begreber, der kendetegner hvordan en gruppe definerer sig selv. I bounded set er gruppen defineret ud fra dens grænser, og reguleres af stærke regelsæt. I centered set er gruppen defineret ud fra dens centrum. I centered set er der ikke tale om inde og ude, men det der er afgørende er, om man er på vej mod eller på vej væk fra centrum. Centered set kan beskrives som et samlingspunkt, hvor inde og ude grænser ikke er definerede. I NT er bounded set tydeligt eksemplificeret af farisæerne, mens centered set er det af Jesus bevægelsen. Arrangementer som er centered set, giver deltagerne mulighed for at orienterer sig mod Jesus, fra der hvor de som enkeltpersoner er på deres personlige pilgrimsvandring. I en centered set-event er kristologien stærk. Ordet Kritologi stammer fra græsk, og betyder læren om Kristi person og gerninger. Vi tror at kristologien skal danne grundlag for hele kirkens liv og lærer. Og det hænger i høj grad sammen ordet kristocentrisk, som simpelthen betyder at Kristus er centrum.

De sidste to teoretiske begreber vi vil præsentere er incarnational og attractional. Altså om man som kirke enten inkarnerer sig i den kulturelle kontekst eller om man prøver at tiltrække folk. Frost og Hirsch eksemplificerer hvad de mener med begreberne: I et lokalt nabolag findes en hobbyklub for folk der kan lide at køre med fjernstyrede biler. En lokal kirke, opdager at der her er mulighed for at drive mission. En kirke med en attractional tilgang til mission og det at være kirke, vil holde specielle event-gudstjenester målrettet folk der går op i fjernstyrede biler. De ville uddele løbesedler med teksten "Jesus elsker fjernstyrede bil entusiaster!" til alle hobbyklubbens medlemmer. De vil søge i land og rige for at finde en kristen fjernstyret bil entusiast, som ved gudstjenesten kan give sit vidnesbyrd om hvordan han blev en kristen. Kirken ville gøre alt hvad den kan for at få folk ind i deres kirke. I en kirke som derimod har en incarnational tilgang til mission og det at være kirke, ville en gruppe fra kirken, der vil fortælle folk i denne hobbyklub om Jesus, vil evt. selv købe en fjernstyret bil, og melde sig ind i klubben. Her ville de danne sig nogle relationer og på en autentisk måde kunne dele deres tanker om livet, deres kærlighed til Jesus, og måske i højere grad gå med som en medvandrer. Frost og Hirsch går så langt, at de siger: "If a few car racers came into relationship with Christ, they should not be encouraged to leave the club and join the church. Rather, a home church could be established, and the brand-new Christian car enthusiasts could worship God in the context of their tribal identity."

Attractional mission bygger ofte på en forestilling om at Gud ikke rigtigt er tilgængelig uden for det hellige kirke(rum), eller i det mindste at møderne indenfor kirken er det bedste sted for ikke-kristne at lære om Gud. Her bliver evangelisation ofte et projekt, hvor kirkens medlemmer bliver udrustet og opmuntret til at få folk udefra ind i kirken. Således bliver attractional-modellen nemt eksponent for en usund "vi vs. de"-tænkning. Frost og Hirsch skriver: "Rather than being genuine "out-reach", it effectively becomes something more liken an "in-drag." Opsummerende på dette kan man sige, at hvor attractional-modellen driver mission ved at sige: "Kom til os, hør på os, og tro på Gud som os!", så siger (prædiker) incarnational-modellen ikke, men forsøger derimod på en naturlig måde at integrere sig i den givne kultur, og på en autentisk måde skabe grundlag for missionen. Frost og Hirsch advokerer i høj grad for incarnational-modellen. De skriver konkluderende: "The missional-incarnational church adopts a stance totally different from the atrractional one. Rather than investing time in the creation and development of sacred religious spaces for people to meet God, this mode recognizes that church is a much more organic, dynamic, and noninstitutuionalized set of relationships than the old Christendom mode allows for. If the attractional mode sees the world as divided into two zones, the "in" and the "out," the incarnational model sees it more as a web, a series of interesting lines symbolizing the networks of relationships, friendships, and acquaintances of which church members are a part."

På spørgsmålet om Natkirken driver mission, svarer Signe: "Det ved jeg ikke rigtigt. Måske i ortodoks forstand, hvor der er et stærkt centrum som folk tiltrækkes af". Hvis vi tager Signe på ordet ser vi kirkehistorisk hvordan den ortodokse kirke efter år 1054 udvikler en særlig missiologi: Kirken og især liturgien, fejringen af eukaristien, bliver mission. Mission tænkes nu som en centripetal bevægelse. Dette syn på mission suppleres med diakonien, der ofte kaldes 'liturgien efter liturgien'. Missionens mål er menneskets, folkets og kosmos' herliggørelse (theosis), der beror på Guds kærlighed, der lyser fra Kristus via liturgien." Den ortodokse missionsstrategis hovedtanke er, at det ikke er Gudsfolket, der er sendt i mission, men selve Gudstjenestesten. Altså liturgien, der er målet for mission.

Frost og Hirsch ser dog noget problematisk i den centripetale mission frem for den centrifugale. "… incarnational mission implies a sending inpulse rather than an extractional one. The New Testament impulse of mission is therefore centrifugal rather than centripetal. God is a missionary – he sent his Son into our world, into our lives, into human history."

Signe siger om sig selv og Natkirken, at de ikke er typen der "går ud og stemmer dørklokker." Altså at Natkirken ikke repræsenterer den offensivt udadvendte mission. Men som kristne ser de sig dog som sendt til at give videre. Således ser Natkirken sig ikke sendt til at gå ud på gader og stræder, for at forkynde de gode nyheder, som sendt på en anden måde. Signe beskriver hvordan Natkirken er et retræte sted i en tavl og larmende storby. Hun ser Natkirken som en kirkens gave til byen.

"Natkirken er en del af noget større – heldigvis. Vi kan ikke det hele. Vi kan gå med lidt af vejen, give slip og sige farvel. Mange kommer intenst i en periode, så er de væk og vi ser dem ikke mere. Så må vi stole på, at Gud har ført dem videre til et godt sted." Siger Signe.

En natkirkegænger responderer med disse ord: "Det er en smuk ting at gøre for os. Jeg føler mig velkommen, accepteret og respekteret. En sjælden følelse i min hverdag. Tak." Man kan komme i Natkirken som man er. Der stilles ingen krav til engagement. Det enkle adfærdskodeks; andægtighed og stilhed, kommer naturligt. I forhold til om Natkirken er centered set eller bounded set, synes vi klart at se Natkirken som eksponent for en centered set tilgang. Signe skriver et sted at Natkirken intet mål har om, at natkirkegængerne skal optages og ledes ind i en form for kærnemenighed. Hun fortsætter: "Ledelsesarbejdet går derimod ud på at afstikke og give rammerne for, at den enkelte selv kan tage de skridt, vedkommende har brug for. Enhver tanke om mål med natkirkegængerne er droppet og erstattet med en masse gode ønsker for hinanden. Der er stor forskel. Mål gør den anden til objekt, ønske gør til subjekt." Ud fra dette vil vi med Hieberts ord kunne beskrive Natkirken som ekstremt centred set.

Som ovenfor beskrevet er et fællesskab, der er bounded set, defineret ud fra dens grænser, og reguleres af stærke regelsæt. Et centered set fællesskab er derimod defineret ud fra dens centrum, og der er ikke tale om inde og ude, men det der er afgørende er, om man er på vej mod eller på vej væk fra centrum - Kristus. "Vi erkender at et menneske altid er undervejs og har forskellige grader af trostilslutning på sin vandring". Signe beskriver at Natkirken ser det som sin opgave at være vejledere og medvandrere. At vejlede mennesker om den kristne tradition, om kristendommens liv og lære. Dette er en vejledning som foregår på dialogens præmisser. "Vi giver ud af det, vi tror på, og tager imod den gudstro, som findes udenfor kirken. Det sker i et rum, der forkynder Guds kærlighed før der er sagt et eneste ord." Kristus er i centrum i Natkirken, både fysisk (Kristus-figuren) og metafysisk.

Ud fra ovenstående citater og beskrivelser kan vi også sætte Natkirken ind i en religionsteologisk sammenhæng. Her vil vi pege på at Natkirken lægger sig tæt op af det inklusive udgangspunkt. Dette tydeliggøres i følgende citat af Signe: "Der er den tro, som ikke er kristen, og det forsøger vi ikke at udglatte, vi er ikke ude på at acceptere alt, hvad et menneske står for, men vi vil gerne acceptere mennesket, forstå hvad den anden mener, så også evt. forskelle kan komme frem, og vi erkender at et menneske altid er undervejs og har forskellige grader af trostilslutning på sin vandring."

Konkluderende vurderer vi at Natkirken opererer ud fra en centered set tankegang. Og at Natkirken religionsteologisk ifølge NT Wrights begreber er inklusiv frem for eksklusiv og universel. Følgende er endnu et citat af Sige, det afspejler konklusionerne i dette afsnit: "Det arbejde, vi er i, den kontakt, vi har, drejer sig – i hvert fald som det ser ud nu - mest af alt om overhovedet at få troen ud af skabet, at bekræfte, at den er der, at tillægge den værdi og give den gode vilkår for at vokse."

Da Frost og Hirsch siger, at 95% af alle kirker i vest er attractional er det jo nærliggende umiddelbart at placere Natkirken ind som en af dem. Men det er ikke så ligetil at passe Natkirken ind i herrernes model. I forhold til den store pointe med om kirken vil have folk til at komme, så er Natkirken klart attractional. Det er beskrevet, hvordan Signe tænker ud fra et "måske ortodokst" centrum i modsætning at være den, der går ud og " stemmer dørklokker".

Natkirken er i en statisk bygning og en del af et institutionelt apparat – dårlige odds i forhold til kulturens postmodernitet, ikke mindst muligheden for at inkarnerende. Men samtidigt kan man måske argumentere for at Natkirken er incarnational. Frost og Hirsch skriver noget interessant netop i forhold til dette: "We know of several inner-city churched that have incarnated themselves within trendy young urbanite communities and have found that meeting in a grand old cathedral-like building is very contextual. By lighting the Gothic-style building only in candles and making creative use of shadows and darkness, the echoing acoustic, and the artwork and sculpture, these churches see it as a contextualization issue. Communities made up of artists, filmmakers, and young people working in new media find the Gothic feel very stimulating." Præcis nogle af disse ting realiseres i Natkirken. Det fremgår af følgende: "Aktiviteterne i Natkirken gror op fra neden, som et resultat af det møde, der er mellem os og dem, der kommer i Natkirken. Et resultat af et sådan konkret møde er de musikere, der er knyttet til projektet. De er kommet som almindelige natkirkegængere, er blevet grebet af stemningen og ånden, og har spurgt, om de måtte bidrage med det, de kunne." Ligeledes har andre kunstnere, fx digtere, medvirket og dannet fællesskab.

Vi tror ikke at vi kan placerer Natkirken i hverken incarnational eller attractional modellen. Men hvis vi skal, vil vi sige at Natkirken er mere incarnational end den er attractional. Natkirken er attrational i sin form – fordi den åbner dørene for mennesker, og er til for folk som kommer til dem. Den er ikke attractional, fordi den er lyttende, imødekommende, respekterende og inviterende mv. overfor kulturen. Den ser ikke kulturen som objekt, men som subjekt. Natkirken er, som ovenfor omtalt, ikke incarnational i sin ydre form. Men vi tror at Natkirkens DNA afslører visse tegn på inkarnativ aktivitet.

Ordet kommer fra græsk, og betyder læren om kirken. Når vi i opgaven bruger dette ord handler det således om kirkens natur, liv og praksiser. Vi tror, sammen med Frost og Hirsch, at ecclesiologien skal opstå ud fra missiologien, som skal afledes af kristologien.

Ud fra et dogmatisk perspektiv definerer Daniel L. Migliore kirken som Guds ekklesia, forsamling. Ordet kirke kan enten betegne den lokale forsamling af kristne, eller det universelle kristne fællesskab. Migliore understreger kirkens relation til Jesu forståelse af Gudsriget. Kirken er derfor en eskatologisk størrelse. Dermed er kirken et tegn på, og en foreløbig virkeliggørelse af Gudsriget. Dette gudsrige har det ene formål, at tjene det kommende Guds herredømme. Kirken er som Guds folk et redskab for gudsriget.

Kirken beskrives i NT med 96 forskellige billeder eller analogier. Blandt dem er billeder af kirken som Kristi krop (1 Kor. 12:27), Jordens salt (Mat 5:13), Menneske fiskere (Mark 1:17), Guds tempel (1 Kor 3:16), Kristi brud (Ef 5:23), Gud ejendomsfolk (1 Pet 2:9) og mange flere. Migliore samler disse billeder i 4 grupper, som er følgende: (1) Guds folk. Med associationer til pagten mellem Gud og folket, er kirken et exodus-folk, som er kaldt ud af sine sikre omgivelser, for at tjene Gud på vejen mod et nyt hjem. (2) Et tjenende folk. Dette Guds folk, er som Jesus var det, sendt for at tjene, hjælpe og arbejde som et vidne om Guds nåde til frelse og om Guds kald til retfærd. (3) Kristi legeme. Kirken er en organisme, der er defineret ved indbyrdes afhængighed. Lemmernes evne til at tjene hinanden, er forudsætningen for at legemet kan udøve sin mission i verden. Kirken er altså Kristi krop i verden i dag. (4) Helligåndens fællesskab. Kirken er endetidens nye Guds folk, der er i tjeneste under Helligåndens vejledning. Derfor bliver den et konkret tegn på Gudsriget, livsmodets og håbets folk.

Migliore har et kapitel i sin bog, Faith seeking understanding, som han kalder, The problem of the church – kirkens problem. Vi synes specielt at to af de fire problematikker er interessant og relevant i forhold til Natkirken. Migliore behandler fire aspekter af den assimilation han mener der er sket mellem kirken og dens kontekst: (1) Individualisme: uafhængighed og selvstændighed (in-dependence) præger kirken, mere end indbyrdes afhængighed (inter-dependence). Som vi ovenfor har beskrevet i den dogmatiske gennemgang, er fællesskab et nøgle ord i kirken. Individualismen er altså divergerende og problematisk i forhold til Migliores menighedsforståelse. Problemet er bl.a. at fællesskabet reduktivt går hen og bliver til indadvendt privatreligiøsitet. (2) Privatisering. Migliore peger på, at kirken sorterer under privatlivet sfære. Den beskæftiger sig med individuelle problemstillinger, og glemmer sin egentlige mission. (3) Bureaukratisering, er et tredje problem som har ramt kirken. Kirken har "opnået" status som et service-væsen. Det er et problem bl.a. fordi det appellerer til et administrativt institutionelt system, mærket af anonymitet, hierarkisk autoritet, og religiøsitet frem for relationelle forhold. (4) Migliore beskriver også en kløft, han mener, der er opstået mellem det kirken bekender, og det, den faktisk praktiserer og er kendt for.

Kirken har altså ifølge Migliore nogle problemer, og disse er relateret til spørgsmålet om hvorfor kristne skal tilhøre kirken. Migliore mener at Kirken må genfinde sin sande identitet og igen blive kirke, dvs. Kristi legeme, Helligåndens tempel og Guds tjenestefolk. Det kan kun ske ved at kirken igen forstår sig selv som en del af den treenige Guds mysterium. Dette indebærer at kirken ser sin identitet som en eskatologisk forsmag på et nyt menneskeligt fællesskab, hvor brudte relationer genoprettes, hvor solidaritet afløser egoisme, og hvor et åbent, virksomt venskab i mission sejrer over den individuelle privatreligiøsitet.

Det er de to første problematikker af de ovenstående, der i vores case er relevante at diskuterer, hvilket vi følgende vil gøre.

Signes syn på individualisme er anderledes end Migliores: "Individualisme er … et helt uomgængeligt vilkår i dag, og det betyder bl.a., at man "vil selv" og vil det på den måde, at man selv vil stå inde for det, man gør. Man "vil selv" inkluderer ansvar - et ansvar, man gerne vil påtage sig. Det har vist sig, at når individualismen respekteres som det, at man har lov til bare at være, så kan de forunderligste ting opstå." Signe ser altså individualismen som en mulighed frem for et problem. Da vi interviewede Signe pegede hun bl.a. på at det var vigtigt for hende at få gang i det almene præstedømme, og myndiggøre lægfolk. En konsekvens af dette er de ting der vokser frem i natkirken, bl.a.: "En Natkirkens midnatsliturgi udarbejdet på grundlag af natkirkegængernes bønner, en ny salme skrevet specielt til Natkirken af en af de faste natkirkegængere … en voksendåb, en vielse, en mailingliste, en hjemmeside og meget andet er kommet til og kommer stadig til ud af det, der begyndte med tomhed og øde, individualister og Guds ånd." En natkirkegænger vi interviewede svare kort og præcist på spørgsmålet angående individualismen: "Man vil gerne høre til, men ikke være bundet."

Fra Migliores dogmatiske perspektiv skal kristne tilhøre kirken fordi han eller hun er en del af Guds folk. Ét folk, kaldet til sammen at tjene Gud og hans rige. Et folk kaldet til at være ét folk, og som beskrives som ét legeme, der dog består af mange lemmer. Ét folk som lever under Helligåndens indflydelse. Helligånden, som fjerner alle kultur-, race- og klasseskel mv. Natkirken er divergerende i forhold til den meget bevidste forståelse af kirken som et legeme, forstået som en fast kærnemenighed der er gensidigt afhængige. Men enheden forstås på den måde, at det er en menighed mellem alle der er vendt mod Kristus. Bogstaveligt talt i kirkerummet, og i overført betydning ved Helligåndens indflydelse.

"Jesus er svaret – hvad var spørgsmålet". Dette citat, som Signe henviser til som et udgangspunkt Natkirken kunne have været startet på, siger måske lidt om hvad Natkirken svarer på. Vi tror, efter at have arbejdet med ovenstående undersøgelse og analyse af Natkirken, at Natkirken svarer på følgende ting.

For det første svarer Natkirken på menneskers søgen efter mening og afklaring i forhold til den tro de bærer i deres hjerter. Signe mener at troen for mange er mystificeret, og det at tro betragtes som en sjælelig kraftpræstation. I Natkirken inviteres den gudstro, som trods alt findes, indenfor. Det er folkekristendommen, som de i Natkirken gør plads til. Biskop Jan Lindhart har, lidt abstrakt, kaldt denne folkekristendom for skrabeloddet. Signe fortsætter i metaforen og beskriver at hvis troen i kulturen er som et skrabelod, så ønsker Natkirken at tage spørgsmål op, som helt alvorligt bliver stillet: Fx hvor og hvordan skraber man, og hvor går man hen for at indløse skrabeloddet? Ved at være lyttende og tage folks spørgsmål seriøst svarer de.

I forhold til hvilken missional teologi der ligger bag Natkirken, ser vi at Natkirken opererer ud fra en centered set tankegang. Og at Natkirken religionsteologisk ifølge NT Wrights begreber er inklusiv frem for eksklusiv og universel. Vi kan ikke placere Natkirken i hverken incarnational eller attractional modellen, men har i opgaven beskrevet en mellemliggende placering.

I forhold til menighedsforståelsen i Natkirken kan man sige at den er noget utraditionel. Vi præsenterede Migliores dogmatiske perspektiver på kirken, og Paulus berømte billede af menigheden som ét legeme. Menighedsforståelsen i Natkirken er tæt relateret til tankegangen omkring centered set. Enheden forstås på den måde, at det er en menighed bestående af alle der er rettet mod Kristus.

I forhold til hvilke behov Natkirken svarer på er det bl.a. menneskers søgen efter mening og afklaring i forhold til den tro de bærer i deres hjerter. Men Natkirken møder også et behov for et fristed, og åndehul i det der for mange er en stresset hverdag.

Hiebert, Poul G.,

Conversion, Culture and Cognitive Categories, Gospel in Context, 1978

Teologisk ordbog, Lohses Forlag

Kirk, Andrew;

What is mission? London 2002,

Migliore, Daniel L.,

Faith Seeking Understanding, Eerdmans, 2004

Wenell og Østergaard (red.),

Reflektorium 01/2002, Følg mig!

Wright, Chris,

The Uniqueness of Jesus, Monarch Books, 2001