af Jens Jeppe Holst og Astrid Mandrup Hansen

Skriveøvelse 3 i musikhistorie. 2. semester 2006.

Afleveret 13. marts 2006

Musikvidenskabeligt institut. Københavns Universitet

Hvilke forestillinger om musikkens kvalitet og brug ligger til grund for argumenterne i debatten om musikalsk fornyelse i folkekirken? Hvordan kommer denne fornyelse til udtryk i Natkirken, dvs. hvilken rolle indtager musikken i denne kristne religiøse sammenhæng, samt hvilke værdier og evner tilskrives den?

Indledning

Fremgangsmåde og disposition

1. del - Debatten om musikken

2. del - Introduktion til Natkirken

• Natkirken og et lille stykke feltarbejde
• Samtale med Signe Malene Berg, natkirkepræst i Vor Frue Kirke – København
• Samtale med Elisabeth Ørsnes, sanger i dag- og Natkirke i Vor Frue – København

3. del - Diskussion og perspektivering: Musikkens rolle i Natkirken

• Improvisation
• Fordybelsen er i musikken og musikkens magi

Konklusion

Denne opgave tager udgangspunkt i kursusforløbet om religiøs og spirituel musik, med undertitlen: brydninger mellem pop og kunst. Kurset har kredset om måden hvorpå man bedømmer, kategoriserer og omtaler musik, hvilket alle er værdiladede handlinger, der hviler på socialt og historisk skabte referencerammer. Et eksempel på en diskussion der var og er præget af ofte meget værdiladede bedømmelser af musikken, er debatten om musikalsk fornyelse i folkekirken. Den opstod i løbet af 1960’erne, hvor mange fandt en interesse i den amerikanske gospelmusik og dens kropslige udtryk. Håbet og forestillingerne var, at denne musik kunne inspirere til en mere livlig musikalsk kirkegang og efterfølgende forhåbentlig appellere til en bredere og større menighed. Derudover følte mange en inkongruens mellem kirken og samfundet, som kunne ses eksemplificeret i forskellen på musikken i kirken og den almene befolknings musiksmag. Disse strømninger og ønsker om en musikalsk udvikling indenfor kirkens trospraksis, har dannet debattens udspring og igangsat en søgen efter den svært definerbare fornyelse. Meningerne var og er mange i denne diskussion der udfordrer kirkens mangeårige musikalske tradition og berører det følsomme emne omkring tro og hvordan denne praktiseres og udtrykkes.

Med udgangspunkt i den anførte diskussion har vi valgt at se nærmere på Natkirken i Vor Frue, da denne står som et eksempel på en musikalsk fornyelse indenfor kirken. Vores overordnede interesse i denne sammenhæng er, hvordan musikken bruges i en religiøs og spirituel sammenhæng, samt hvilken musik der benyttes og kriterierne for denne. Derudover bygger vores interesse i Natkirken på, at det er en succes, hvorfor den må ramme et behov i befolkningen, der her finder et alternativ til den mere traditionelle trospraksis kendt fra dagsgudstjenesterne.

I den første del af opgaven ser vi på debatten om rytmisk musik i folkekirken, som vi prøver at skitsere og perspektivere, med baggrund i artikler hentet fra Organistbladet. Den anden del er en præsentation af Natkirken, som er skrevet udfra to samtaler med hhv. Sognepræsten for Natkirken, Signe Malene Berg, der er den primære initiativtager og pioner for skabelsen af Natkirken, og korleder og optrædende sanger i Natkirken, Elisabeth Ørsnæs. I samtalerne søgte vi en beskrivelse af processen med at skabe og udvikle denne alternative kirkeform, samt hvilke værdier der danner dens fundament. Derudover kan vi trække på den ene af opgaveskrivernes egne erfaringer som natkirkemusiker. Dette leder hen til opgavens tredje del, hvor vi med baggrund i pensum vil perspektivere og diskutere de fundne pointer og oplysninger.

Vores udgangspunkt for at se på debatten om musikken og dens brug og fornyelse i kirken er artikler fra Organistbladet; fagfolkenes eget blad og dermed deres ord og bidrag til en debat om musik i kirken. Vi vil gennem et uddrag af ældre og nyere artikler forsøge at belyse nogle af de mange centrale spørgsmål, som står i kø for at få opmærksomhed: "Hvad er musikkens funktion?

Hvad er musikerens rolle? Hvori består fornyelse? Hvem kan beslutte og føre nye tiltag ud i livet?

Hvad med traditionen? Hvad med kvaliteten?" Men fælles for behandlingen af disse spørgsmål er retorikken og sprogets tilsyneladende begrænsede evne til at kunne nuancere og beklageligt nok dermed ofte polarisere og kategorisere. Og helt centralt i polemikken vælger man i mangel af bedre, et så associationsbefængt begreb som "rytmisk" musik. Intentionen og brugen af netop det ord er dog ikke helt blottet for realitet, da en stor del af selve fornyelsen netop skulle manifestere sig gennem større brug af rytmisk musik i kirken. Men hermed er ny lavine af spørgsmål startet. "Hvilken rytmisk musik? Den gode? Vel ikke også den dårlige? Skal vi nu også til at danse?" Nej, det er ikke nemt. Men intentionerne er gode og velmente – og nødvendige. For tingene er i skred og dynamikken til stede – forudsætninger for enhver udvikling. Men om sagens virkelige kerne og dér hvor det virkelig kan gøre ondt, går alle rundt som katten om den varme grød. "Hvorfor pokker tror vi ikke nok til at fylde kirken hver søndag – og hvad med ham med kraven, der videregiver os "ordet"? Vi foregriber her en helt anden og tredje debat, som også får sin berettigede opmærksomhed og spalteplads, og som ikke kan isoleres fra nærværende opgaves felt. I alle de tekster vi har kigget på tabuiseres de, og som substansmæssig modpol møder man endda debat om, hvorvidt orglet skal digitaliseres eller ej – et relevant spørgsmål såfremt en kirke står overfor at skulle anskaffe sig et nyt orgel, men som er totalt røgslør i en konkret debat om decideret musikalsk fornyelse.

De første artikler vi har set på er fra 1987 og udspringer af en konference på Silkeborg Højskole om rytmisk musik i kirken. Merete Wendler skriver at der for konferencens deltagere var et –"....fælles ønske om at inddrage rytmisk musik som en del af gudstjenestemusikken, som fællessang og som instrumentale/vokale indslag. Formålet med konferencen var at diskutere og afprøve måder, hvorpå rytmisk musik kan indgå i en liturgisk sammenhæng." De første spadestik var dermed taget, og man besluttede at stifte en økumenisk forening til fremme af rytmisk musik i kirken. Udfra skarp kritik af kirkens musikalske status stødte man på vigtige ord og modsætninger. Krav til kvalitet – til både nyt og gammelt, og problemet med en rytmisk ofte solistisk sangforms indpasning til kirkens fællessang var nøgleord. Og der opfordredes til overvejelser om den rytmiske musiks anvendelighed i kirken på baggrund af enighed om den rytmiske musiks identifikationsgrundlag for størstedelen af Danmarks befolkning og om hvordan folk og kirke kunne blive del af samme virkelighed. Man kan undre sig over, at MW i sin artikel ikke stiller skarpt på det indholdsmæssige i brugen af ordet rytmisk og en uddybning af vendingen om folk og kirkes del af samme virkelighed. Hvilken virkelighed? Har de da dermed tidligere været dét og i så fald hvordan? Eller er det misforholdet i, at menigheden kender og hellere vil synge med på "Himmelhunden" end at forsøge ikke at blive alt for pinligt berørt over ikke at kende salmemelodierne spillet på orgel?

Kort tid efter er Ulrik Spang - Hanssen, da også på banen med sin artikel "Rytmisk musik i gudstjenesten". Og til trods for tilkendegivelser om sproglig nuancering og modsætningskategorisering og et udsagn om kategoriseringen "rytmisk musik" som værende udelukkende et sprogligt fænomen, fremstår hele hans bidrag dybt reaktionært - dog kamufleret af spidsfindige ræsonnementer og retorik præget af unødig selvforherligelse, da han ikke lægger skjul på at fortælle, at han tilhører den yderst sjældne race, som både kan spille efter noder og becifring.

Ud over det gavnlige i at forsøge en sproglig definition af kvalitet og begrebet rytmisk, afskriver han hele det ovennævnte identifikationsgrundlag som værende ikke-kvalitet. Og hans opfattelse af improvisation er dybt stereotyp set snævert ud fra jazzens solistiske præstationsanstrengelse og ikke, som vi senere vil komme tilbage til, ud fra improvisation som en formidling gennem et afsæt i nuet, der sanser omgivelserne og i vekselvirkning bliver bindeled mellem de involverede parter.

"Kirkens musik er og skal være brugsmusik. God brugsmusik skal ifølge sagens natur passe til det den skal bruges til, og det er i det foreliggende tilfælde vores lutherske gudstjeneste." Ingen rytmisk musik og slige svinkeærinder hér – siger USH. Forsøg på nye melodier til gudstjenestens brug afskrives og sammenlignes med fast food, og desuden mener han hverken, at kirkekor - for slet ikke at tale om den store uduelige menighed - kan lære at swinge; så hvorfor overhovedet belemre sig med rytmisk musik i kirken? "Vi har i dag en salme- og musiktradition, der uomtvisteligt er af høj kvalitet, passer til det den skal bruges til og beherskes af de musikere, der skal lede slagets gang." På trods at dette udsagn, siger USH; er denne tradition er truet af forskellige samfundsmæssige forhold. "Hvilke samfundsmæssige forhold?"- spørger jeg med det samme! Endnu en undvigemanøvre eller tabu, om man vil. Hvad er det for en udvikling – og hvem i samfundet er det,

som truer traditionen? Sagens kerne undgås endnu engang!

Anderledes konkret, ikke nedgørende og anti-elitært – er Willy Egmoses indlæg. Han fokuserer friskt nøgternt på det stigende behov for en vitaminindsprøjtning i menighedssangen.

"Det handler om at gøre dette at synge med på en god salmemelodi og en gedigen tekst til en forløsende fællesoplevelse, næret af et sprog, som også er forståeligt for nutidsmennesker, kort sagt at gøre kirken til det, den skulle være – et åbent tilbud til alle." WE perspektiverer med indsigt i hele salmereformarbejdet fra Thomas Laub oa. og konstaterer blot, at meget er sket siden i familien Danmark. Han har oven i købet mandsmod til at udfordre med spørgsmålet om, "lyset er for de lærde blot"?

Derved foregriber WE vigtige pointer. Fra en dugfrisk artikel i Kr.Dagblad behandles netop musikkens rolle og virkemidler, og sognepræst, professor og ph.d. i salmer, Peter B.Clausen siger: "Salmerne er dem, der kommer den lutherske, kristne spiritualitet nærmest. De er troens udtryk over for Gud, de er menneskets henvendelse til sig selv, en meditation om man vil."

Vi vil senere komme tilbage til flere af disse musikkens muligheder; men vi ser altså samtidig her en specialists vurdering, der afspejler noget af den udvikling, som USH ikke kunne forholde sig til. At man er bevidst om kirkens nye vilkår i det moderne samfund, og at man kan nævne folkekirken i samme sætning med ord som spiritualitet og meditation – vel at mærke sagligt og uden at rødme eller lyde som én, der har stjålet af kagedåsen.

Hele diskussionen er dermed sat i bevægelse fra ovennævnte artikler fra 1987 og frem til i dag.

Og provst Peter A. Krogsøe viser i sin artikel "Musik i kirken", at debatten og argumentationen skal løftes til en anden og højere forståelse for de vilkår og omstændigheder, som diskussionen i virkeligheden udspringer af. At noget menes godt og andet skidt er jo en banalitet; og den vigtige men ikke nødvendigvis ( som vi har set af ovenstående ) i alle personer tilstedeværende erkendelse af, at debattens kommunikationsvilkår bunder i, at alt afhænger af øret der hører; er netop faktorer som PAK tager med i sit indlæg. Han åbner for og foreslår en helt ny platform og udgangspunkt for debatten, der sigter mod klarere definitioner af kvalitetsbegrebet ud fra faglige kriterier og betragter tradition, som noget der indlysende skal værnes om, men med bevidsthed om:

"...at ikke alt nyt er godt nyt, er alt heller ikke godt, blot fordi det er gammelt." Umiddelbart indlysende, ja, men langt mere konstruktivt når han samtidig tager udgangspunkt i musikkens væsen. Hvor er vi, når vi lytter til musik? Hvad gør musikken ved os? Hvordan fungerer musikken ift. den konkrete opgave? Og så tør han tilmed i åbenhed overfor mangfoldigheden berøre helt grundlæggende vilkår for kirken omgivet af en samfundsudvikling med stadig tiltagende individualitet. " Det der strides om, er fantomet "det moderne menneske". Hvilken musik skal der til, for at "det moderne menneske" vil lytte, synge og føle sig hjemme i kirken?"

Men tilbage i Organistbladet igen, denne gang fra 2005, skriver Hans Ole Thers under overskriften Fremtidens Organist. Han taler om salmespillet – det vigtigste i sit fag; om at være velforberedt. Men til hvad? Den nydelige klang det har, når han taler om at yde det bedste for menighed og ikke blive kirkekustode blegner lidt, når den rummelighed i virkeligheden ligger på et meget lille sted. " Vi kan i det hele taget være fleksible uden at sætte noget over styr....Og orglet kan faktisk bruges til det hele, så vi ikke behøver" fremmede" instrumenter ved siden af os i gudstjenesten." Det klinger da unægteligt, som én der ikke vil dele sin lønningspose med andre; eller man kunne bare nøgternt beklage sådan isolationistisk tankegang, da man kunne blive i tvivl om, hvorvidt fremtidens organist overhovedet havde nogen tiltro til fremtiden? Og hvad angår nye tiltag i kirken skriver HOT, at man netop i denne tid får udfordret sin holdning: " Det kan være nødvendigt at gå i dialog med nye præster, der undertiden kommer uden indsigt i eller sympati for kirkens musikalske rødder, og som er parate til at droppe dem og dermed orglet overnight. Det kan man bogstavelig talt komme ud for, for eksempel nu, hvor det i sig selv udmærkede begreb Natkirke er kommet frem, og hvor nogle præster ønsker at afprøve andre musikformer." Hermed er vi fremme ved netop vores nærværende fokus for musikken i kirken. Opfindelsen og udviklingen af begrebet Natkirken.

Natkirken i Vor Frue var den første kirke, der for 7 år siden åbnede dørene og indbød til en alternativ kirkegang. Baggrunden var et ønske om at danne et såkaldt liturgisk laboratorium, hvor man kunne udvikle og eksperimentere med andagtsformer. På deres hjemmeside står der et citat fra apostlen Paulus der lyder: "Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op". Denne sætning er et godt billede på Natkirkens åbne rammer og samtidig en rettesnor for dens videreudvikling. Den mere frie kirkeform er efterhånden blevet en succes med mange besøgende og interesserede, hvilket har bevirket, at fænomenet nu har bredt sig til kirker i hele Norden.

Natkirken i Vor Frue har "åbent" torsdag og fredag fra 20 til 00.30 og søndag fra 19.30 til 23. Søndag er den stille dag, hvor folk kan komme og bede i kun afbrudt af stille musik og tekstoplæsninger. Torsdag og fredag har ligeledes perioder med stilhed og bøn, afløst af musik, samt en andagt, oplæsninger af bønner eller andre tiltag.

I denne opgaves belysning af musikken og fornyelsen i kirken har vi valgt at fokusere på Natkirken, og vi besluttede at gå direkte til kilden gennem interview af henholdsvis sognepræst og domsangerinde i Natkirken, Vor Frue. Det skal hertil siges, at vores interviews ikke var baserede på punktordnede spørgsmål. Det var et udbytterigt miniature-feltarbejde, og det skulle vise sig helt uundværligt, da der praktisk talt ikke findes litteratur inden for dét specifikke område. Desuden havde vi en ekstra insider-viden på området, da jeg ( Jeppe ) har været så privilegeret at spille til flere natkirker og andagter i netop Vor Frue – som oftest duo, guitar og saxofon, men også trio med kontrabas. En oplevelse som jeg ikke vil gå dybere ind i her, men som dog er væsentlig, og som uden at lyde frelst faktisk ikke blot gennem denne opgaves fokus og dermed genkaldelser står usædvanlig stærkt i erindringen. Til musikken og scenariet vil jeg dog uddybe et par ting. Anderledes for opførelsessituationen end dèt man er vant til som udøvende konventionel brugs- og koncertmusiker er, at man ikke har den direkte kontakt med lytterne; vi stod enten oppe ved orglet eller i pulpituren og eksperimenterede desuden med at bevæge os rundt, mens vi spillede. At undgå denne direkte spejling med "publikum" har flere gavnlige sider. Væsentligst i dén observering er netop, at man ved ikke at blive betragtet i sin musikalske fremførelse, dermed ikke bliver unødigt påmindet om, at man optræder eller performer men er til stede i musikken, i rummet, i den intense situations nærvær med medmusikere og menighed, og derved kan opnå eller erkende en præstationsbefriet selvforglemmelse i en kontekst, som i den grad er større end én selv. Om selve musikken kan siges, at den i klang, udvikling og modus var baseret på improvisation. Enten i helt fri forstand eller med afsæt i større eller mindre selvkomponerede stykker eller i fx. en ( kendt ) vise med improvisation.

Der var i den grad dermed tale om en musikalsk frihed under ansvar, som kunne synes at fordre en vis portion forberedelse ikke mindst mentalt; men meget af denne mentale programmering eller opladning fik man ganske gratis foræret ved blot at mærke kirkerummet og dets stemning i mødet fra aftenens mørke.

Natkirken var fra begyndelsen tænkt uden musik og sang. Afsættet var det åbne kirkerum – at den fælles gudstjeneste skulle skabes ud af tomheden som kontrast til dagkirkens rige tradition og form og netop denne forms traditionsbevidsthed. Men behovet om musikalsk ledsagelse opstod ud af en vekselvirkning mellem kirke og samfund, den åbne kulturtilgang og en tro på at Gud er i kulturen. Enkelte musikere kom endda ind fra gaden og tilbød at spille i Natkirken.

Signe fortalte i en lind strøm ofte med afsæt i de for hende vigtige nøgleord. Nøgleord som vi netop var så nysgerrige på at kende og vide mere om; ord som vi også vil nævne her uden nødvendigvis videre omskrivning. Her stod Natkirken altså med det tomme rum, mennesket og Gud. Skulle der indgå musik var det meget vigtigt, at det ikke blev koncert. Fokus skulle fjernes fra solisten, musikken skulle være i tjenerens rolle. Kirken savnede frisk luft til en ny åndbarhed, og de helt centrale nøgleord for den aftenåbne kirke var stilhed og bøn. Musikerens rolle skulle og skal bestå i en åbenhed for noget større, i ydmyghed og i den fælles lytten. Musikkens målsætning er derved, at den skal tjene fordybelsen og stilheden, og med en usagt appel om at den udøvende finder det religiøse i sig selv og dermed indgår i natkirkens frihed; en frihed der gør at, alt er tilladt, men ikke alt gavner; en frihed der gennem natkirkens forskellige eksperimenter ( herunder også med andre kunst og kulturformer som digtning, billedkunst, solosang, taizé-kor, bibel-slamming ) skulle åbne for det enkelte individs spirituelle oplevelse og trospraksis gennem den foranderlige menigheds fællesskab. Et fællesskab som i høj grad er knyttet til byen, men som også viser sig gennem menighedens mulighed for meget aktiv deltagelse i andagten og de rituelle handlinger – fx. ved bønneskrivning og oplæsning, opfordring til håndsgivning ( øjenkontakt ) til næsten, uakkompagneret og dermed aktiv salmesang eller det rigtige brød, der personligt gives videre til den næste i rækken under nadveren. Menigheden kommer altså på banen og kirken nærmer sig folket; en klar parallel til Luther. Men at troen ikke kun er i forstanden; spiritualiteten og religiøsiteten findes også et andet sted.

Elisabeth har en interessant dobbeltrolle i og med at hun er domkirkesanger i både dag- og natkirke, foruden at hun leder natkirkens taizé-kor, desuden er hun helt højaktuelt oplægsholder til en konference den 17. marts i København om netop Natkirken med diskussion og erfaringsudveksling, og hvor hun har fokus på, hvad billedet og musikken kan, som ordet ikke kan.

EØ kender og nyder dagkirken og dens faste form og har samtidig tilegnet sig den rolle musikeren har i Natkirken, og hun fortalte om oplevelser med at blande erfaringer fra "begge sider". Musikeren skal være åben og kunne kanalisere for det meditative . Hans/hendes rolle er ikke at underholde eller give koncert; men at kunne sætte sig selv nederst, og dermed være bevidst om ikke at dominere rummet. EØ nævner Hildegard af Bingen og lighedspunkterne til hendes syn på musikken som bindeled mellem folk og helligånd. Musikken/sangen veksler altså med kirkerummets intense stilhed og understøtter menighedens stemning. Dermed giver Natkirken plads til en "ren" improvisation, der gennem inspiration med rummet og stemningen kan bidrage og tilvejebringe den enkeltes individuelle tilegnelse og stimulere hen mod friheden til at finde sin egen trospraksis. Det handler om at skabe rum; et alternativ, en anden inderlighed, at afmystificere og vise en anden retning end dagkirkens fasthed, der gennem det intellektuelle og elitære kan virke hæmmende for mange mennesker. I natkirkens rum kan alle individuelt skabe i fællesskab. Og hermed drejede vores samtale mere hen mod generelle kirkelige betragtninger, om dens bredde, og værdifulde tradition, om at hånd-i-hånd er bedre end enten/eller. Om præstens rolle, om angsten for det anderledes og om spiritualitet som moderne sprogligt begreb.

At komme udefra mørket og træde ind i det stearinoplyste kirkerum, hvor der hænger skilte manende til stilhed, berører én umiddelbart og man får en næsten fysisk fornemmelse af stilheden, der fylder det store rum. Kontrasten til mørket udenfor gør, at lysenes virkning forekommer én så meget stærkere end normalt, hvilket også bidrager til følelsen af, at det rum som man netop har trådt ind i er skabt med meditation og bøn for øje. Stilheden bliver med mellemrum afbrudt af musik, som f.eks. en enlig sopranstemme der synger a cappella, hvilket mærkelig nok ikke bryder stilhedens magi, men forstærker denne.

I samtalen med Signe blev det understreget, at stilheden og det tomme rum fungerer som udgangspunktet, hvorudfra den spirituelle stemning skabes. Musikken skal bidrage til den følelse af åbenhed og frihed der manifesteres i rummet og som levner plads til den enkeltes søgen efter en kontakt med Gud. Dens funktion i denne forbindelse er dermed ikke at være midtpunkt, men en del af en skabende proces hvori den religiøse og spirituelle helhed opstår. Kriterierne for musikken er, som tidligere nævnt, udvalgt udfra deres rettesnor om, at alt er muligt, men ikke alt gavner. Den skal være i balance, dvs. at den skal kunne skabe en åndelig ro og ikke indtage rummet for at fremhæve dens eget eller musikernes individuelle udtryk.

I det første afsnit så vi, hvordan brugen af rytmisk musik i folkekirken bar præg af en indskrænket kassetankegang, hvor man arbejdede med snævre rammer for, hvad der var musikalsk muligt og for hvad rytmisk musik egentlig indebar. Simon Frith har beskæftiget sig med de kategorier som vi ofte bedømmer musikken udfra, som f.eks. om den tilhører en høj eller lav kultur, om den er god eller dårlig, eller om den henvender sig til kroppen eller ånden. Han pointerer, at disse kategorier ofte siger mere om samfundets kulturelle habitus end om musikken, samt at det vigtigste i forståelsen af musikken, efterfølgende må være den enkeltes følelsesmæssige oplevelse af denne, da følelser ikke kan være uægte. Hvis nogle finder værdi i noget musik, må det nødvendigvis rumme denne værdi, selvom den rent samfundsmæssigt ofte bliver betragtet som dårlig og lavkulturel.

Natkirken ønsker at musikken rummer en kvalitet, men til forskel fra de debattører som vi beskæftigede os med i opgavens første del, er den ikke i samme grad bundet af de smalle forståelsesrammer. Den benytter sig af forskellige genrer som f.eks. jazz, klassisk og rap og arbejder lige for tiden med et projekt om salme-slamming, inspireret af poetry-slam. Tidligere har de forsøgt at spille noget tolvtonemusik, hvilket viste sig ikke at være en succes, idet den fyldte for meget i rummet og skabte en uro i stedet for ro. Faren ved at arbejde med åbne og eksperimentelle rammer er, at man på et eller andet tidspunkt vil træde forkert, hvilket nødvendigvis også må være en forudsætning for enhver udvikling. De finder vej og udvikler kriterierne gennem den virkning som musikken og andagtsformen har på menigheden og i den religiøse kontekst.

En musikform som Natkirken hyppigt benytter er improvisationsmusik. Som beskrevet i opgavens første del, er der mange der ikke mener at denne musikform hører sig til i kirken, da den er solistisk og dermed omdanner kirkegangen til en koncert. Både Elisabeth og Signe påpeger, at de ikke ønsker en koncertsituation, men at dette ikke nødvendigvis er svært at komme udenom, idet menigheden er kommet med det religiøse for øje og ikke som koncertgængere. Som før nævnt skabes stemningen i en vekselvirkning med menigheden, rummets meditative atmosfære, musikken og stilheden, der dermed gensidigt påvirker hinanden. Dette påpeger Elisabeth på baggrund af hendes egne erfaringer som sanger i Natkirken og beskriver videre, hvordan man som sanger/musiker må sætter sig udover sig selv og optage den meditative stemning som en inspiration til improvisationen. Dette står i kontrast til Ulrik Spang Hansen billede af jazzmusikeren der krænger sin sjæl ud gennem en heftig og inderlig solo, og hvor musikeren indtager rollen som det skabende geni. Han ser ikke improvisationen som noget der skabes i en kontekst, men i stedet som den enkeltes musikers skabelse af egen kraft. I koncertsituationer er der fokus på musikeren og hans kunnen, når han står i rampelyset, men dette er også en social kontekst og må ligeledes påvirke den udøvende der står på scenen. Man kan sige at en musiker, gennem sin opøvede musikalske kunnen, har et stærkt værktøj til formidling af øjeblikke og stemninger, være det i en kirke eller i en koncertsituation.

I Natkirken mødte vi dermed et markant andet syn på improvisationen og musikerens rolle, end den man møder i Ulrik Spang Hansen forestilling om den gode rytmiske musiker og den frie improvisation. Selve improvisationen kan man bruge som et konkret billede på en meditativ væren i nuet, hvor musikeren indgår i en vekselvirkning med den spirituelle kontekst han befinder sig i og hans egen indre verden.

Som tidligere nævnt er frihed og åbenhed grundlæggende værdier i Natkirken og gennem disse gives der plads til individet og dennes søgen efter en forbindelse med Gud. Signe forklarer, hvordan Natkirken på denne måde søger tilbage til selve kernen i kristendommen, hvor fokuset hviler på stilheden, bønnen og det meditative, noget som ellers ikke har været betegnende for den protestantiske kirkes gudstjenester. Da Natkirken en succes, må dens værdier og alternative kirkegangsform være attraktiv for en pæn del af befolkningen. Interessen for den mere indadvendte søgen efter den spirituelle indre ro findes også i en stor del af New Age bevægelsen, hvor mange henter inspiration fra Østens mere meditative tilgang til troen og livet. Som Poul Heelas påpeger, er der få fuldstændig dedikerede New Age´ere, men mange som inspireres i de forskellige udbud og shopper lidt rundt. Denne udvikling af behovet for en mere individuel forbindelse med det religiøse eller spirituelle, hænger ifølge ham tæt sammen med de vestlige samfunds større fokus på selvet og selvrealisering.

I skabelsen af den meditative stemning i Natkirken, er det musikkens rolle at fungere som en åbning for den enkeltes spirituelle oplevelse. Lige fra den tidlige tids filosofi har mange tillagt musikken en form for magisk kræft og set den religiøse musik som et billede på sfærernes harmoni. Et eksempel er Marsilio Ficino (1433-1499), der anså musikken for at være det mest klare udtryk for lydene i de himmelske sfærer. Harmonierne i universet, energierne og kræfterne svingede harmonisk, og det var denne harmoni som musikken også byggedes på, hvorfor himlen afspejledes i musikken og musikken afspejledes i himlen. Ficino tilskrev ligeledes musikken lægende kræfter og anbefalende den som medicin til bestemte tilstande hos en syg person. I dag eksperimenteres der også med den healende kraft i musikken, selvom det formodentlig er de færreste, der forbinder det med en filosofi om universets kræfter.

Ph.d og lektor i musikterapi, Lars Ole Bonde fra Ålborg universitet, har forsket i musikkens indvirkning på menneskers psyke. Han beskriver, hvordan den kan ophæve den lyttendes tidsfornemmelse, samt at musik altid opfattes individuelt, hvilket også gælder for den enkeltes følelse af, at der gennem musikken bliver formidlet en mening. Han fremhæver hvordan den meditative musik, som f.eks. den gregorianske sang, er i åndelig balance og indbyder til ro, idet den rummer en "...dimension af storhed, selvom den ofte er enkel". Det er som tidligere påpeget, ikke musikken der er i fokus, men der er noget større på spil. Musikken giver kun en mulighed for at koble af, finde en indre ro og en fornemmelse for universets eller livets sammenhæng..

I vores samtaler blev Hildegaard af Bingen nævnt, idet hun så musikken som bindeleddet mellem det enkelte menneske og Helligånden, hvor klangen er i forbindelse med Guds ord. En mere nutidig persons beskrivelse af musikkens evner er trompetisten Palle Mikkelborg, der fortæller hvordan han gennem Olivier Messians orgelstykker får en nøgle til selve meningen eller Himlen. Senere i artiklen bruger han ordet "kosmisk", som beskrivelse af den rislende glæde der indfandt sig i ham, da han hørte Niels-Henning Ørsted Pedersen i duet med sin hustru på harpe. Vi ser, hvordan han bruger store ord som kosmisk og selve "meningen" til beskrivelse af, hvordan musik påvirker ham i dens yderste konsekvens. Nu til dags tillægges musikken ikke den samme overnaturlige kraft som tidligere tiders tænkere pålagde den, men dens meditative virkning på mennesket tages ikke for givet. Heller ikke i Natkirken, hvilket ses i den funktion som musikken indtager i rummet.

Musikken rummer to bevægelsesretninger, en der udadrettet stræber mod verden, som ønsker at skabe og omfavne denne, mens en anden søger mod den indre ro, bort fra omverdenen og hen mod balancen og harmonien. Ligesom disse retninger ikke er enten eller i musikken, men kan være til stede samtidig, er Natkirken i forhold til dagkirken heller ikke et spørgsmål om enten eller, men står som et alternativt tilbud til den individuelle søgende kirkegænger. Den frihed som Natkirken åbner for, baner vej for fornyelsen, samtidig med at den selv udspringer af behovet for fornyelse. Natkirken formår gennem sit essentielle udgangspunkt, som er stilheden og bønnen, at fastholde den kristne, religiøse tradition, samtidig med fornyelsen og den individuelle trospraksis i fællesskab dyrkes og udforskes i det liturgiske laboratorium.

Interessant er det og bliver det at se – trods den skarpe adskillelse mellem dagkirke og natkirke – i hvilken grad de to kan påvirke hinanden, og om Natkirken har en afsmitning på dagkirken. Den har jo bredt sig, og Natkirken som fænomen findes i flere store byer og har spredt sig til andre nordiske lande og kan med deres respektive præster tage form og musikalsk indhold, som er markant anderledes end det vi set og undersøgt i Vor Frue. Man kunne forestille sig, præster vægte total stilhed, eller ordet i musikken og dermed ikke have et ønske om klassisk (koncert)-musik, improvisation eller man kunne søge tilbage – fx. tilbage til en spiritualitet, som dén der er forbundet med brugen af gregoriansk sang. Musikkens flertydighed kan bekræfte den enkeltes tro og dermed kan meget forskellig musik få sin særegne spirituelle karakter på grundlag af den religiøse kontekst, som den indgår og benyttes i, sideløbende med at den gamle salme tradition holdes i hævd og samtidig fornyes, som det ses med udgivelsen af den nye salmebog fra 2003. Forholdet mellem tradition og fornyelse peger i sig selv både frem og tilbage, så enhver diskussion om fornyelse kan aldrig blive til et spørgsmål om enten eller.

Tak til Signe M. Berg og Elisabeth Ørsnæs.

Heelas, Paul. 1996. "Introduction." I: The New Age Movement. The Celebration of the Self and the Sacralization of Modernity. Blackwell Publishers. 1-11.

Heelas, Paul. 1996. "Significance." I: The New Age Movement. The Celebration of the Self and the Sacralization of Modernity. Blackwell Publishers. 106-132.

Sullivan, Lawrence E. 1997. "Enchanting Powers. An Introduction. I Enchanting Powers. Music in the World’s Religions, redigeret af Lawrence S. Sullivan. Harvard University Press: 1-11.

Frith, Simon. 1996. "The Value Problem in Cultural Studies. I: Performing Rites. On the Value of Popular Music. Oxford University Press: 3-20.

Artikler:

Wendler, Merete. 1987. Konference om rytmisk musik i kirken. Organist-bladet. Medlemsblad for Dansk Organist- og kantorsamfund og foreningen af præliminære organister, 1987/4: 131-133.

Spang-Hanssen, Ulrik. 1987. Rytmisk musik i gudstjenesten? Organist-bladet. Medlemsblad for Dansk Organist- og kantorsamfund og foreningen af præliminære organister, 1987/8: 319-327.

Egmose, Willy. 1987. "Rytmisk menighedssang til gudstjenestebrug." Organist-bladet. Medlemsblad for Dansk Organist- og kantorsamfund og foreningen af præliminære organister, 1987/10: 407-412.

Skafte-Petersen, Ingeborg. 1987. Kursus i rytmisk korsang og gudstjeneste. Organist-bladet. Medlemsblad for Dansk Organist- og kantorsamfund og foreningen af præliminære organister, 1987/10: 425.

Duus Hornemann, Johanne. 2005. "Fordybelsen er i musikken". Kristeligt Dagblad 6. juli 2005.

Steens, Jørgen 2006: "Musikeren og stilheden". Kristeligt Dagblad. 18. februar 2006.

Internetartikler:

Hans Ole Thers: "Fremtidens organist – med specifikt henblik på samlespillet". www.doks.dk/organistbladet/2005/01/

Peter A. Krogsøe: "Musik i kirken". www.doks.dk/organistbladet/2005/01/