Bibelteksten til
5. uge efter påsken
Jesus sagde:
»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.
Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen.
Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen.
Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«
Johannesevangeliet kap. 16, vers 23b-28 (Ny Testamente)»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.
Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen.
Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen.
Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«
BibelSlamming til 5. uge efter påske:
At få og give slip
(Johannesevangeliet kap. 16, vers 23b-28)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 14.5.09
At få og give slip
(Johannesevangeliet kap. 16, vers 23b-28)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 14.5.09
Når vi får det, vi beder om, skal vi huske også at slippe det igen.
Der findes tidspunkter i vores liv, hvor vi kun kan klare den, komme videre, leve, hvis vi klamrer os til noget eller nogen.
I Jakobskampen, som vi havde som veksellæsning og i Jesu ord til os i dag, er der tale om det modsatte: De tidspunkter, hvor vi skal give slip for at kunne beholde det gode og smukke.
I eventyret er vi ovre i Nattergalen, hvor kun ved at slippe Nattergalen fri, kan vi beholde det, vi har fået – her: Nattergalens sang.
Jesus er på vej væk og ved at komme væk, kan han blive for alle, blive i luften, vi alle indånder, blive så tæt som i vores vejrtrækning og kan blæse når og hvor som helst i vinden med sin Ånd, sine ord. I frihed og uden at vi behøver holde på ham for at have ham
Han var der – og vi må som troende slippe ham igen. Slippe for at kunne mærke og leve i den frihed og det fællesskab, han viser os. Barnet kan kun vokse og indgå relationer, få kontakt og fællesskab med andre, hvis det giver slip på moderens mave, kommer ud, bliver adskilt. Ellers bliver det til kvælning, til omklamring og endda død. Det, man så gerne ville holde fast i, kommer man til at ødelægge, fordi man ikke giver slip. Det holdte stivner til, bliver ynkværdigt og tit også en smule latterligt. At ville holde fast på det, man ikke kan holde fast på.
Nogle gange er det selv håbet, det går ud over. Når håbet er urealistisk og virker på den måde, at det låser éen fast. Gør een angst. Der er det håbet, man skal løse sig fra, skille sig af med. Så det, som holder, som er sandt, kan komme til at virke. I stedet for det urealistiske.
Når vi får det, vi beder om, skal vi huske også at give slip på det igen. Jeg ved ikke, om der ligger den pointe i det, Jesus siger – det er holdt sammen med Jakob og hans kamp med Gud og det, at velsignelsen først gælder, kommer til at virke, da Jakob giver slip på Gud. Det er en tanke, som man kan tænke videre over og også tænke mere konkret end jeg gør her.
Det findes som en dobbelthed og en dybde igennem bibelen og hos Jesus: at livet og vores liv med Gud og hinanden rummer begge dele på en og samme gang: at få og at give slip - for at kunne få det tabte forvandlet igen. En dag og på en måde, vi ikke kan gennemskue på forhånd.
En natkirkegænger skrev det en gang enormt rammende, synes jeg, i en bøn, som lød:
Kære Gud. Lær mig at elske, at arbejde og at kunne sige farvel.
De fleste af os har svært ved - når vi først har fået det, vi ønsker os, at have tillid til også kunne sige farvel til det igen, lade det være i fred. Måske det kan hjælpe os til det, når vi hører, at vi skal det, hvis vi vil have fylden, have frugten og velsignelsen af det, vi får, vil kunne høre nattergalen synge.
Når vi får det, vi beder om, skal vi slippe det igen.
Der findes tidspunkter i vores liv, hvor vi kun kan klare den, komme videre, leve, hvis vi klamrer os til noget eller nogen.
I Jakobskampen, som vi havde som veksellæsning og i Jesu ord til os i dag, er der tale om det modsatte: De tidspunkter, hvor vi skal give slip for at kunne beholde det gode og smukke.
I eventyret er vi ovre i Nattergalen, hvor kun ved at slippe Nattergalen fri, kan vi beholde det, vi har fået – her: Nattergalens sang.
Jesus er på vej væk og ved at komme væk, kan han blive for alle, blive i luften, vi alle indånder, blive så tæt som i vores vejrtrækning og kan blæse når og hvor som helst i vinden med sin Ånd, sine ord. I frihed og uden at vi behøver holde på ham for at have ham
Han var der – og vi må som troende slippe ham igen. Slippe for at kunne mærke og leve i den frihed og det fællesskab, han viser os. Barnet kan kun vokse og indgå relationer, få kontakt og fællesskab med andre, hvis det giver slip på moderens mave, kommer ud, bliver adskilt. Ellers bliver det til kvælning, til omklamring og endda død. Det, man så gerne ville holde fast i, kommer man til at ødelægge, fordi man ikke giver slip. Det holdte stivner til, bliver ynkværdigt og tit også en smule latterligt. At ville holde fast på det, man ikke kan holde fast på.
Nogle gange er det selv håbet, det går ud over. Når håbet er urealistisk og virker på den måde, at det låser éen fast. Gør een angst. Der er det håbet, man skal løse sig fra, skille sig af med. Så det, som holder, som er sandt, kan komme til at virke. I stedet for det urealistiske.
Når vi får det, vi beder om, skal vi huske også at give slip på det igen. Jeg ved ikke, om der ligger den pointe i det, Jesus siger – det er holdt sammen med Jakob og hans kamp med Gud og det, at velsignelsen først gælder, kommer til at virke, da Jakob giver slip på Gud. Det er en tanke, som man kan tænke videre over og også tænke mere konkret end jeg gør her.
Det findes som en dobbelthed og en dybde igennem bibelen og hos Jesus: at livet og vores liv med Gud og hinanden rummer begge dele på en og samme gang: at få og at give slip - for at kunne få det tabte forvandlet igen. En dag og på en måde, vi ikke kan gennemskue på forhånd.
En natkirkegænger skrev det en gang enormt rammende, synes jeg, i en bøn, som lød:
Kære Gud. Lær mig at elske, at arbejde og at kunne sige farvel.
De fleste af os har svært ved - når vi først har fået det, vi ønsker os, at have tillid til også kunne sige farvel til det igen, lade det være i fred. Måske det kan hjælpe os til det, når vi hører, at vi skal det, hvis vi vil have fylden, have frugten og velsignelsen af det, vi får, vil kunne høre nattergalen synge.
Når vi får det, vi beder om, skal vi slippe det igen.
BibelSlamming til Store Bededag:
Bed og arbejd
(Matthæusevangeliet kap. 3, vers 1-10)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 7.5.09
Bed og arbejd
(Matthæusevangeliet kap. 3, vers 1-10)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 7.5.09
Kristen
spiritualitet kan samles under sætningen: Bed og arbejd. Det var
munkenes og nonnernes liv. Og i virkeligheden kan det siges om ethvert
kristent menneskes liv.
Bed og arbejd.
At arbejde handler om vores gøren – det står for al vores aktivitet og handlen, vores ikke-given-op, vores anstrengelser og given og opfindsomhed og påhitsomhed og gå-på-mod.
At bede handler om den anden side: ikke gøren, men laden, afspændingen, hvilen, roen og freden, vores given-op, vores stoppen op.
Den side, hvor vi ikke kun er dem, der bærer, men også selv er dem, der bliver båret.
Hvis I lagde jer ned på gulvet, vil I kunne mærke det: vi bliver båret af jordkloden, den holder os ind til sig. Og for den troende er der den ekstra dimension med også, at det er det, Gud gør med os: Holder os ind til sig.
Der er lidt for beskidt på gulvet til at jeg kan anbefale, at I gør det, men som I sidder på stolene kan I måske alligevel fornemme det: vi bliver båret.
Det er bede er at gå over i et andet gear, et højere gear end det gear, vi normalt kører i.
Der er et arbejdsgear og der er et bede-gear, menneskets gear og Guds gear.
Store Bededag husker os på Gudsgearet, som kan siges at være frigear. Dager er derfor guf for ethvert afstressningsprogram. Store Bededag husker os på, at vi skal have de små bededage, for livet består ikke kun i at arbejde og yde, men også i at kunne holde hvil og nyde.
Det er ikke kun, når der ikke er mere at gøre, når vi giver op, at vi må bede –som det sidste, den sidste udvej, fordi alt andet er brugt op - der hvor man siger: Nu er der kun at bede!
Fri-gearet, at bede gælder også hen ad vejen, som en konstant vekslen mellem gøre og være, arbejde og bede – Gud er der også mens vi knokler på. Gud er der ikke kun som sidste udvej, som nødløsningen, trøstens Gud.
Gud giver os mere end det.
Midt i alle de daglige gøremål: stå op, lave morgenmad, følge vores børn i skole, gå på arbejde, handle ind, gå til fritidsaktiviteter, se fjernsyn - hvad vores dag nu går med – midt i al den daglige travlhed og adspredelserne og strabadserne kan det være, vi længes efter at høre en stemme, der siger til os, at der er mere i det end bare denne dagligdag, at der er en, der som Johannes siger:
"Omvend jer, for Himmeret er kommet nær!"
En længsel, en higen efter mening, efter fællesskab og en større historie, vi kan træde ind i – en forvisning om, at vi bliver båret og holdt af. Det er ikke bare troen som trøst for sagtmodige og ensomme, som trøst mod døden og dens uigenkaldelighed, men en stemme, der kalder til engagement og kraft til at leve i den verden, vi lever i. En stemme, der kalder til at være en del af denne verden og IKKE adskilt fra den.
Nogle hører og følger Johannes Døberen, når han råbte: Omvend jer. Og Johannes har helt sikkert sin berettigelse. Der er brug for nogle til at råbe, at nu går vi for vidt, nu bliver vi nødt til at ændre holdning og vej.
Som i dag, hvor der råbes vagt i gevær mht vores forbrug af verdens ressourcer og klima og bæredygtighed er på tapetet.
Alligevel mangler der noget hos Johannes. Han skal vendes på hovedet – selv omvendes - starte omvendt.
Følger man Johannes kommer man nemlig hurtigt til kort og kommer igen til at savne noget. Johannes er underlig kold. Man savner varmen, barmhjertigheden, kærligheden og her ikke mindst tilgivelsen. Syndernes forladelse.
For hvem af os kan leve op til alt, hvad der kræves, for at være helt igennem god og rigtig? Hvem kan kaste den første sten?
Måske kan vi være rigtige og perfekte for en dag, men være det for HELE livet - uden fald og fejl overhovedet?
Måske kan man det, hvis man adskiller sig fra denne verden, men hvad hvis man kaster sig ud i verden og bliver en del af den?
Aldrig fejle, aldrig gøre noget forkert, ramme forbi målet, aldrig blive ramt af grådighed, misundelse og hvad dødssynderne nu hedder?
Johannes tilbyder os ikke syndernes forladelse – det gør derimod han, som kommer efter Johannes. Johannes' funktion er at være den, der råber vagt i gevær og gør det fuldt ud berettiget.
Himmeriget er nær, lyder både Johannes og Jesu stemm.
Hvis de har ret, er Store bededag til at minde os om denne sandhed. At vi ikke bare bæres af jorden som vores faste grund, men også at vi går rundt og favner stykker af himlen, at vi gennem vores dagligdag får små stykker af himmeriget mellem vore hænder.
Bed og arbejd.
At arbejde handler om vores gøren – det står for al vores aktivitet og handlen, vores ikke-given-op, vores anstrengelser og given og opfindsomhed og påhitsomhed og gå-på-mod.
At bede handler om den anden side: ikke gøren, men laden, afspændingen, hvilen, roen og freden, vores given-op, vores stoppen op.
Den side, hvor vi ikke kun er dem, der bærer, men også selv er dem, der bliver båret.
Hvis I lagde jer ned på gulvet, vil I kunne mærke det: vi bliver båret af jordkloden, den holder os ind til sig. Og for den troende er der den ekstra dimension med også, at det er det, Gud gør med os: Holder os ind til sig.
Der er lidt for beskidt på gulvet til at jeg kan anbefale, at I gør det, men som I sidder på stolene kan I måske alligevel fornemme det: vi bliver båret.
Det er bede er at gå over i et andet gear, et højere gear end det gear, vi normalt kører i.
Der er et arbejdsgear og der er et bede-gear, menneskets gear og Guds gear.
Store Bededag husker os på Gudsgearet, som kan siges at være frigear. Dager er derfor guf for ethvert afstressningsprogram. Store Bededag husker os på, at vi skal have de små bededage, for livet består ikke kun i at arbejde og yde, men også i at kunne holde hvil og nyde.
Det er ikke kun, når der ikke er mere at gøre, når vi giver op, at vi må bede –som det sidste, den sidste udvej, fordi alt andet er brugt op - der hvor man siger: Nu er der kun at bede!
Fri-gearet, at bede gælder også hen ad vejen, som en konstant vekslen mellem gøre og være, arbejde og bede – Gud er der også mens vi knokler på. Gud er der ikke kun som sidste udvej, som nødløsningen, trøstens Gud.
Gud giver os mere end det.
Midt i alle de daglige gøremål: stå op, lave morgenmad, følge vores børn i skole, gå på arbejde, handle ind, gå til fritidsaktiviteter, se fjernsyn - hvad vores dag nu går med – midt i al den daglige travlhed og adspredelserne og strabadserne kan det være, vi længes efter at høre en stemme, der siger til os, at der er mere i det end bare denne dagligdag, at der er en, der som Johannes siger:
"Omvend jer, for Himmeret er kommet nær!"
En længsel, en higen efter mening, efter fællesskab og en større historie, vi kan træde ind i – en forvisning om, at vi bliver båret og holdt af. Det er ikke bare troen som trøst for sagtmodige og ensomme, som trøst mod døden og dens uigenkaldelighed, men en stemme, der kalder til engagement og kraft til at leve i den verden, vi lever i. En stemme, der kalder til at være en del af denne verden og IKKE adskilt fra den.
Nogle hører og følger Johannes Døberen, når han råbte: Omvend jer. Og Johannes har helt sikkert sin berettigelse. Der er brug for nogle til at råbe, at nu går vi for vidt, nu bliver vi nødt til at ændre holdning og vej.
Som i dag, hvor der råbes vagt i gevær mht vores forbrug af verdens ressourcer og klima og bæredygtighed er på tapetet.
Alligevel mangler der noget hos Johannes. Han skal vendes på hovedet – selv omvendes - starte omvendt.
Følger man Johannes kommer man nemlig hurtigt til kort og kommer igen til at savne noget. Johannes er underlig kold. Man savner varmen, barmhjertigheden, kærligheden og her ikke mindst tilgivelsen. Syndernes forladelse.
For hvem af os kan leve op til alt, hvad der kræves, for at være helt igennem god og rigtig? Hvem kan kaste den første sten?
Måske kan vi være rigtige og perfekte for en dag, men være det for HELE livet - uden fald og fejl overhovedet?
Måske kan man det, hvis man adskiller sig fra denne verden, men hvad hvis man kaster sig ud i verden og bliver en del af den?
Aldrig fejle, aldrig gøre noget forkert, ramme forbi målet, aldrig blive ramt af grådighed, misundelse og hvad dødssynderne nu hedder?
Johannes tilbyder os ikke syndernes forladelse – det gør derimod han, som kommer efter Johannes. Johannes' funktion er at være den, der råber vagt i gevær og gør det fuldt ud berettiget.
Himmeriget er nær, lyder både Johannes og Jesu stemm.
Hvis de har ret, er Store bededag til at minde os om denne sandhed. At vi ikke bare bæres af jorden som vores faste grund, men også at vi går rundt og favner stykker af himlen, at vi gennem vores dagligdag får små stykker af himmeriget mellem vore hænder.
BibelSlamming til 2. uge efter påske:
Hyrde og hønemor
(Johannesevangeliet kap. 20, vers 19-31)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 23.4.09
Hyrde og hønemor
(Johannesevangeliet kap. 20, vers 19-31)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 23.4.09
Jesus omtaler sig selv lidt forskelligt.
Et sted kalder han sig selv for hønemor – den omsorgsfulde hønemor, der samler sine kyllinger under vingerne.
I dag bruger han et billede, der er hentet fra det maskuline, nemlig hyrden.
Fra den tid, Jesus levede i, brugte man hyrdebilledet på konger og på den højeste selv, nemlig Gud. Et populært poetisk vers i bibelen starter med:”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, Nu siger Jesus, at det er ham, der tales om. Han sætter sig i Guds sted.
Og så sammenligner han os mennesker med får. Får, som er løsgående flokdyr og som hele tiden farer vild – ikke kan finde ud af at passe på sig selv, men har brug for en til at lede og vejlede dem – føre dem på rette vej og sætte dem på plads igen og igen.
Der er en australsk historie om to hyrder: den ene satte hegn om sine får. Den anden slog sig ned ved en kilde og hans får gik aldrig længere væk end deres tørst tillod dem.
Det er to helt forskellige måder at være hyrde på.
Jesus gør såvidt jeg kan se brug af begge. Han udvælger sig nogle til at være hans særlige og taler om at høre til hans fold. Samtidig siger han at hans får kender ham uanset om de har noget hegn om sig, de kender ham som kilden, der slukker deres tørst og han taler om får, der hører til andre steder end indenfor hegnet.
Vi får et lederbillede, der er et andet end det, der ellers tit gælder her i verden. Jesus er hyrde, ikke hersker.
En hyrde er en, der passer på dyrene, når de går rundt og spiser på marken, lever deres daglige liv. Og hvor det er vigtigt, at der bliver passet godt på dem, for der er konstant rovdyr som heller end gerne vil spise fårene som aftensmad.
På Jesu tid var det almindeligt at tænke en magt, der var over en selv, som var stærkere og mægtigere, som man var afhængig af og som vidste bedre end én selv. Det er ikke lige så almindeligt i dag, hvor det er mennesket selv, der mest opfattes som den, der er øverst oppe på lagkagen, øverst på magten og ansvarets hierarkiske trekant. Vi står der i al vores glans og glaner som dem, der har meget af den magt, ansvar og skyld, som Gud før i tiden fik skudt i skoene.
Men Jesus ser på os på en anden måde. Som får og andet sted som børn, Guds børn, der har brug for at blive passet på af deres Far i himlen. Også når vi er voksne mennesker, der ellers kan rigtig meget selv.
Der er en, der passer på os, og vi har brug for, at der er det, lyder påstanden.
Vi hører nærmere, vi hører, at denne, der passer på os er en mere end almindelig god hyrde.
Selv en god hyrde kan i sidste ende ikke mere end daglejeren, der må hjem og sove.
Om vi så var nok så gode hyrder overfor hinanden, bliver vi trætte, har brug for at hvile og lave og tænke på noget andet - vi kan ikke være der hele tiden for hinanden og der er grænser for, hvad vi orker at finde os i. Og dybest set kan vi heller ikke vide, hvad der er rigtigt og forkert, før vi kan se frugterne af det, vi har valgt og gjort. Selvom vi vil det bedste for den anden og andre, så aner vi i virkeligheden ikke, hvad det gode liv er for andre, ja i virkeligheden ved vi ikke engang hvad det bedste er for os selv. Det er altså så som så med at være en god hyrde – vi kan være det og vi kan være det til en vis grænse.
”Jeg er den gode hyrde” siger Jesus.
Der er altså noget i vores liv, vi kan parkere hos ham.
”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.”
Jesus kom til at gøre alvor af sine egne ord. Han viste med sit liv – og sin død, at han mente, hvad han sagde.
Et sted kalder han sig selv for hønemor – den omsorgsfulde hønemor, der samler sine kyllinger under vingerne.
I dag bruger han et billede, der er hentet fra det maskuline, nemlig hyrden.
Fra den tid, Jesus levede i, brugte man hyrdebilledet på konger og på den højeste selv, nemlig Gud. Et populært poetisk vers i bibelen starter med:”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, Nu siger Jesus, at det er ham, der tales om. Han sætter sig i Guds sted.
Og så sammenligner han os mennesker med får. Får, som er løsgående flokdyr og som hele tiden farer vild – ikke kan finde ud af at passe på sig selv, men har brug for en til at lede og vejlede dem – føre dem på rette vej og sætte dem på plads igen og igen.
Der er en australsk historie om to hyrder: den ene satte hegn om sine får. Den anden slog sig ned ved en kilde og hans får gik aldrig længere væk end deres tørst tillod dem.
Det er to helt forskellige måder at være hyrde på.
Jesus gør såvidt jeg kan se brug af begge. Han udvælger sig nogle til at være hans særlige og taler om at høre til hans fold. Samtidig siger han at hans får kender ham uanset om de har noget hegn om sig, de kender ham som kilden, der slukker deres tørst og han taler om får, der hører til andre steder end indenfor hegnet.
Vi får et lederbillede, der er et andet end det, der ellers tit gælder her i verden. Jesus er hyrde, ikke hersker.
En hyrde er en, der passer på dyrene, når de går rundt og spiser på marken, lever deres daglige liv. Og hvor det er vigtigt, at der bliver passet godt på dem, for der er konstant rovdyr som heller end gerne vil spise fårene som aftensmad.
På Jesu tid var det almindeligt at tænke en magt, der var over en selv, som var stærkere og mægtigere, som man var afhængig af og som vidste bedre end én selv. Det er ikke lige så almindeligt i dag, hvor det er mennesket selv, der mest opfattes som den, der er øverst oppe på lagkagen, øverst på magten og ansvarets hierarkiske trekant. Vi står der i al vores glans og glaner som dem, der har meget af den magt, ansvar og skyld, som Gud før i tiden fik skudt i skoene.
Men Jesus ser på os på en anden måde. Som får og andet sted som børn, Guds børn, der har brug for at blive passet på af deres Far i himlen. Også når vi er voksne mennesker, der ellers kan rigtig meget selv.
Der er en, der passer på os, og vi har brug for, at der er det, lyder påstanden.
Vi hører nærmere, vi hører, at denne, der passer på os er en mere end almindelig god hyrde.
Selv en god hyrde kan i sidste ende ikke mere end daglejeren, der må hjem og sove.
Om vi så var nok så gode hyrder overfor hinanden, bliver vi trætte, har brug for at hvile og lave og tænke på noget andet - vi kan ikke være der hele tiden for hinanden og der er grænser for, hvad vi orker at finde os i. Og dybest set kan vi heller ikke vide, hvad der er rigtigt og forkert, før vi kan se frugterne af det, vi har valgt og gjort. Selvom vi vil det bedste for den anden og andre, så aner vi i virkeligheden ikke, hvad det gode liv er for andre, ja i virkeligheden ved vi ikke engang hvad det bedste er for os selv. Det er altså så som så med at være en god hyrde – vi kan være det og vi kan være det til en vis grænse.
”Jeg er den gode hyrde” siger Jesus.
Der er altså noget i vores liv, vi kan parkere hos ham.
”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.”
Jesus kom til at gøre alvor af sine egne ord. Han viste med sit liv – og sin død, at han mente, hvad han sagde.
BibelSlamming til Palmesøndag:
Palme og Pelikan
(Matthæusevangeliet kap. 21, vers 1-9)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 2.4.09
Vi
markerer påskens begyndelse i aften ved at tage forskud på
Palmesøndag, som det er på søndag.
I de tre første evangelier står der egentlig bare, at folket lagde grene på jorden, men i Johannesevangeliet, som er det yngste, er grenene blevet til palmegrene. Det er den tradition, som gør, at vi kalder dagen Palmesøndag. Det er den dag, hvor Jesus rider ind i byen Jerusalem og hvor det nu er helt klart, at han rider ind for at skulle dø. Han kan ikke vinde den kamp mod magthaverne, han har sat gang i – udfaldet er givet på forhånd, og Jesus ved det. Alligevel rider han frivilligt ind i byen og modtages i første omgang af folket som en helt, en ‘messias’, dvs. den religiøse frelser, de havde sukket efter.
Jesus rider på et æsel.
Fra gammel tid har krigskonger, som har besejret fjenden i kamp, redet ind i byen på hest. Hvorimod en konge, som det er lykkes at slutte fred, han red på et æsel. Det er altså som fredens konge, Jesus rider ind – i krads modsætning til den skæbne og modtagelse fra lederne, der venter ham.
Matthæus’ version af fortællingen er lidt komisk, fordi det er blevet til at Jesus både skal ride på et æsel og et æsels føl – det er Matthæus, der har fået den gamle profeti, Jesus opfylder, galt i halsen. Jesus red nok kun på et af dyrene, ellers har han da været ualmindelig bredrumpet for at det kunne lade sig gøre.
“Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel.” Det er sådan, Jesus viser sig frem for os. Hvad er det, han viser her?
Måske er det nederlaget, der springer mest i øjnene. Fra at skulle være den, der triumferer, kommer ind for at sætte sig på tronen, få magten, lider han et frygteligt politisk nederlag. Gud siger på den måde noget til os om, hvad der er afgørende I livet. Er det kun at lykkes og triumfere - eller kunne der også ligge en eller anden form for mening i at lide nederlag?
Hele påsken er en stor demonstration fra Guds side af, hvad kærlighed er, hvad kærlighedens inderste væsen er, og kærligheden ligner her mere nederlag end sejr.
Er det ikke døden, der altid vil sejre i sidste ende, når vi elsker et andet menneske? Før eller siden bliver vi revet og skilt fra hinanden. Det nederlag går Gud også igennem, må opleve selv. Kærlighed som nederlag, som det at måtte skuffe forventningerne. Kærlighed hører til en af de 15 dyder, man fra gamle dage har listet op. Kærlighed hører til en af de tre vigtigste dyder: tro, håb og kærlighed.
Man kan vise og udtrykke, hvad kærligheden er på mange måder - I kan tænke over, hvordan I selv ville tegne kærligheden, hvad kærlighed er for jer.
Nogle steder har man malet kærligheden som en tigger, der får kappe på eller som et barn, der ammes. Kærligheden er andre steder vist som en kurv, der bugner af frugt eller en pung med penge til de fattige. I dagens bibeltekst er der dyr på tapetet og dyden ‘kærlighed’ har ofte også dyr knyttet til sig, især optræder pelikanen eller lammet tit.
Et stærkt, stærkt symbol for kærligheden er et billede, der findes, hvor man ser en kvindefigur. I den ene hånd holder hun en voksen pelikan og i den anden hånd en rede med en unge i. Forbindelsen mellem det, der er i de to hænder er, at den voksne pelikan står og plukker af sit eget kød for at fodre sin sultne unge med det. Figuren fortæller ikke først og fremmest om menneskers kærlighed, selvom vi måske nok ville kunne tænke på et menneske, der er os mere dyrebar end vores eget liv og som vi ville give vores eget liv for, hvis det skulle kunne redde den anden. Men døden kan vi ikke overvinde, den sætter punktummet for os. Kun Guds kærlighed kan det og figuren med pelikanen, der tager af sit eget kød symboliserer Jesus, der plukker sig uden at kny, er den, der kommer til os sagtmodig. Vi er den sultne fugleunge, der bliver fodret af Gud selv, får af Guds eget kød, fra kærlighedens inderste væsen. Vi får, fordi det er det, Gud vil: give os af kærligheden, der ikke lader sig stoppe af døden, kærligheden, der gør at vi kan vokse og blive til flyvefærdige mennesker.
For er det ikke kun kærlighedens kød, der kan mætte og nære os?
Er det ikke kun det og KUN det, kærlighedens kød, der kan gøre os flyvefærdige?
Inspiration: artikel af teolog Bettina Niemann Krarup og Preben Kok i kirkebladet april-juni 2009 fra Engum kirke
I de tre første evangelier står der egentlig bare, at folket lagde grene på jorden, men i Johannesevangeliet, som er det yngste, er grenene blevet til palmegrene. Det er den tradition, som gør, at vi kalder dagen Palmesøndag. Det er den dag, hvor Jesus rider ind i byen Jerusalem og hvor det nu er helt klart, at han rider ind for at skulle dø. Han kan ikke vinde den kamp mod magthaverne, han har sat gang i – udfaldet er givet på forhånd, og Jesus ved det. Alligevel rider han frivilligt ind i byen og modtages i første omgang af folket som en helt, en ‘messias’, dvs. den religiøse frelser, de havde sukket efter.
Jesus rider på et æsel.
Fra gammel tid har krigskonger, som har besejret fjenden i kamp, redet ind i byen på hest. Hvorimod en konge, som det er lykkes at slutte fred, han red på et æsel. Det er altså som fredens konge, Jesus rider ind – i krads modsætning til den skæbne og modtagelse fra lederne, der venter ham.
Matthæus’ version af fortællingen er lidt komisk, fordi det er blevet til at Jesus både skal ride på et æsel og et æsels føl – det er Matthæus, der har fået den gamle profeti, Jesus opfylder, galt i halsen. Jesus red nok kun på et af dyrene, ellers har han da været ualmindelig bredrumpet for at det kunne lade sig gøre.
“Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel.” Det er sådan, Jesus viser sig frem for os. Hvad er det, han viser her?
Måske er det nederlaget, der springer mest i øjnene. Fra at skulle være den, der triumferer, kommer ind for at sætte sig på tronen, få magten, lider han et frygteligt politisk nederlag. Gud siger på den måde noget til os om, hvad der er afgørende I livet. Er det kun at lykkes og triumfere - eller kunne der også ligge en eller anden form for mening i at lide nederlag?
Hele påsken er en stor demonstration fra Guds side af, hvad kærlighed er, hvad kærlighedens inderste væsen er, og kærligheden ligner her mere nederlag end sejr.
Er det ikke døden, der altid vil sejre i sidste ende, når vi elsker et andet menneske? Før eller siden bliver vi revet og skilt fra hinanden. Det nederlag går Gud også igennem, må opleve selv. Kærlighed som nederlag, som det at måtte skuffe forventningerne. Kærlighed hører til en af de 15 dyder, man fra gamle dage har listet op. Kærlighed hører til en af de tre vigtigste dyder: tro, håb og kærlighed.
Man kan vise og udtrykke, hvad kærligheden er på mange måder - I kan tænke over, hvordan I selv ville tegne kærligheden, hvad kærlighed er for jer.
Nogle steder har man malet kærligheden som en tigger, der får kappe på eller som et barn, der ammes. Kærligheden er andre steder vist som en kurv, der bugner af frugt eller en pung med penge til de fattige. I dagens bibeltekst er der dyr på tapetet og dyden ‘kærlighed’ har ofte også dyr knyttet til sig, især optræder pelikanen eller lammet tit.
Et stærkt, stærkt symbol for kærligheden er et billede, der findes, hvor man ser en kvindefigur. I den ene hånd holder hun en voksen pelikan og i den anden hånd en rede med en unge i. Forbindelsen mellem det, der er i de to hænder er, at den voksne pelikan står og plukker af sit eget kød for at fodre sin sultne unge med det. Figuren fortæller ikke først og fremmest om menneskers kærlighed, selvom vi måske nok ville kunne tænke på et menneske, der er os mere dyrebar end vores eget liv og som vi ville give vores eget liv for, hvis det skulle kunne redde den anden. Men døden kan vi ikke overvinde, den sætter punktummet for os. Kun Guds kærlighed kan det og figuren med pelikanen, der tager af sit eget kød symboliserer Jesus, der plukker sig uden at kny, er den, der kommer til os sagtmodig. Vi er den sultne fugleunge, der bliver fodret af Gud selv, får af Guds eget kød, fra kærlighedens inderste væsen. Vi får, fordi det er det, Gud vil: give os af kærligheden, der ikke lader sig stoppe af døden, kærligheden, der gør at vi kan vokse og blive til flyvefærdige mennesker.
For er det ikke kun kærlighedens kød, der kan mætte og nære os?
Er det ikke kun det og KUN det, kærlighedens kød, der kan gøre os flyvefærdige?
Inspiration: artikel af teolog Bettina Niemann Krarup og Preben Kok i kirkebladet april-juni 2009 fra Engum kirke
BibelSlamming til Maria Bebudelse:
Le eller ske hvis vilje?
(Lukasevangeliet kap. 1, vers 26-38)
v/ teolog i Natkirken Christian Monrad - Natkirken torsdag d. 26.3.09
Le eller ske hvis vilje?
(Lukasevangeliet kap. 1, vers 26-38)
v/ teolog i Natkirken Christian Monrad - Natkirken torsdag d. 26.3.09
Maria bebudelse ligger sidst i kirkeårets fastetid og fejres som den dag, hvor Jomfru Maria blev fortalt af ærkeenglen Gabriel, at hun, Maria, var udvalgt til at føde Guds søn Jesus. I dag er der ca. 9 måneder til juleaften og det er 1975 år siden, englen kom til hende med nyheden.
Maria bebudelse er den nytestamentlige fortælling om jomfruen, der får bud om at hun skal føde Gud en søn, og efterfølgende i sin moderlige kærlighed må se sin førstefødte og sit hjertebarn lide til døden på korset, hvor han ofres for menneskenes frelse.
Maria bebudelse er en nytestamentlig fortælling om et menneske i Guds verden, som tager sin plads i skaberværket. Det er en fortælling om et menneske, som i den allerstørste tillid til Gud ligger sit liv i Hans hænder, for at være Hans redskab i Hans skaberværk. Maria lader Ham, Gud og størst af alle, skrive historien for både hende og verden.
Da ærkeenglen, Gabriel, bebuder Maria undfangelsen, svarer Maria tappert: ”ske din
vilje”, og hun gør sig straks klar til at være forbederske for Guds store frelsesplan for menneskene og verden. Selvom Maria ikke kender til Guds plan for menneskenes frelse, er hun ikke et øjeblik i tvivl om at det nu også kan være rigtigt, at hun er udvalgt til noget ganske særligt.
Maria undrer sig, men opponerer ikke, hun kæmper ikke imod. Selvom hun ikke kender meningen med det hele, er hun ikke i tvivl om rigtigheden og selvfølgeligheden. I stedet for at tvivle, lader Maria sin glæde flyde over. Hun bryder ud i sang, og priser Gud med de smukkeste ord og vers i taknemmelighed over at Gud har ladet hende medtænke i sit store skaberværk.
I en anden historie i bibelen fortælles om en gammel kone, Sara, der får bud af Herren om at hun til trods for sin meget høje alder skal føde en søn,. Det er som med Maria en beretning om et menneske i Guds vold. Den beretter nemlig om Gud og menneskene, og Guds plan med dem hver især.
Men det er ikke med Sara, som det er med Maria. Sara reagerer på helt anden vis end Maria, da hun hører om Guds planer med hende, - ja nogle vil sige på den mest menneskelige måde. -Sara forarges nemlig, hun forarges og ler ad Guds planer.
–’Kan det virkelig være rigtigt at jeg skal føde en søn i så høj en alder, nej umuligt’, tænkte Sara. Hun skrald-ler.
Fælles for de to bibelske fortællinger står de to kvinders forhold til det, Gud har tænkt med dem hver især, og deres forhold til det som skal blive deres plads i livet, deres forhold til deres eget livs historie, til deres eget livs fortælling.
Den ene, Maria, har lagt sig helt i Guds vold og i fuldkommen tillid til at Gud har en større mening med det hele, imens den anden, Sara, bliver så forbløffet over Guds planer med hende, at hun griner forarget ad det hele.
Hør engang på Saras latter. Hør hvor forarget hun ler ad Gud.
Men Gud lader hende kun le forarget ad sig, for at hun i næste øjeblik kan lade sin latter forstumme, da Gud viser, at for Ham er alt muligt. På samme tid året efter har den aldrende Sara født en velskabt søn, der får navnet Isak, som på hebraisk betyder noget i retning af ’Gud ler’ eller ’Gud ler venligt’.
–Ja, Gud ler venligt ad os mennesker, og af vores uvidenhed.
Men hør så vores egen latter, hør hvor højt og forarget vi ler, når de bibelske
beretninger om Sara og Maria vil fortælle os, at Gud har en plan for os hver især, at vi hver især har en plads i Guds verden.
Hør hvor højt og forarget vi ler, når beretningerne om Sara og Maria fortæller os, at vi ikke er direktører i vores eget livs fortælling, at Gud skriver historien for hver enkelt af os mennesker.
Synes denne tolkning af menneskelivet plausibel og rimelig for det moderne menneske i dag? – Nej, den står direkte i modstrid til det mennesker i den vestlige verden i dag forstår og vil acceptere som sandheden. - Du kan blive hvad du vil være, du kan nå derhen, hvor du vil, og du kan få hvad du vil ha’, hvis bare du arbejder målrettet og hårdt. Du kan, hvad du vil! - Det synes at være det moderne menneskes første trosartikel, når mennesket i dag tror at det kan forme sit eget liv og skrive sin egen historie.
Men når det kommer til stykket, siger fortællingen, troen og erfaringen os, er det slet ikke os selv, der skriver historien, så meget magt har vi slet ikke, så store er vi slet ikke - det er ikke på DEN måde, vi er store.
Mennesket skriver ikke historien - det gør Gud.
Mennesket skriver ikke alene sin egen historie - det gør Gud.
Gud og Guds plan for menneskene er så meget større end mennesket og menneskets forstand. Mennesket vil aldrig forstå meningen med Guds skaberværk, fordi det ligger langt ud over den menneskelige forståelse og det menneskelige begrebsapparat.
Det eneste mennesket kan gøre er at lade sig forarge som Sara, og som Maria, at acceptere dette som det grundlæggende livsvilkår, og i troen på Gud som kærlighed, at hengive sig til den historie, som Gud tilskriver os mennesker tilsammen og hver især.
Ske din vilje, Gud.
BibelSlamming til 1. uge i fasten:
Fristet
(Matthæusevangeliet kap. 4, vers 1-11)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 26.2.09
”Hele
mit liv har jeg troet på, at der eksisterer to mægtige
magter: det godes magt og det ondes magt; eller, om du vil, Guds magt
og Djævelens magt. Guds magt er naturligvis Nummer Et af
stærke magter, men Nummer To stærkeste magt,
Djævelens, får ind imellem overtaget.”
De her ord er sagt af en mand, der var total kompromisløs mht hvad han troede på og hvis religiøsitet var bestemt af de to magter. De færreste af os danskere vil kunne nikke genkendende til ordene og deres mening. De synes som om de hører en anden mindre sart og sækulariseret kultur og tid til. Manden var da også amerikaner.
Ordene er tæt på bibelens sprog. Dengang man tog det som en ubestridelig realitet, at der fandtes ren ondskab. Ondskaben kaldte man Djævelen, Satan, den onde eller fristeren, som i fortællingen i dag. Vi hører, at Djævelen taler til Jesus. Fristeren er en stemme. Djævelen får også Jesus til at gå et bestemt sted hen, han tager Jesus med sig. Så måske er Djævelen også mere end en stemme, er en, der kan få kød og krop på sig, så man kan se ham foran sig som en slags væsen. Vi kender djævelen tegnet som en rød lille sprællende ting med spidse ører og tre-fork.
Uanset om Jesus bliver fristet af en stemme eller et væsen, er Djævelen meget nærværende og virkelig. Næsten som i barndommens Anders And-blade, hvor djævelen, når Anders stod i en afgørende valgsituation, poppede op på hans ene skulder for at hviske ham lokkende i øret. Og puf, så dukkede en engel op på den anden side, den anden skulder for at føre moralens tale. Gør det onde eller gør det gode – det onde var som regel noget med kun at gå efter at rage til sig, at gå efter det, som kun tjente een selv – ligesom Obama beskyldte finansfolk i Wall Street for at gøre, da han sagde, de havde været styret af grådighed og derfor nu i dén grad var medskyldige i finanskrisen, en krise, andre nu kom til at betale for.
Grådighed og egen vinding er djævelens tale.
At gøre det gode derimod er at tænke på andre også, tænke fællesskabet og dets bedste med i det, man gør.
Går fadet med chokolade fx rundt, sidder fristeren der, når fadet når til dig, og fristeren vil have dig til at spise alle chokoladestykkerne selv, så der ikke er noget tilbage til dem efter dig – og englen opfordrer dig modsat til at levne nogle stykker, dvs dele chokoladen med dem, der endnu ikke har fået fra fadet., så det kan komme så mange som muligt til gode
Djævel versus engel, Satan versus Gud, en kamp mellem mørke og lys, død og liv.
Det er ikke alle af os, der forstår vores liv som en sådan hård kamp mellem to poler, det gode og det onde. Mange af os har det sådan lidt mere blandet sammen, lever ikke i yderpoler og ekstremer, men mere på midterbanen, mainstream, hvor hvidt og sort ikke findes i ufortyndet udgave. Måske vil nogle endda sige, at ren ondskab og ren godhed slet ikke findes, valget er ikke sort-hvidt. Det kan der være stor visdom i, men det hjælper abre ikke Jesus, i den situation han står midt i. Der er det klart JA eller NEJ, der kræves fra ham og ikke et både-og. Jesus er så langt ude, at kontrasterne bliver helt tydelige. Ørkenen står for det nøgne, sandhedens time, dér hvor kampen mellem godt og ondt bliver konkret og tæt på.
Musikeren Johnny Cash var den mand fra Amerika, jeg citerede før, og han var en af de mennesker, hvor livet gang på gang blev til en kamp i hans sjæl mellem det gode og onde. Hele universet, hele verden var for ham spændt ud mellem Gud og Djævelen og han levede det fuldt ud.
”Kampen imod Den Mørke og dét at holde sig til Den Sande er, hvad mit liv handler om”, sagde han.
En efterårsdag var han kravlet ind i en grotte for at lægge sig til at dø. Amfetamin og sovepiller var blevet hans hverdag og han følte sig længere fra Gud end nogensinde før. Nu ville han begå selvmord. I grotten lagde han sig i mørket i håbet om at dø. Men det skulle ikke være sådan. ”Han følte”, siger han, ”noget kraftfuldt finde sted” og han mærkede, at Gud plantede et budskab i hans hjerte om, at livet tilhørte Gud og først skulle slutte, når Gud ville det. Cash blev derefter fyldt af en trang til at komme ud af mørket – ud til lyset igen – og kravlede med sin pillebefængte krop på må og få rundt i grotten for at finde udgangen. Han famlede i timevis i mørket, indtil han snublede ud i solskinnet. Det blev hans store og afgørende ’død og opstandelse’ erfaring, som han senere kunne vende tilbage til, når Gud igen kom langt væk og kampen ml Jesus og pillerne igen blussede op.
Hvis man ikke lige er skruet sammen som Johnny Cash eller i samme JA el. NEJ-situation som Jesus, hvad kan al den djævel-snak så sige os? Mit bud er, at den fortæller os, at vi både er små og store. Først små, for vi er små i forhold til større magter, som er på spil, dvs det er ikke os, der behøver bære universet og dets fremtid på vore skuldre. Der kan vi spare os bekymringer. Og vi er indenfor det små store: vi er nemlig forpligtede, i alt fald hvis vi kalder os kristne og troende, til at gøre brug af det ansvar, Gud den Store har givet os sine Små. Et ansvar for at gå efter næstekærlighed, den, Jesus også kæmpede for, i de hverdagens små kampe, vi alle sammen har.
Så hjælpe os Gud - og det har han sagt, at han vil!
Inspiration: Rockprofeter - Jesusfiguren på plade. Red. Lars K. Bruun
De her ord er sagt af en mand, der var total kompromisløs mht hvad han troede på og hvis religiøsitet var bestemt af de to magter. De færreste af os danskere vil kunne nikke genkendende til ordene og deres mening. De synes som om de hører en anden mindre sart og sækulariseret kultur og tid til. Manden var da også amerikaner.
Ordene er tæt på bibelens sprog. Dengang man tog det som en ubestridelig realitet, at der fandtes ren ondskab. Ondskaben kaldte man Djævelen, Satan, den onde eller fristeren, som i fortællingen i dag. Vi hører, at Djævelen taler til Jesus. Fristeren er en stemme. Djævelen får også Jesus til at gå et bestemt sted hen, han tager Jesus med sig. Så måske er Djævelen også mere end en stemme, er en, der kan få kød og krop på sig, så man kan se ham foran sig som en slags væsen. Vi kender djævelen tegnet som en rød lille sprællende ting med spidse ører og tre-fork.
Uanset om Jesus bliver fristet af en stemme eller et væsen, er Djævelen meget nærværende og virkelig. Næsten som i barndommens Anders And-blade, hvor djævelen, når Anders stod i en afgørende valgsituation, poppede op på hans ene skulder for at hviske ham lokkende i øret. Og puf, så dukkede en engel op på den anden side, den anden skulder for at føre moralens tale. Gør det onde eller gør det gode – det onde var som regel noget med kun at gå efter at rage til sig, at gå efter det, som kun tjente een selv – ligesom Obama beskyldte finansfolk i Wall Street for at gøre, da han sagde, de havde været styret af grådighed og derfor nu i dén grad var medskyldige i finanskrisen, en krise, andre nu kom til at betale for.
Grådighed og egen vinding er djævelens tale.
At gøre det gode derimod er at tænke på andre også, tænke fællesskabet og dets bedste med i det, man gør.
Går fadet med chokolade fx rundt, sidder fristeren der, når fadet når til dig, og fristeren vil have dig til at spise alle chokoladestykkerne selv, så der ikke er noget tilbage til dem efter dig – og englen opfordrer dig modsat til at levne nogle stykker, dvs dele chokoladen med dem, der endnu ikke har fået fra fadet., så det kan komme så mange som muligt til gode
Djævel versus engel, Satan versus Gud, en kamp mellem mørke og lys, død og liv.
Det er ikke alle af os, der forstår vores liv som en sådan hård kamp mellem to poler, det gode og det onde. Mange af os har det sådan lidt mere blandet sammen, lever ikke i yderpoler og ekstremer, men mere på midterbanen, mainstream, hvor hvidt og sort ikke findes i ufortyndet udgave. Måske vil nogle endda sige, at ren ondskab og ren godhed slet ikke findes, valget er ikke sort-hvidt. Det kan der være stor visdom i, men det hjælper abre ikke Jesus, i den situation han står midt i. Der er det klart JA eller NEJ, der kræves fra ham og ikke et både-og. Jesus er så langt ude, at kontrasterne bliver helt tydelige. Ørkenen står for det nøgne, sandhedens time, dér hvor kampen mellem godt og ondt bliver konkret og tæt på.
Musikeren Johnny Cash var den mand fra Amerika, jeg citerede før, og han var en af de mennesker, hvor livet gang på gang blev til en kamp i hans sjæl mellem det gode og onde. Hele universet, hele verden var for ham spændt ud mellem Gud og Djævelen og han levede det fuldt ud.
”Kampen imod Den Mørke og dét at holde sig til Den Sande er, hvad mit liv handler om”, sagde han.
En efterårsdag var han kravlet ind i en grotte for at lægge sig til at dø. Amfetamin og sovepiller var blevet hans hverdag og han følte sig længere fra Gud end nogensinde før. Nu ville han begå selvmord. I grotten lagde han sig i mørket i håbet om at dø. Men det skulle ikke være sådan. ”Han følte”, siger han, ”noget kraftfuldt finde sted” og han mærkede, at Gud plantede et budskab i hans hjerte om, at livet tilhørte Gud og først skulle slutte, når Gud ville det. Cash blev derefter fyldt af en trang til at komme ud af mørket – ud til lyset igen – og kravlede med sin pillebefængte krop på må og få rundt i grotten for at finde udgangen. Han famlede i timevis i mørket, indtil han snublede ud i solskinnet. Det blev hans store og afgørende ’død og opstandelse’ erfaring, som han senere kunne vende tilbage til, når Gud igen kom langt væk og kampen ml Jesus og pillerne igen blussede op.
Hvis man ikke lige er skruet sammen som Johnny Cash eller i samme JA el. NEJ-situation som Jesus, hvad kan al den djævel-snak så sige os? Mit bud er, at den fortæller os, at vi både er små og store. Først små, for vi er små i forhold til større magter, som er på spil, dvs det er ikke os, der behøver bære universet og dets fremtid på vore skuldre. Der kan vi spare os bekymringer. Og vi er indenfor det små store: vi er nemlig forpligtede, i alt fald hvis vi kalder os kristne og troende, til at gøre brug af det ansvar, Gud den Store har givet os sine Små. Et ansvar for at gå efter næstekærlighed, den, Jesus også kæmpede for, i de hverdagens små kampe, vi alle sammen har.
Så hjælpe os Gud - og det har han sagt, at han vil!
Inspiration: Rockprofeter - Jesusfiguren på plade. Red. Lars K. Bruun
BibelSlamming til Fastelavn:
Ånd på flæsket
(Matthæusevangeliet kap. 3, vers 13-17)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 19.2.09
Ånd på flæsket
(Matthæusevangeliet kap. 3, vers 13-17)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 19.2.09
Fortællingen
om Jesu dåb er kirkens fastelavnstekst. Det er fastelavn på
søndag og vi tager lidt forskud på den her i Natkirken i
aften.
Fastelavn er en fest på grænsen til foråret – det er en fest for det forår, som man er sikker på, vil sejre – uanset dagens ikke-lys, minusgrader og hvor meget sne, der ligger derude. Det er stadig den hårdeste tid, der venter, men det er også den sidste tid inden lyset og livet viser sig at være mere end noget, man kun kan tro på.
Lige om lidt vil Jesus blive sendt ud i 40 dages ørkenvandring. 40 ulideligt lange strenge tørkedage. Men inden han bliver sendt ud i det hårde, bliver han først døbt og får Guds ånd over sig. Der skal festes inden den trange tid begynder – for som vores mor kan sige det, i alt fald hvis man kommer fra landet, så skal man jo have noget sul at kunne stå imod med. Åndeligt som fysisk. En dåb og en ordentlig omgang fedtemad.
Forrådskammeret - fra dengang, man levede på den måde, - var ved at være tømt og fastetiden stod for døren som en realitet. Det gjorde den uanset om man så var til faste eller ej., for sådan var økonomien dengang for mange – en permanent finanskrise.
Som indledning til den tørre fastetid og hverdagens trummerum og hårde monotone arbejde, så skulle der festes og slås til Søren! Fastelavn var flæskefest, for der spiste man flæsk og opførte sig for en gangs skyld barnligt og løssluppent, selvom man var voksen. Engang var fastelavn for de voksne, der her kunne være som børn – i dag er det omvendt børn, der klæder sig ud som voksne. At klæde sig ud og tage maske på gælder stadig, før som nu.
Bibelens fastelavn sætter ånd på flæsket. Her hører vi, at Gud i himlen afslører hvem Jesus på jorden virkelig er. Havde Jesus maske på, bliver den nu taget af ham. Han viser sig for os, som den, han virkelig er. Fastelavn som jo ellers er den dag, vi tager maskerne på. Klæder os væk fra virkeligheden til legen og drømmenes land, klæder os ud som dem eller det, vi ikke er, men som vi godt kunne tænke os at være. I alt fald for en dag. Vi lader som om, så vi skifter vores flæsk og væsen ud med en andens. Pigerne maskerer sig som prinsesser i lyserødt tyl eller som High School Musical Cheerleader -og drengene ser pludselig ud som en Ninja Turtle, Darth Vader eller er hoppet i en CARS kedeldragt. På søndag vil vi kunne se dem myldre alle vegne sammen med en masse andre BR-og mor-fantasier.
Gud tager masken af og vi tager den på. Vi forestiller os at være noget andet end dem, vi er. Nogle vil så omvendt synes, at NU bliver de NETOP til den, de I VIRKELIHEDEN er. Til karneval kommer ens sande jeg frem , det ’jeg’ som man hele tiden selv har set ligge der, selvom ingen andre kan.
Menneskets længsel og drøm møder Guds himmel og mødepunktet, dér hvor Gud og menneske rører hinanden, viser sig som en due. Sandhedens møde får altså på en måde også maske på for os.
Vi havde vores drømmeri om at være noget andet og mere, og noget daler ned i det fra himlen til os. En digter sagde: ”Sjælen bør altid stå på klem, så himmelen, hvis den henvender sig, ikke bliver nødt til at vente.”
Dagen derpå er drømmen for de fleste af os bristet. Den fortryllede drøm skuffede. For nogle så fælt, at det kan tage noget tid at komme sig. I drømmen, i legen og længslen står sjælen på klem. Dagen derpå opdager jeg sandsynligvis, at jeg ikke er den High School Musical Leader, som jeg drømte om og gav mig ud for. I alt fald er jeg det så kun hemmeligt. Men Gud holder af ordet OG. Og ind i din Ninja-drøm kan det være, du med din drøm ramler sammen med Guds drøm. At du ikke bare hopper dine egne rejehop, men også hopper på Guds himmel som var den en blå trampolin, at du med sjælen på klem får hørt Gud sige, at du er hans barn. Jesus fik at vide ved sin dåb, at han var Guds elskede søn – og den børnestatus giver han videre til os.
Vi er blevet sat under Guds vinger og selvom vi ikke nødvendigvis forstår, at Gud gider det, så er vi hans børn, kaldet til at slå rod i hans himmel. Så Gud, vores Far, vi beder dig: hjælp os til at forstå, igen og igen at huske på ”at vi altid er dine elskede børn, at du behøver vores sjæle i ærmerne”.
Inspiration: 'Citroner til Vorherre' skrevet af Simon Grotrian
Fastelavn er en fest på grænsen til foråret – det er en fest for det forår, som man er sikker på, vil sejre – uanset dagens ikke-lys, minusgrader og hvor meget sne, der ligger derude. Det er stadig den hårdeste tid, der venter, men det er også den sidste tid inden lyset og livet viser sig at være mere end noget, man kun kan tro på.
Lige om lidt vil Jesus blive sendt ud i 40 dages ørkenvandring. 40 ulideligt lange strenge tørkedage. Men inden han bliver sendt ud i det hårde, bliver han først døbt og får Guds ånd over sig. Der skal festes inden den trange tid begynder – for som vores mor kan sige det, i alt fald hvis man kommer fra landet, så skal man jo have noget sul at kunne stå imod med. Åndeligt som fysisk. En dåb og en ordentlig omgang fedtemad.
Forrådskammeret - fra dengang, man levede på den måde, - var ved at være tømt og fastetiden stod for døren som en realitet. Det gjorde den uanset om man så var til faste eller ej., for sådan var økonomien dengang for mange – en permanent finanskrise.
Som indledning til den tørre fastetid og hverdagens trummerum og hårde monotone arbejde, så skulle der festes og slås til Søren! Fastelavn var flæskefest, for der spiste man flæsk og opførte sig for en gangs skyld barnligt og løssluppent, selvom man var voksen. Engang var fastelavn for de voksne, der her kunne være som børn – i dag er det omvendt børn, der klæder sig ud som voksne. At klæde sig ud og tage maske på gælder stadig, før som nu.
Bibelens fastelavn sætter ånd på flæsket. Her hører vi, at Gud i himlen afslører hvem Jesus på jorden virkelig er. Havde Jesus maske på, bliver den nu taget af ham. Han viser sig for os, som den, han virkelig er. Fastelavn som jo ellers er den dag, vi tager maskerne på. Klæder os væk fra virkeligheden til legen og drømmenes land, klæder os ud som dem eller det, vi ikke er, men som vi godt kunne tænke os at være. I alt fald for en dag. Vi lader som om, så vi skifter vores flæsk og væsen ud med en andens. Pigerne maskerer sig som prinsesser i lyserødt tyl eller som High School Musical Cheerleader -og drengene ser pludselig ud som en Ninja Turtle, Darth Vader eller er hoppet i en CARS kedeldragt. På søndag vil vi kunne se dem myldre alle vegne sammen med en masse andre BR-og mor-fantasier.
Gud tager masken af og vi tager den på. Vi forestiller os at være noget andet end dem, vi er. Nogle vil så omvendt synes, at NU bliver de NETOP til den, de I VIRKELIHEDEN er. Til karneval kommer ens sande jeg frem , det ’jeg’ som man hele tiden selv har set ligge der, selvom ingen andre kan.
Menneskets længsel og drøm møder Guds himmel og mødepunktet, dér hvor Gud og menneske rører hinanden, viser sig som en due. Sandhedens møde får altså på en måde også maske på for os.
Vi havde vores drømmeri om at være noget andet og mere, og noget daler ned i det fra himlen til os. En digter sagde: ”Sjælen bør altid stå på klem, så himmelen, hvis den henvender sig, ikke bliver nødt til at vente.”
Dagen derpå er drømmen for de fleste af os bristet. Den fortryllede drøm skuffede. For nogle så fælt, at det kan tage noget tid at komme sig. I drømmen, i legen og længslen står sjælen på klem. Dagen derpå opdager jeg sandsynligvis, at jeg ikke er den High School Musical Leader, som jeg drømte om og gav mig ud for. I alt fald er jeg det så kun hemmeligt. Men Gud holder af ordet OG. Og ind i din Ninja-drøm kan det være, du med din drøm ramler sammen med Guds drøm. At du ikke bare hopper dine egne rejehop, men også hopper på Guds himmel som var den en blå trampolin, at du med sjælen på klem får hørt Gud sige, at du er hans barn. Jesus fik at vide ved sin dåb, at han var Guds elskede søn – og den børnestatus giver han videre til os.
Vi er blevet sat under Guds vinger og selvom vi ikke nødvendigvis forstår, at Gud gider det, så er vi hans børn, kaldet til at slå rod i hans himmel. Så Gud, vores Far, vi beder dig: hjælp os til at forstå, igen og igen at huske på ”at vi altid er dine elskede børn, at du behøver vores sjæle i ærmerne”.
Inspiration: 'Citroner til Vorherre' skrevet af Simon Grotrian
BibelSlamming til Seksagesima:
Skåret i pap
(Markusevangeliet kap. 4, vers 1-20)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 12.2.09
Jesus prøver at fortælle sine nærmeste følgesvende noget vigtigt om Gud.
De sidder der og kan se, at han står foran dem og fortæller dem, betror dem noget ganske særligt. En hemmelighed. Så hemmelig at kun de er udpeget til rigtig at forstå den. Alle de andre – den store flok, folket – hører kun koder, ser kun lignelser, som er billedsprog, metaforisk tale. Dvs - siger Jesus fortroligt til dem - de andre vil se, men uden at forstå, for det er alt for kryptisk, hvad han mener, meningen ligger skjult. Folket vil høre hemmeligheden, men sagt så hemmelighedsfuldt, at de ikke vil fatte, hvad de får at vide
Disciplene, derimod, og de ledsagere, der er tættest på, de særligt udvalgte, de vil forstå. Til dem vil talen være som blev der talt lige ud af posen. Direkte, uden slør på.
De vil forstå.
Den, der har ører at høre med, skal høre.
Og Jesus tror HELT sikkert, at det har de. Vennerne er med ham her, de er netop vennerne, hans hjemmebane, dem, der umiddelbart forstår ham.
Så da han er færdig med foredraget for folket, der ikke forstår og står tilbage med de særlige tør de særlige først dér sige det til ham, sige det, de ikke turde sige i fuld offentlighed - de siger: Hvaba!?
De har ikke været og er ikke blevet klogere end de mange og har siddet under hele seancen og tænkt: Hvad snakker manden dog om?! Hemmeligheden, den store hemmelighed går også over deres forstand.
Den skjulte tale skal udlægges, fortolkes, fortælles, forkyndes, bredes ud – enten er det helt en ommer eller måske bare flere ord på. Forklar. Helt nede på jorden, skåret ud. Hvis han vil have dem med. De vil så hjertens gerne, det er ikke viljen eller lysten, der mangler. Fortæl noget mere, men gør det i pap.
Hvad snakker manden om?
Han taler om, at ordet – hemmeligheden – netop ikke vil blive taget imod af alle. At Gud sætter sig spor over det hele, skeler ikke til hvem eller hvad vi er, og at nogle af os vil kunne tage det til os på en varig måde, omsætte ordene til praksis, mens andre ikke vil kunne det eller kun vil kunne det overfladisk eller for en kort tid. Vi hører og tager imod og handler på forskellig vis, fordi det er sådan, vi er. Forskellige. Nogle rodløse og nogle rastløse, nogle kan kun leve i forelskelsens rus og går hurtigt videre til næste store fix og andre holder især af hverdagen og rutinen. Som jeg hører teksten, siger Gud, at det skal vi ikke fortvivle over. Vi skal bare tage os af det, vi kan og det, vi har fået tildelt. Prøve at lægge mærke til det eller de hemmelige ord, Gud sår i os. Vi har alle sammen fået vores dosis Guds ord – og hvis vi har glemt ordene, får vi dem her igen. Nadveren om lidt er fx Guds ord til os og de siges direkte til os uden dikkedarer eller tåge. Sædemanden kaster guldkorn fra sig og de rammer også ned på os. Lad os se, hvad vi kan få ud af dem. Vores egne Guds frø. Hvordan vi kan bruge dem, lade dem ramme os, hvordan vi kan omsætte dem i handling.
De sidder der og kan se, at han står foran dem og fortæller dem, betror dem noget ganske særligt. En hemmelighed. Så hemmelig at kun de er udpeget til rigtig at forstå den. Alle de andre – den store flok, folket – hører kun koder, ser kun lignelser, som er billedsprog, metaforisk tale. Dvs - siger Jesus fortroligt til dem - de andre vil se, men uden at forstå, for det er alt for kryptisk, hvad han mener, meningen ligger skjult. Folket vil høre hemmeligheden, men sagt så hemmelighedsfuldt, at de ikke vil fatte, hvad de får at vide
Disciplene, derimod, og de ledsagere, der er tættest på, de særligt udvalgte, de vil forstå. Til dem vil talen være som blev der talt lige ud af posen. Direkte, uden slør på.
De vil forstå.
Den, der har ører at høre med, skal høre.
Og Jesus tror HELT sikkert, at det har de. Vennerne er med ham her, de er netop vennerne, hans hjemmebane, dem, der umiddelbart forstår ham.
Så da han er færdig med foredraget for folket, der ikke forstår og står tilbage med de særlige tør de særlige først dér sige det til ham, sige det, de ikke turde sige i fuld offentlighed - de siger: Hvaba!?
De har ikke været og er ikke blevet klogere end de mange og har siddet under hele seancen og tænkt: Hvad snakker manden dog om?! Hemmeligheden, den store hemmelighed går også over deres forstand.
Den skjulte tale skal udlægges, fortolkes, fortælles, forkyndes, bredes ud – enten er det helt en ommer eller måske bare flere ord på. Forklar. Helt nede på jorden, skåret ud. Hvis han vil have dem med. De vil så hjertens gerne, det er ikke viljen eller lysten, der mangler. Fortæl noget mere, men gør det i pap.
Hvad snakker manden om?
Han taler om, at ordet – hemmeligheden – netop ikke vil blive taget imod af alle. At Gud sætter sig spor over det hele, skeler ikke til hvem eller hvad vi er, og at nogle af os vil kunne tage det til os på en varig måde, omsætte ordene til praksis, mens andre ikke vil kunne det eller kun vil kunne det overfladisk eller for en kort tid. Vi hører og tager imod og handler på forskellig vis, fordi det er sådan, vi er. Forskellige. Nogle rodløse og nogle rastløse, nogle kan kun leve i forelskelsens rus og går hurtigt videre til næste store fix og andre holder især af hverdagen og rutinen. Som jeg hører teksten, siger Gud, at det skal vi ikke fortvivle over. Vi skal bare tage os af det, vi kan og det, vi har fået tildelt. Prøve at lægge mærke til det eller de hemmelige ord, Gud sår i os. Vi har alle sammen fået vores dosis Guds ord – og hvis vi har glemt ordene, får vi dem her igen. Nadveren om lidt er fx Guds ord til os og de siges direkte til os uden dikkedarer eller tåge. Sædemanden kaster guldkorn fra sig og de rammer også ned på os. Lad os se, hvad vi kan få ud af dem. Vores egne Guds frø. Hvordan vi kan bruge dem, lade dem ramme os, hvordan vi kan omsætte dem i handling.
BibelSlamming til Sidste søndag efter Hellig3konger:
Fanget i lys
(Matthæusevangeliet kap. 17, vers 1-9)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 29.1.09
Fanget i lys
(Matthæusevangeliet kap. 17, vers 1-9)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 29.1.09
En amerikansk forfatter, som lige er død, hævdede at religion, sex og kunst er de vigtigste fænomener i den menneskelige tilværelse. Religion, sex og kunst er livsbekræftende og fyldt med hemmeligheder, sagde han. Det tager hele livet at udforske dem, og de minder os om, at alting ikke handler om at tjene penge og finde ly og stille sulten.
Se, det er en mand, som har sans for det guddommelige i livet og i hverdagen med!
Den sans er til gengæld temmelig ikke-tilstedeværende hos disciplen Simon Peter, hans mangel på situationsfornemmelse er i særklasse. Enten har han den ikke eller også har han helt sin egen situationsfornemmelse.
Hvad hører vi nemlig? At midt i at Gud selv viser sig i al sin storhed, klarhed, i al sit lys og magiske hellige øjeblik – midt i at Jesus bliver forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyser som solen og hans klæder bliver hvide som lyset og vi er SÅ tæt på at røre ved selveste sandheden og evigheden selv, ja så står tumpen Simon Peter – en Frank Hvam-i Klovn-klon – og afbryder dette allermagiske helligeste øjeblik med ordene:
"Hva, du Herre, hvad med at jeg går i gang med at fælde nogle af de der træer derhenne og begynder at save og bygge tre hytter, en til mig og en til dig og en til ham Elias dér" – Elias, som vel i dag må svare til at Elvis kom til syne for os, en stjerne, som egentlig er død og alligevel pludselig står levende foran os.
Peter er en klovn, jeg kan ikke komme i tanke om et bedre ord for hans opførsel her, en klovn, der ikke kan hodle sin mund, hvor det så oplagt er tid og situation til at holde sin mund.
Jesus lader sig da heller ikke stoppe af ham. Mens Peter plaprer løs med sit ævl, fortsætter det guddommelige sit værk uanset os.
Mens Peter stadig træder i spinaten og gør sit bedste, for at forstyrre øjeblikket, overskygger en lysende sky dem, og der lyder en røst fra skyen, Guds stemme:
”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham.”
Det er også de ord, man har valgt at få skrevet over Kristus-figuren herinde i kirken.
Og NU, nu bliver situationens alvor fattet af selv Peter. Han og alle de andre disciple falder ned på deres ansigt, bliver stumme og som altid - når vi bliver mødt at noget helt overvældende, som er større end os og vi ikke helt ved, om det er noget godt eller ondt - bliver de også grebet af frygt. Det er forundring og øjne så store som store tallerkener blandet med både undren og usikkerhed og angst. Her er mennesket lille og ord hører op – ord giver ikke rigtig nogen mening i sådant et øjeblik.
Lyset slipper ind, trænger igennem og ingen kan forhindre det i at gøre det ligesom vi heller ikke kan bremse, at vi nu med næsten Kyndelmisse er halvvejs godt igennem den tunnel, der adskiller os fra foråret og lyset.
”Sig det ikke til nogen” hviskede Jesus til dem, der så det. Ikke endnu. Først når vi er klar til at høre det, når vi kan tåle at høre det. Det allerhelligste, som vi kan komme tæt på i vores liv, skal ikke udbasuneres til nogle, som ikke er i stand til at tage imod det. Der skal ikke kastes perler for svin.
"Sig det ikke til nogen", hviskede Jesus. Gå stille med dørene med det store og hellige og gem det i dit hjerte.
De ved det og dem, der vil høre det, ved, at det lys, der tændte sig for hele Guds verden, hele Guds folk julenat, stadig følger os og ikke blot vil være som et stjerneskud, et lys i mørket, men vil blive som den solens lys, der for altid vil holde mørket og døden væk. De så det dengang - fik et øjeblik af det største - og bar det som en tro gennem hele livet, som et lys i deres indre, der kunne lyse på vejen, de gik.
BibelSlamming til 3. søndag efter Hellig3konger:
Tro er at vove sig ud
(Matthæusevangeliet kap. 8, vers 1-13)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 22.1.09
Hvor er der håb og tro henne i dag?
Historien i dag fortæller, at den findes, hvor man ikke først tænkte, at den fandtes. Og at den desværre ikke altid findes der, hvor man først tænker, at den er.
Endnu en gang viser Vorherre, at hans Ånd blæser når og hvor, den selv vil og at den gør det på tværs af grænser, på tværs at konfessioner, endda religioner, på tværs af kulturer, køn, race, titler og indhegninger. Troen på, at der er noget, der er stærkere end egen vinding og ragen til sig, end kassetænkning, hård valuta og mistillid. Og og at den tro findes udenfor.
Mange skal komme fra øst og vest, dvs fra alle steder og de skal sidde til højbords i Himmeriget. For de ægte troende er ikke nødvendigvis lig med dem af os, der kalder sig det, dvs. de VIP-troende, de kirkevante og officielt kristne. Var vi SÅ sikre på adgangsbilletten til højbordet, kan vi godt tage den skråsikre kasket af, bøje hovedet og lægge vores hovskisnovski i skraldespanden, hvor den hører til. Hvis vi ikke selv gør det, gør Gud det på den sidste dag, hvor al hovskisnovski bliver kastet ud i mørket udenfor, som der står i teksten. Så kan vi lære det! Men gerne før end vente til den sidste dag, så derfor siger Jesus det allerede til os omkring år 30, så vi har chancen for at forbedre os allerede nu. Gør vi tro til kun en formsag - uden indhold – gør vi tro og håb og kærlighed til ord uden mening, gør vi tro til kontrol og egen vinding, har vi tabt. Vi vil miste livet ved på den måde at holde det levende indespærret.
Hvor findes der tro og håb i denne verden?
Kirke er det sted, der forkynder det– prædiker håb og tro ikke bare som noget, man siger, men som noget, man virkelig mener. Noget, man retter sine handlinger efter og på bedste vis forsøger at leve efter. Fordi man tror, at det er sandt, det man står og forkynder til andre. Fordi man tror på den Gud, der står for barmhjertighed isf straf og kassetænkningen, står for tilgivelse til dem, der ved, at de ikke er så hamrende perfekte, som de ellers gerne ville være. Den Gud, der tilskynder os til at sige undskyld og rækken hinanden hånden igen, den Gud, der ved selv at gå ud, hvor der er noget at miste og lussinger at få, viser, at den, der mister sit liv i kærlighedens navn, skal vinde det.
Historien om den ukirkelige officer, en krigens mand, fortæller os, at kirke ikke kan holdes til til bestemte titler, synspunkter og systemer, til bestemte tidspunkter i ugen eller til et bestemt rum, form og institution. For sand kirke, ægte kirke findes der, hvor tro og håb ikke bare er noget, man siger, men er lige præcis det, man mener, er lige præcis det, man lever efter som sandheden om os og denne verden, også selvom det koster for een selv og nogle gange endda rigtig dyrt og man må gå derud, hvor man risikerer at ens eget opbyggede korthus ramler sammen helt til grunden.
Sig blot et ord, Gud. Og sig det her, lige nu. Og måske kan man høre ordene, kan netop da høre ordene hvisket i ens ører: ”Den, der mister sit liv i kærlighedens navn, skal vinde det.”
I dag er det en ukirkelig, der viser os, hvad det betyder. Hvordan det ser ud i praksis. Tro og håb. Der kommer en udefra og lærer de indespiste, troseliten det. En mand, som ikke kalder eller forstår sig som kristen. Men som kommer fra en virkelighed, hvor det, man siger, rent faktisk betyder noget, hvor man kan forvente, at det betyder noget, det man står og siger. At ord har en virkning og fører handling og praksis med sig. At ord ikke blot er ord, men ord man kan stole på, fordi man kan stole på, at den, der siger dem, er en, der mener dem.
Siger han: Gå! Så går den, han siger det til. Siger han: Kom! Så kommer han. Siger
han: Gør det og det! Så gør han det.
”Sig blot et ord, og min tjener bliver helbredt.” Sig blot et ord, og min sjæl vil blive helbredt.
Historien i dag fortæller, at den findes, hvor man ikke først tænkte, at den fandtes. Og at den desværre ikke altid findes der, hvor man først tænker, at den er.
Endnu en gang viser Vorherre, at hans Ånd blæser når og hvor, den selv vil og at den gør det på tværs af grænser, på tværs at konfessioner, endda religioner, på tværs af kulturer, køn, race, titler og indhegninger. Troen på, at der er noget, der er stærkere end egen vinding og ragen til sig, end kassetænkning, hård valuta og mistillid. Og og at den tro findes udenfor.
Mange skal komme fra øst og vest, dvs fra alle steder og de skal sidde til højbords i Himmeriget. For de ægte troende er ikke nødvendigvis lig med dem af os, der kalder sig det, dvs. de VIP-troende, de kirkevante og officielt kristne. Var vi SÅ sikre på adgangsbilletten til højbordet, kan vi godt tage den skråsikre kasket af, bøje hovedet og lægge vores hovskisnovski i skraldespanden, hvor den hører til. Hvis vi ikke selv gør det, gør Gud det på den sidste dag, hvor al hovskisnovski bliver kastet ud i mørket udenfor, som der står i teksten. Så kan vi lære det! Men gerne før end vente til den sidste dag, så derfor siger Jesus det allerede til os omkring år 30, så vi har chancen for at forbedre os allerede nu. Gør vi tro til kun en formsag - uden indhold – gør vi tro og håb og kærlighed til ord uden mening, gør vi tro til kontrol og egen vinding, har vi tabt. Vi vil miste livet ved på den måde at holde det levende indespærret.
Hvor findes der tro og håb i denne verden?
Kirke er det sted, der forkynder det– prædiker håb og tro ikke bare som noget, man siger, men som noget, man virkelig mener. Noget, man retter sine handlinger efter og på bedste vis forsøger at leve efter. Fordi man tror, at det er sandt, det man står og forkynder til andre. Fordi man tror på den Gud, der står for barmhjertighed isf straf og kassetænkningen, står for tilgivelse til dem, der ved, at de ikke er så hamrende perfekte, som de ellers gerne ville være. Den Gud, der tilskynder os til at sige undskyld og rækken hinanden hånden igen, den Gud, der ved selv at gå ud, hvor der er noget at miste og lussinger at få, viser, at den, der mister sit liv i kærlighedens navn, skal vinde det.
Historien om den ukirkelige officer, en krigens mand, fortæller os, at kirke ikke kan holdes til til bestemte titler, synspunkter og systemer, til bestemte tidspunkter i ugen eller til et bestemt rum, form og institution. For sand kirke, ægte kirke findes der, hvor tro og håb ikke bare er noget, man siger, men er lige præcis det, man mener, er lige præcis det, man lever efter som sandheden om os og denne verden, også selvom det koster for een selv og nogle gange endda rigtig dyrt og man må gå derud, hvor man risikerer at ens eget opbyggede korthus ramler sammen helt til grunden.
Sig blot et ord, Gud. Og sig det her, lige nu. Og måske kan man høre ordene, kan netop da høre ordene hvisket i ens ører: ”Den, der mister sit liv i kærlighedens navn, skal vinde det.”
I dag er det en ukirkelig, der viser os, hvad det betyder. Hvordan det ser ud i praksis. Tro og håb. Der kommer en udefra og lærer de indespiste, troseliten det. En mand, som ikke kalder eller forstår sig som kristen. Men som kommer fra en virkelighed, hvor det, man siger, rent faktisk betyder noget, hvor man kan forvente, at det betyder noget, det man står og siger. At ord har en virkning og fører handling og praksis med sig. At ord ikke blot er ord, men ord man kan stole på, fordi man kan stole på, at den, der siger dem, er en, der mener dem.
Siger han: Gå! Så går den, han siger det til. Siger han: Kom! Så kommer han. Siger
han: Gør det og det! Så gør han det.
”Sig blot et ord, og min tjener bliver helbredt.” Sig blot et ord, og min sjæl vil blive helbredt.
BibelSlamming til 1. søndag efter Hellig3konger:
Jesus i puberteten
(Lukasevangeliet kap. 2, vers 41-52)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 8.1.09
Det er ikke en dødsannonce, det her, men Jesus er hos Gud. Jesus er hos Gud og han vil ikke med hjem. For hvad er hjemme egentlig og især når man er blevet 12 år og er næsten voksen? Han er kommet dér, hvor han skal være, selvom han i første forstand er blevet væk.
Jesus er blevet 12 år og har vendt sig mod Far, ikke ham med lille, men ham med stort F. Historien fortæller om det, der gør det ud for Jesu konfirmation, for konfirmeret bliver Jesus også. Sidste uge blev han navngivet som den, der hører Gud til, og i dag bekræfter han det samme som alle konfirmander siden hen har gjort det: Ja, jeg hører Gud til som hans barn.
I gamle dage betød det ja også et ja til at stå på egne ben, være voksen. Børn løsriver sig fra deres forældre og det samme gør Jesus. Før var forældrene Gud, nu er de blevet til det, de hele tiden har været: Mennesker, mennesker præcis én selv.
Fra nu af er det ikke længere forældrenes forventninger til én, der styrer, for man vil gerne være mere end forventninger, man vil være sin egen, sig selv.
Men hvis det ikke er dine forældre, der styrer dig længere, hvad er det så?
Jesus vendte sig til Gud, gjorde Vorherrre til altafgørende centrum, til grunden under sine fødder. Forældrene var ikke længere nok, kunne ikke længere bære et barn på 12 års kg. Byrden er tung og de burde egentlig glæde sig. De kan slippe til en anden.
For drengen sagde det selv:
”Ved I ikke, at jeg bør være hos min far?”
Han sagde: ”Hvorfor leder I efter mig”? Men de var ængstelige, var jo forældre, som pr. definition er ude af sig selv af bekymring.
”Ved I ikke, at jeg bør være hos min far?”.
Ud med forældrene – ind med Vorherre, barnet er blevet teenager, og forældrene ryger ud som teddybamserne kastes over i skammekrogens hjørne. Forældrene, deres omsorg og kærlighed er ikke længere det, der gør det. Der findes andet end dem, vigtigere ting. Hvilke forældre til teenagere, til børn i puberteten, kan ikke tale med her, kender til dét opgør? Turen er kommet til Josef og Maria.
Jesus finder sit åndelige centrum, sit rette hjem, det der skal styrke ham til at være og blive sig selv i livet. Det betyder adskillelse og dermed en slags død fra dem, han før var tættest forbundet med - forældrene, guderne. Puppen forlades, ikke for at gøre forældrene ondt, men for at finde den grund, det dyb, der kan bære og løfte ikke bare én selv, men også forældrene, de andre.
Løsrivelse er som død, men det slutter med noget andet, det slutter som nylig afdøde digter Inger Christensens kunne sige det, det slutter:
som dybet løfter vandet
op til en kilde
løfter døden de levende
op for at drikke
BibelSlamming til 4. søndag efter advent: Fairplay
(Johannesevangeliet kap. 1, vers 19-28)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 18.12.08
Bibelteksten til Alle helgen
(Johannesevangeliet kap. 1, vers 19-28)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 18.12.08
Moralens
løftede pegefinger. Det er hvad Johannes med tilnavnet
Døberen, er. Han er den, der råber i ørkenen:
Retfærdigheden ske fyldest, dvs ske på en retfærdig
måde. Det er hvad han kæmper for, sætter sit liv ind
på. Med lov skal land bygges og Johannes prædiker dommen,
gør os opmærksom på vore lovovertrædelser.
Det er let nok at pege pegefinger af Johannes, af hans moralske nidkærhed. Men vi har brug for sådan nogle som ham. Mennesker, der engagerer sig brændende i verdens samfundsforhold, som aktivt går ud og gør opmærksom på denne verdens uretfærdigheder og uligheder. I dag ville han råbe op omkring den uretfærdighed, der er i, at vi i vesten lever i rigdom, en rigdom og et overflod, der sker på bekostning af u-landene, hvor folk må ligge og dø af sult. Det er uretfærdigt, det er forkert, at det er sådan. ”Omvend jer”, ville Johannes også i dag som dengang råbe fra tagene til os. Omvend jer! Som Anders Fogh har gjort med økologi, men også mere. Ændr jeres livsstil, jeres valg. Skab en retfærdig verden! Gør noget, bland jer, lav tingene om, for undertrykkelsen, uligheden og udnyttelsen skriger til himlen. Så gør dog noget ved det!
Johannes har ret. Vi har brug for retfærdighed, for fairplay til at skabe en bedre verden, en verden for os alle, der er til at holde ud. Hans iver, hans redelighed og ordentlighed, hans entusiasme og kamp mod uretfærdighed er beundringsværdig.
Og den har sin grænse.
Johannes skal – om end han er den største – blive den allermindste, siger Jesus. Eller som Johannes selv siger det: der kommer en efter mig, og selv ikke hans skorem er jeg værdig til at løse- For der er noget, retfærdigheden og retten ikke kan, der er en indbygget mangel, som den netop i al sin storhed afslører.
Har I prøvet at mundhugges med nogen? Måske kæresten, vennen, en søster eller bror, måske jeres mor eller far, måske med en kollega eller bare den tilfældige på busstopstedet. Måske kender I også udtrykket: Du får ret og jeg får fred?
Har I prøvet det, kender I også rettens eftersmag, fornemmelsen af enten at have fået ret eller at den anden har fået det. Debatprogrammer går tit ud på det – ikke på at blive klogere, men at få den pokkers ret, være den, der vinder.
Ret skal være ret og det kan man bygge land på. Men glæden mangler. Rettens eftersmag er mærkelig ufuldkommen. Hvor er varmen, overskuddet, humoren? Barmhjertigheden, rummeligheden, tilgivelsen, forsoningen, glæden. I denne måned fejrer vi ikke retfærdigheden. Den løftede pegefinger får lagt en anden finger på tværs over sig. Fra moralens matematiske kølighed til korsets hjerteskærende ømhed. Ja, vi kommer til at spise vores økologiske and i fed sovs eller hvad det nu er, mens andre ligger og sulter. Men i denne måned fejrer vi det at give os hen til kærlighedens overskud og bøjer os for glæden, den glæde, som kan fødes i selv det mindste og der, hvor intet er perfekt og retfærdigheden ikke altid sker fyldest. I denne tid bøjer vi os ligesom Johannes for glæden. Det er jul.
Det er let nok at pege pegefinger af Johannes, af hans moralske nidkærhed. Men vi har brug for sådan nogle som ham. Mennesker, der engagerer sig brændende i verdens samfundsforhold, som aktivt går ud og gør opmærksom på denne verdens uretfærdigheder og uligheder. I dag ville han råbe op omkring den uretfærdighed, der er i, at vi i vesten lever i rigdom, en rigdom og et overflod, der sker på bekostning af u-landene, hvor folk må ligge og dø af sult. Det er uretfærdigt, det er forkert, at det er sådan. ”Omvend jer”, ville Johannes også i dag som dengang råbe fra tagene til os. Omvend jer! Som Anders Fogh har gjort med økologi, men også mere. Ændr jeres livsstil, jeres valg. Skab en retfærdig verden! Gør noget, bland jer, lav tingene om, for undertrykkelsen, uligheden og udnyttelsen skriger til himlen. Så gør dog noget ved det!
Johannes har ret. Vi har brug for retfærdighed, for fairplay til at skabe en bedre verden, en verden for os alle, der er til at holde ud. Hans iver, hans redelighed og ordentlighed, hans entusiasme og kamp mod uretfærdighed er beundringsværdig.
Og den har sin grænse.
Johannes skal – om end han er den største – blive den allermindste, siger Jesus. Eller som Johannes selv siger det: der kommer en efter mig, og selv ikke hans skorem er jeg værdig til at løse- For der er noget, retfærdigheden og retten ikke kan, der er en indbygget mangel, som den netop i al sin storhed afslører.
Har I prøvet at mundhugges med nogen? Måske kæresten, vennen, en søster eller bror, måske jeres mor eller far, måske med en kollega eller bare den tilfældige på busstopstedet. Måske kender I også udtrykket: Du får ret og jeg får fred?
Har I prøvet det, kender I også rettens eftersmag, fornemmelsen af enten at have fået ret eller at den anden har fået det. Debatprogrammer går tit ud på det – ikke på at blive klogere, men at få den pokkers ret, være den, der vinder.
Ret skal være ret og det kan man bygge land på. Men glæden mangler. Rettens eftersmag er mærkelig ufuldkommen. Hvor er varmen, overskuddet, humoren? Barmhjertigheden, rummeligheden, tilgivelsen, forsoningen, glæden. I denne måned fejrer vi ikke retfærdigheden. Den løftede pegefinger får lagt en anden finger på tværs over sig. Fra moralens matematiske kølighed til korsets hjerteskærende ømhed. Ja, vi kommer til at spise vores økologiske and i fed sovs eller hvad det nu er, mens andre ligger og sulter. Men i denne måned fejrer vi det at give os hen til kærlighedens overskud og bøjer os for glæden, den glæde, som kan fødes i selv det mindste og der, hvor intet er perfekt og retfærdigheden ikke altid sker fyldest. I denne tid bøjer vi os ligesom Johannes for glæden. Det er jul.
Bibelteksten til Alle helgen
Jesus sagde:
»I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.
I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«
»I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.
I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«
Matthæusevangeliet kap. 5, vers 13.16 (Ny Testamente)
BibelSlamming til Alle helgen
(Matthæusevangeliet kap. 5, vers 13-16)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 30.10.08
(Matthæusevangeliet kap. 5, vers 13-16)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 30.10.08
Det
er allehelgenstid. Eller 'halloween' som dagen kaldes efter amerikansk
forbillede. Alle helgen går ud på at huske på dem, vi
holdt af, som er døde. Vi holder mindet om dem i live. Nogle
bruger fx Alle helgen til at tage på kirkegården og
tænde lys. For vi mindes de døde her i mørketiden.
Mindes, hvad de betød for os, dengang de var levende og måske ikke mindst efter at de er døde. De spor, de har sat sig her i verden, hvad de gav os eller ikke gav os – hvad de efterlod os levende med og til.
Når vi her i kirken fejrer nadver, spiser lidt brød og drikker lidt vin laver vi halvcirkel. Om det er oppe ved alteret ved alterskranken eller som vi gør det her i Natkirken stående i en halvcirkel, så betyder den åbne halvcirkel, at vi dels spiser sammen med dem, som ikke er med og dels at vi forestiller os, at vi spiser sammen med de døde. Den store hvide flok står side om side med os – uden at der skal gå alt for meget spøgelse og gys i det. De døde er med os og ikke alene med os: de peger også på, at vi engang skal samles og mødes alle sammen hos Gud.
Normalt tænker vi nok ikke så meget over det, de døde har givet os i arv– der lever vi bare med det..men ligesom man fx kan leve i og med naturen uden at tænke synderligt over det, så kan det pludselig ske, at man en dag får gæster fra byen og så skal man pludselig til at GÅ TUR i naturen isf bare at være i den. Sådan er Alle helgen. På linje også med mors og fars dag og hvad vi ellers har af mærke-særlige dage, hvor det, vi bare lever bevidstløst i pludselig får spotlight på sig, bliver noget vi bliver BEVIDST om. For en dags tid, et til to øjebliks tid.
Alle helgen. I vores protestantiske kirkeafdeling er alle helgen blevet gjort demokratisk, sådan så det står for alle troende. Vi kan godt lide, at alle er lige og ikke det der med at nogle er mere og bedre end andre. I alt fald skal der ikke være nogle, som kan stille sig imellem Gud og mig, mellem Gud og dig og som vi derfor skal logre for for at kunne komme til.
Uanset hvilken rang og mobiltelefon, du har, uanset om jeg kan lide dig eller ikke kan udstå dig: for Gud er vi alle lige og vigtige. Med alle helgen siger vi, at vi alle er en stor familie overfor Vorherre og at vi alle er lige vigtige.
Når det så er sagt, er der selv i en dansk flad strukturtænkning dem, der er mere lige end andre og selv Jesus snakker om at nogle sidder mere til højbords end andre.
I de her dage med kulde, regn og mørke oplever mange af os en af de der nedturs depri-dage. Hvor alt går skævt og surt og man tror, det er løgn, at man har mistet 3000 kr ud i den blå luft for den Sterling-billet betalt til Spanien i december og det gælder blot om slukke lyset for i dag og vågne op til d. 1. og ny lønningsdag og ny dato.
Så er det, at vi kan tænke på de mennesker, som har lyst eller stadig lyser særligt op for os. Det behøver ikke være den store olympiske flamme, de har brændt med, men kan nøjes med at have været som et lille blafrende vaklende fyrfadslys.
Apostlen Paulus skrev engang i et brev, at vi har brug for nogle at efterligne. Vi har brug for gode forbilleder, vi kan spejle os i, nogle, som gør livet til noget mere og større for andre. Du behøver ikke sætte dit lys under en skæppe, hørte vi Jesus sige. Dvs du behøver hverken gøre Gud, dig selv, andre og livet mindre, end det er.
Som andre har været det før os, bliver vi også for andre. Det, de døde var for os, er vi nu for andre. Jordens salt. Verdens lys. Du er jorden salt. Du er verdens lys. Gud til ære, os til gavn.
Mindes, hvad de betød for os, dengang de var levende og måske ikke mindst efter at de er døde. De spor, de har sat sig her i verden, hvad de gav os eller ikke gav os – hvad de efterlod os levende med og til.
Når vi her i kirken fejrer nadver, spiser lidt brød og drikker lidt vin laver vi halvcirkel. Om det er oppe ved alteret ved alterskranken eller som vi gør det her i Natkirken stående i en halvcirkel, så betyder den åbne halvcirkel, at vi dels spiser sammen med dem, som ikke er med og dels at vi forestiller os, at vi spiser sammen med de døde. Den store hvide flok står side om side med os – uden at der skal gå alt for meget spøgelse og gys i det. De døde er med os og ikke alene med os: de peger også på, at vi engang skal samles og mødes alle sammen hos Gud.
Normalt tænker vi nok ikke så meget over det, de døde har givet os i arv– der lever vi bare med det..men ligesom man fx kan leve i og med naturen uden at tænke synderligt over det, så kan det pludselig ske, at man en dag får gæster fra byen og så skal man pludselig til at GÅ TUR i naturen isf bare at være i den. Sådan er Alle helgen. På linje også med mors og fars dag og hvad vi ellers har af mærke-særlige dage, hvor det, vi bare lever bevidstløst i pludselig får spotlight på sig, bliver noget vi bliver BEVIDST om. For en dags tid, et til to øjebliks tid.
Alle helgen. I vores protestantiske kirkeafdeling er alle helgen blevet gjort demokratisk, sådan så det står for alle troende. Vi kan godt lide, at alle er lige og ikke det der med at nogle er mere og bedre end andre. I alt fald skal der ikke være nogle, som kan stille sig imellem Gud og mig, mellem Gud og dig og som vi derfor skal logre for for at kunne komme til.
Uanset hvilken rang og mobiltelefon, du har, uanset om jeg kan lide dig eller ikke kan udstå dig: for Gud er vi alle lige og vigtige. Med alle helgen siger vi, at vi alle er en stor familie overfor Vorherre og at vi alle er lige vigtige.
Når det så er sagt, er der selv i en dansk flad strukturtænkning dem, der er mere lige end andre og selv Jesus snakker om at nogle sidder mere til højbords end andre.
I de her dage med kulde, regn og mørke oplever mange af os en af de der nedturs depri-dage. Hvor alt går skævt og surt og man tror, det er løgn, at man har mistet 3000 kr ud i den blå luft for den Sterling-billet betalt til Spanien i december og det gælder blot om slukke lyset for i dag og vågne op til d. 1. og ny lønningsdag og ny dato.
Så er det, at vi kan tænke på de mennesker, som har lyst eller stadig lyser særligt op for os. Det behøver ikke være den store olympiske flamme, de har brændt med, men kan nøjes med at have været som et lille blafrende vaklende fyrfadslys.
Apostlen Paulus skrev engang i et brev, at vi har brug for nogle at efterligne. Vi har brug for gode forbilleder, vi kan spejle os i, nogle, som gør livet til noget mere og større for andre. Du behøver ikke sætte dit lys under en skæppe, hørte vi Jesus sige. Dvs du behøver hverken gøre Gud, dig selv, andre og livet mindre, end det er.
Som andre har været det før os, bliver vi også for andre. Det, de døde var for os, er vi nu for andre. Jordens salt. Verdens lys. Du er jorden salt. Du er verdens lys. Gud til ære, os til gavn.
BibelSlamming til 22. søndag efter Trinitatis
(Matthæusevangeliet kap. 18, vers 1-14)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 16.10.08
(Matthæusevangeliet kap. 18, vers 1-14)
v/ natkirkepræst Signe Malene Berg - Natkirken torsdag d. 16.10.08
Gruppen Nephew synger:
“hvem der bare ku klare sig med hjælp fra sig selv hvem der bare ku klare sig med hjælp fra sig selv hvem der bare ku klare sig med hjælp fra science fiction og familien og venner og veninder når det gjaldt”
Det er frygteligt ikk at ku klare sig selv. Det er frygteligt at have brug for hjælp. Fx når man ligger med voldsomme smerter og bar’ er et helt almindeligt menneske, der må vente på at få sit nr til behandling. Så ligger man der med sit tab af kontrol og er i andres og systemets vold og magt. Man er som fortabt, man er som et barn. Hvem der bar’ ku klare sig selv.
“så pludselig blir jeg anvist et søm der kan slå mig ned,...” synger sangen fra Nephew videre.
Som mennesker kender vi til to måder at skabe liv på:
den ene er ved at gøre noget – og den anden er ved at give op.
Den første måde er vi rigtig meget fortrolige med, med det at gøre noget, med det at ku’ klare sig selv. Men når vi ikke kan gøre mere, funker gøre-systemet ikke, det går i sort.
Man må til at tænke negativt – man må til at give op.
Det er blevet tid og situation for, at troen tager over. Troen, der netop tillader os at give op. Når man er ude af kontrol, når man ikke ka’ mer’, når man er som et barn, må noget andet bære.
Sangen fra Nephew siger videre:
“oh sir - så sig mig hvad jeg skal og hvor jeg skal gå hen, hvor er hjem, forklar en fisk hvad vand er, hvor er hjem”.
Giver du op, er det ikke ligegyldigt, hvad du tror på. Det er ikke ligegyldigt, hvordan det vand, du svømmer rundt i, ser ud.
Hvordan ser din tro ud, den tro, som skal bære dig, som du svømmer rundt i? Kan du flyde på ryggen i dét vand, kan du samle kræfter der, kræfter til at gå fremad – er troen en rasteplads?
Den eneste tro, der rigtig holder, er den tro, der siger til dig, at du er elsket, som du er. Det er den tro, der siger til dig, at det er din himmelske fars vilje,,at du ikke skal gå fortabt, at det er hans udtrykkelige vilje, at ikke en eneste af hans små skal gå fortabt, at det netop er sådan, at Gud elsker dig.
Du kan have kærlighed til alt muligt andet og det er godt, at vi har det og den kærlighed kan drive dig videre, så længe du selv stadig orker at kæmpe. Så længe, du selv orker at kæmpe videre.
Science fiction, familien og venner og veninder kan drive os videre, kan få os til at svømme lidt længere, kan få os til at kæmpe – også når det gælder!
Men igen: Kun så længe du stadig selv orker at kæmpe. Men denne jordiske kærlighed kan ikke give dig ro til at give op, den befaler dig at kæmpe og blive ved med det.
At kunne give op, give slip kræver noget mere, noget større, det kræver, at du oplever en kærlighed på et andet plan.
En gang imellem må vi altså bære hinanden med tro. Det er det, vi forhåbentlig gør i dette rum. Som vi husker hinanden på. At vi skal bære hinanden med tro.
Ikke en hvilken som helst tro, men den tro, der kan bære, at vi halter rundt, at vi har ridser og sår og måske endda mangler det ene øje. Troen på en Gud, der elsker.
Som Nephew synger: “så pludselig blir jeg anvist et søm der kan slå mig ned,
- så viser du dit ansigt og fixer mig med fred”
Når de der søm, der slår os ned, viser sig, bliver der kamp. I bibelen kender vi den kamp som Jakobskampen. Det er den kamp, hvor Jakob står ved grænsefloden i kamp med det, man må kalde et monster, der giver ham et lammende slag på hoften og vil gå. Men Jakob siger „Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!“ Så får han velsignelsen. Men han halter resten af livet.
Og det er lige præcis det, vi prøver at lave her i det, der hedder kirken: At finde velsignelsen og freden midt i de lammende slag, livet gir’ os – og gir os op til flere gange igennem et levet liv. Vi kan hjælpe hinanden med at opdage, at der er en at dele ansvaret med og til erkendelsen af at være i Guds hånd. Det gør det, som ellers ikke er til at bære bare en anelse nemmere at bære. Det er grunden til at troende mennesker har flere ressourcer. For der er én, der bærer med dem. Det er det, troen giver os. Og det er det, vi bøjer os for her i dette hus.
Et digt af sangeren Bjørn Eidsvåg lyder:
Vis mig nu dit ansigt
lad mig vide hvem du er
fyld mig med tro og indsigt
og syn for det jeg ser
men giv mig mer’ end fine ord
her er en kamp på liv og død
bed mig hellere til dit bord
byd mig hellere vin og brød
For jeg kommer når du ber’ mig
du må tage mig som jeg er
der må ske mig det der sker mig
om du græder eller ler
jeg er ikke særlig prægtig
jeg har ridser jeg har sår
dette rum er stort og mægtigt
men jeg’ ikke den der går.
Jesus var ikke sanger eller digter – det var vist ikke hans talent, så han bruger en anden pædagogik. Da de spørger ham: »Hvem er den største i Himmeriget?«
kalder Jesus isf at synge eller digte et lille barn hen til sig, stiller det bom dér midt iblandt dem, så de alle kan se på det og siger:
»Sandelig siger jeg jer: Den, der bliver som dette barn, er den største i Himmeriget;”
BibelSlamming til 18. søndag efter trinitatis (Johannesevangeliet kap. 15, vers 1-11)
v/ sognepræst Pernille Østrem - Natkirken torsdag d. 18.9.08
v/ sognepræst Pernille Østrem - Natkirken torsdag d. 18.9.08
Kærlighed hænger ikke på træerne, siger Benny Andersen. Det er noget
mærkeligt noget med de træer, hvordan mon de egentlig klarer sig, når de
står dér så langt fra hinanden, og kun lige kan røre et andet træ med et
par bladfinger-spidser, og måske er det andet træ slet ikke det rigtige
træ at stå ved siden af, men måske er det nærmest i vejen.
Og her inde langt fra træerne går vi så rundt på vores bevægelige rødder
og stikker vores bevægelige grene i lommen.
Københavnere går kun i skoven, når de er nyforelskede eller lider af
ulykkelig kærlighed. Det er måske ikke helt rigtigt, men det er da en
tanke værd. Ja der er selvfølgelig altid de overfriske med perfekte
familier, der tager derud hver søndag. Men lad nu dem være lidt.
Det handler om at være rodfæstet. At være en del af noget. Ikke at være
en del af hvad som helst, men være en gren på livets træ.
Søren Bruun står bag et træ og gemmer sig. Viola kommer forbi og siger
til ham: "Hvad står du dér for?" "Jo" siger Søren, "jeg kan så godt lide
at mor kalder på mig. Så er det, som om nogen har brug for mig."
Når vi er små, tror vi at mor og far er Gud. Psykologerne siger, at
vores forhold til vores forældre afspejles i vores gudsforhold. Ikke
nødvendigvis sådan én til én - at hvis én er vokset op med distancerede
forældre, så kan han kun tro på en distanceret Gud. Måske længes han så
i stedet efter at komme Gud nær. Eller også tør ikke komme ham for nær.
Søren Bruun fra Radiserne længtes efter, at nogen havde brug for ham.
Det er en smuk længsel, ikke nogen uselvisk længsel, overhovedet. Men en
smuk længsel efter at høre til, at være rodfæstet, at have del i livet.
At være en gren på livets træ.
Ingen vil være undværlig. Nogen gange kan man ønske at være usynlig,
fordi det er for hårdt at vise sig frem, men ingen vil være undværlig.
Mange af os går rundt og tror os uundværlige på de mærkeligste måder.
Går på arbejde, når vi skulle være blevet hjemme i sengen. Tør ikke
overlade ansvaret for selv de mindste ting til andre. Man kan jo /gøre/
sig uundværlig, for at sikre sig imod pludselig at opdage, at man
faktisk sagtens kan undværes.
Der er masser af ting, der kan gøre et menneske uundværlig: Sådan helt
konkret.
Det er formentlig ret nemt at føle sig uundværlig med et spædbarn
hængende fra hvert bryst, en termin der skal betales og kalenderen
dobbeltbooket indtil sidste side. Så er man uundværlig, fordi noget og
nogen er afhængige af en.
Men afhængighed er vel ikke det samme som kærlighed. Eller hvad? Det er
banalt at sige, at vi skal elske skabergud, fordi vores liv afhænger af
ham. Lige så banalt at sige, at spædbørns afhængighed af forældrene er
deres form for kærlighed. Og sige at træets grene er afhængige af træet.
Man keder sig næsten ihjel, bare mens man siger det, eller tænker det.
Men findes der afhængighed uden misbrug? Ikke i denne verden, vel? Skal
vi erstatte alle vores misbrug fra denne verden med et skud af Gud?
Opgive verdens fristelser og blindgyder. Blive hjemme og sniffe
Jesus-lim. Så vi i sandhed hænger ved ham.
Jeg tror, at Gud er mere end erstatningskaffe med kunstigt sødemiddel
til alle de længselsfulde sjæle, der står bag træet og kalder på mor.
Jeg tror, at Jesus tilbyder mere end et fix, når han siger: "Hold mine
bud, så I bliver i kærligheden, så skal I få del i den fuldkomne glæde."
Nu er det tid til at erkende, at ingen er uundværlig. Verden står i
morgen selvom du bliver i sengen. Træet kan godt leve videre uden netop
dén eller dén gren. Men det er også tid til at tro på, at Gud ikke /vil
/undvære en eneste gren. Sådan er hans kærlighed - som han vil at du
skal blive i. Ved at følge hans bud. Hvordan nu så følge hans
kærlighedsbud? For at følge dem, må du på vandring. i livet. Ud og følge
dem sammen med de andre grene. Ud at bevæge dig og bevæge de andre
grene, så du mærker, at også du er rodfæstet ved livets træ. Amen.
